Sensibilisering med sidegevinst

– et supplerende perspektiv

Af dr.phil. Per Betzonich-Wilken, censor i sundhedspsykologi ved Lægeuddannelsen og i Folkesundhedsvidenskab

Psykologisk set er sensibilitet både noget, der kan mangle og være for meget af. Imens talen om sensibilisering gerne henleder tanken på arbejdet for at fremme gerningsmandens empati for offerets sårbarhed, er målet for desensibilisering at mindske uhensigtsmæssige reaktioner. Men hvad enten sensibilitet er i under- eller overskud, omfatter spektret mere, fordi det handler om flere sider af et liv.

Desensibilisering som normalitet

Som kendetegn for et livsforløb er desensibilisering ikke afhængig af faglig ekspertise. Både i sin fredelige og dramatiske mangfoldighed kommer den gerne af sig selv – som en svækkelse af evnen til at føle sig berørt af noget eller nogen.  Den gradvise proces kan kaldes nødvendig tilpasning, modning eller hærdelse. Meget af det, man udsættes for i tidens løb, er ikke ligefrem til at holde af, men kan så i det mindste holdes ud.  Selv traumer kan miste intensitet, blegne i hverdagsrutinen, glemmes eller til tider huskes med kølig accept uden professionel bistand. Som en normal proces kalder desensibilisering heller ikke på den; den er snarere forebyggende i sig selv, fordi den dæmmer op for tidlig og hyppig kollaps i et liv, der ikke tager specielt hensyn til de sensible. Sådan set fortjener normal desensibilisering taknemmelighed som en forudsætning for at bestå diverse styrkeprøver.

Men faren for at dumpe kan ikke udryddes, fordi tiden jo også sørger for faretruende ophobninger, som der ikke reageres på i tide. Professionelle peger f.eks. gennemgående på, at personlige krav til livet er for store, og at civiliserede arbejdsbetingelser kræver øget aggressionskontrol, der resulterer i udbrændthed og depression med tilhørende somatiske belastningsreaktioner og funktionelle lidelser.

”Bare jeg ikke var så følsom!” er en spontan genganger i konsultationer. Den vidner om resterende sensibilitet, der ikke vil forsvinde og derfor melder sig efter hård slitage. Ønsker om i det hele taget at blive mindre modtagelig for elendighed er forståelig, men ingen klinisk psykolog ved sine fulde fem bifalder den omfattende desensibilisering, som kan finde sted ved brugen af visse psykofarmaka; indsatsen afgrænses traditionelt til det specifikke i form af eksponering og kognitiv omstrukturering. Terapiforløb giver gode resultater, men det bedste ville være, hvis de ikke havde været nødvendige.

Den bekymrede kommentator vil beklage, at der betales for høje priser for den normale desensibilisering i livsforløbet; ganske vist kan den være forebyggende, men den er nu engang lig med tab af sensibilitet. Selv om der måske ikke ”foreligger tilstrækkelig evidens”, er det desværre sandsynligt, at den både svækker den empatiske formåen, forarmer relationer, og i det hele taget mindsker evnen til at foretage sig noget, selvom der er rigelig grund til det. Det kan få tankerne til at kredse om muligheden for at genvinde noget af det, som blev tabt undervejs.

Sensibilisering som fornyelse

De fleste vil frabede sig at opleve ubehageligheder med den samme sensibilitet som i tidligere livskapitler. Derimod hilses tidløse højdepunkter som forelskelse, forfremmelser og andre former for beruselse velkommen som var det genfødsler i sensibilitetens navn.  Da det ikke er hverdagskost, er der heldigvis alternativer til fornyelse.

Som optakt er en lille afstikker til biologisk sensibilisering på sin plads.

Efter strikse fastekure påstår deltagere at kunne opfange dufte fra køkkener på meget lang afstand.  Når tænderne endelig er blevet sat i det første måltid, taler de om sande smagseksplosioner af hidtil ukendt (eller glemt) omfang. Det er resultater af frivillig askese, som ikke kun følger efter slankekure, men også bekræftes af andre, der har fået nedsat smagssans efter et liv med almindelige og måske mindre kræsne forhold til madvaner og nydelsesmidler.

Sensibilisering efter psyko-social askese byder på beslægtet fornyelse.

Eremittens liv i skoven eller buddhistmunkens mangeårige isolation på bjerget kan få new age-kurophold med enkeltværelse og tavshedsløfte til at virke latterlige. Men man behøver ikke pege på ekstremer eller være bange for at blive til grin; hverdagen byder i sig selv på flere muligheder for at fremme sensibilisering.

Nutidens borger, der (indtil videre) ikke føler behov for professionel bistand, kan tale med om, hvor svært og anstrengende det populært sagt er at være ”opdateret”. Selv med ubegrænset livslængde til sin rådighed, ville det være umuligt at lægge sanser til eller gøre sig tanker om alt, hvad bekendte og ukendte præsenterer med eller uden omtanke. Med kritisk kendskab til internettets flodbølger kan man godt forstå det, som filosoffen Voltaire allerede konstaterede i 1700-tallet: ” Jorden vrimler med mennesker, som ikke fortjener, at man taler med dem”.  Når man er knap så rabiat, gælder den gængse henvisning til utallige muligheder for spild af tid – og dermed liv.

Lykkes det at drage konsekvensen af lignende facit i en længere periode på et eller andet område i hverdagen, kan det blive eksempel på psyko-social askese med følgende sensibilisering.

Historisk set er fravalg af sociale medier, mainstreammediers nyheder, debatter eller underholdning sene pendanter til tidløs frasortering af relationer i privat- og arbejdsliv. Når der efter længere askese igen stiftes bekendtskab med nogen eller noget, kan det kognitivt og emotionelt medføre mindre eller større rystelser. I bedste fald kan man føle sig mærkelig opløftet af genforeningen og i det værste få bekræftet, hvor meget man kan spares for ved at trække sig tilbage igen. Det markerer genvundet sensibilisering, som baner vej for nødvendige afgørelser. Der er plads til fortsættelser, fordi nogen eller noget kan få en velfortjent ny chance; forspildes den uden udsigt til snarlig og endegyldig afsked, er der stadig mulighed for at stive sig af med den gammelkendte og normale de-sensibilisering – forhåbentlig uden at prisen bliver for høj.

Gevinst

Som en helhed kan det foregående gælde for klienter, men også for den professionelle, der benytter sig af kollegial supervision. Både her og der handler det om skærpe sansen for det væsentlige.  Ligesom den normale desensibilisering tager sin tid, har sensibiliseringen også sin varighed. Som proces består den i at identificere det uhensigtsmæssige og fremhæve det, som kan gavne. Når klienter bidrager til et godt samarbejde, bidrager det samtidig til at løse den professionelles fornemste opgave: at gøre sig selv overflødig. Som ønsket resultat må det godt anses for at være sensibilisering med sidegevinst.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge