Udredning og diagnosticering af autisme spektrum forstyrrelser

Af Kirsten Skriver, Cand. psych. aut., specialist i psykoterapi, specialpsykologkandidat

 

Autisme spektrum forstyrrelser (ASF) er tidligt debuterende og livslange udviklingsforstyrrelser med gennemgribende forstyrrelser ift. sociale samspilsevner, kommunikationsmønstre og adfærds- eller interessemønstre (DSM-5; ICD-10; Simonsen & Møhl 2010).

I det aktuelle diagnosesystem ICD-10 tages udgangspunkt i et spektrum af diagnoser, hvor der ved infantil autisme og atypisk autisme i mange tilfælde ses kognitive vanskeligheder, mens der ved Asperger syndrom ses normal kognitiv funktion (ICD-10).

I psykiatrien er udredning og diagnosticering af ASF vigtigt med henblik på at kunne skelne mellem ASF og psykopatologiske lidelser, da behandlingstilgangen afhænger heraf. Patienter med ren ASF afsluttes typisk fra psykiatrien efter endt udredning med anbefaling om socialpædagogisk støtte i primærsektoren, mens patienter med ASF og komorbid psykiatrisk lidelse typisk tilbydes psykiatrisk behandling. Således har korrekt diagnosticering afgørende betydning for valg af intervention.

Det er indtrykket i den kliniske hverdag i voksenpsykiatrien, at udredning af ASF sker ved anvendelse af forskellige screenings- og udredningsinstrumenter af varierende kvalitet, som tager afsæt i hhv. patientens selvrapportering af subjektivt oplevede symptomer og objektiv vurdering af symptomer beskrevet af pårørende eller kliniker. Følgelig er der behov for ensretning af ASF-udredning baseret på best practice, hvorfor jeg på baggrund af foreliggende forskning på området vil undersøge, hvilke udredningsinstrumenter, der har den bedste validitet ved udredning og diagnosticering af ASF på tværs af spektret af ASF-diagnoser.

 

Metode

Jeg har foretaget et litteraturstudie med søgning efter relevant litteratur på databaserne PsychInfo, Pubmed og Embase, med søgeordene “autism*” “AND” “diagno*”.

Et inklusionskriterie var, at artiklerne var dansk- eller engelsksprogede. Yderligere inklusionskriterie var artikler, der undersøger brug af konkrete udredningsinstrumenter i udredning og diagnosticering af ASF – dels testredskaber, der tager udgangspunkt i selvrapportering og dels gold standard testredskaber. Derved blev søgningen yderligere afgrænset ved tilføjelse af søgeordene hhv. “gold standard” og “self-reported”.

Herefter er der foretaget udvælgelse af artikler ved screening af titel/abstract mhp. at identificere relevante artikler, samt gennemlæsning af fulltextartikler med vurdering af om artiklerne levede op til inklusions- og eksklusionskriterer.

Selektionskriterierne var brede ift. undersøgelsesdesign, og der er således både inkluderet eksperimentelle undersøgelser af varierende kvalitet samt metaanalyser. Enkeltcasestudier blev frasorteret af hensyn til forskningsartiklernes kvalitet, da kan være problematisk at generalisere ud fra enkelttilfælde. Artikler med udelukkende fokus på udredning af ASF hos børn er ekskluderet, da fokus er valgt at være voksenområdet.

Yderligere litteratur blev identificeret ved at inkludere artikler fra de valgte artiklers referencelister.

Supplerende er medtaget øvrig litteratur i form af bl.a. diagnosehåndbøger og testmanualer.

 

Resultater

Litteraturen viser, at der inden for ASF-udredning anvendes screeningsinstrumenter i form af spørgeskemaer, som kan være med udgangspunkt i selvrapportering eller rapportering fra forældre. Der anvendes også socialkognitive tests. Slutteligt anvendes også såkaldte gold standard tests, dvs. de tests der af alle tilgængelige tests antages at være de bedste til korrekt at identificere lidelsen/forstyrrelsen, der testes for. Gold standard tests inden for ASF-udredning omfatter enten testning af patienten eller interview af patientens forældre – i begge tilfælde med udgangspunkt i en systematisk klinikerbaseret vurdering af undersøgelsesresultatet.

Alle disser typer af udredningsinstrumenter sigter mod høje mål for sensitivitet, dvs. at testen i flest mulige tilfælde identificerer ASF korrekt, når ASF-personer testes – således er sensitivitet et mål for antal sandt positive. Udredningsinstrumenterne sigter endvidere mod høj specificitet, dvs. at testen i flest mulige tilfælde identificerer personer uden ASF korrekt – således er specificitet et mål for antal sandt negative.

 

Screeningsinstrumenter

Litteraturen viser, at der findes en del screeningsinstrumenter i form af spørgeskemaer til anvendelse i udredning af ASF, hvor der i det følgende vil eksemplificeres med de mest gennemgående og bedst beskrevne af hhv. selvrapporteringsbaserede og forældrerapporteringsbaserede spørgeskemaer.

 

Selvrapporteringsbaserede spørgeskemaer

Det i litteraturen bedst beskrevne selvrapporteringsbaserede spørgeskema er Autism-Spectrum Quotient (AQ), som er et kort selv-administreret spørgeskema med 50 spørgsmål, designet til at måle autistiske træk hos voksne med normal intelligens (Bishop & Seltzer 2012).

En metanalyse omfattende 38 artikler, der har beskrevet 32 studier og 4 reviews, omhandlende 9 ASF udredningsinstrumenter, har fundet svingende om end tilfredsstillende mål for sensitivitet (.75-.95) og specificitet (.52-.97) ved AQ (Baghdadli et al 2017).

AQ har dog i en kohorteundersøgelse af en population af diagnosticerede ASF-personer (n=65) vist sig ikke at korrelere signifikant med overordnede ASF-symptomer eller med gold standard instrumentet ADI, idet man fandt, at kun 21% af populationen mødte diagnostisk cut-off ved rating med AQ (Bishop & Seltzer 2012). Det anføres som en udfordring ved AQ og lignende spørgeskemaer, at nogle personer med ASF – til trods for at de har sociale samspilsvanskeligheder – faktisk har interesse i socialt samvær i en grad, der ikke er taget hensyn til i spørgeskemaets spørgsmål, hvilket kan medføre underrapportering af ASF-symptomer. Dette især hvis ASF-personen har kombinationen af begrænset indsigt i egne sociale samspils vanskeligheder og social motivation (Bishop & Seltzer 2012).

Selvrapporteringsbaserede spørgeskemaer inden for ASF-området er netop af flere blevet kritiseret for at afhænge af personens evne til at opfatte og evaluere sig selv, fordi personer med ASF ofte har begrænset selvindsigt og derfor begrænset evne til at rapportere korrekt om egne vanskeligheder (Baron-Cohen et al 2015; Bishop & Seltzer 2012).

Endnu et problem ved AQ og en række lignende selvrapporteringsbaserede spørgeskemaer er, at de er beregnet til normal intelligens (Baghdadli et al 2017), og dermed kan de have begrænset anvendelighed ift. udredning af hele ASF-diagnose spektret mht. personer med ASF og kognitive vanskeligheder.

 

Forældrerapporteringsbaserede spørgeskemaer

Det i litteraturen bedst beskrevne forældrerapporteringsbaserede spørgeskema er The Social Communication Questionnaire (SCQ), som er designet sammen med gold standard instrumentet ADI, og indeholder de 40 ADI items, som har den største diagnostiske validitet (Rutter, Bailey & Lord 2003).

Der er foretaget både valideringsundersøgelser, kohorte-undersøgelser og case-control undersøgelser af SCQ på veludredte kliniske populationer af ASF-personer og kontrolgrupper med store dataset, hvor der er fundet gode korrelationer mellem SCQ og ADI (korrelationskoefficienter .71-.78), samt høj sensitivitet (.85-.96) og tilfredsstillende til høj specificitet (.67-.80) (Charman & Gotham 2012; Rutter, Bailey & Lord 2003).

SCQ er i høj grad fundet uafhængig af køn, alder, sprogfunktion og begavelsesniveau, og udmærker sig i modsætning til mange andre spørgeskemaer indenfor ASF-området ved at have normer helt op til 40 års alderen (Rutter, Bailey & Lord 2003).

Det skal dog anmærkes, at de fleste undersøgelser af ADI har været på populationer af børn, mens få undersøgelser har inkluderet voksne.

Et problem med forældrerapporteringsbaserede instrumenter som SCQ kan naturligvis være, at instrumentet ikke kan anvendes, hvis patientens forældre ikke er tilgængelige i en ASF-udredning (Hus & Lord et al 2014).

Endvidere er det i litteraturen belyst, at mens der inden for børneområdet er påvist valid forældrerapportering af børns ASF-symptomer (Filipek et al 2000), er der inden for voksenområdet fundet tendens til, at forældre rater deres voksne børn som havende flere ASF-symptomer, end de voksne børn selv angiver (Bishop & Seltzer 2012). Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om dette skyldes det beskrevne selvrapporteringsbias hos ASF-personer, eller om forældrerapportering bliver mindre valid med årene i takt med, at det voksne barns udviklingshistorie kan være tiltagende vanskelig for forældrene at genkalde.

 

Overordnet om screeningsinstrumenter

Det er i litteraturen problematiseret, at der findes mange ASF-screeningsinstrumenter, som ikke er tilstrækkelig beskrevne ift. validitet (Charman & Gotham 2012).

Det er belyst i et systematisk litteratur review omfattende 68 artikler, der har vurderet 17 ASF udredningsinstrumenter, at der ved en lang række screeningsinstrumenter er fundet utilfredsstillende mål for sensitivitet og specificitet ved mange af disse ASF-instrumenter (Falkmer et al 2013).

En tidligere nævnt metanalyse har vist, at det kun er AQ og RAADS, som af de mange foreliggende screeningsinstrumenter har tilfredsstillende psykometriske egenskaber (Baghdadli et al 2017).

Et problem ved alle screeningsinstrumenter er, at der er risiko for falsk negative besvarelser, hvor nogle personer, som scorer under cut-off, vil vise sig reelt at have ASF ved videre udredning, samt falsk positive besvarelser, der indikerer ASF uden diagnosen bekræftes ved senere udredning (Charman & Gotham 2012; Rutter, Bailey & Lord 2003).

 

Socialkognitive tests

Den mest kendte og umiddelbart eneste forholdsvis velundersøgte socialkognitive test inden for voksenområdets ASF-udredning er “Reading the Mind in the Eyes”-testen (RME), hvor testpersonen præsenteres for 25 fotografier af øjenregionen af skuespilleres ansigter og bedes vælge, hvilket ord der bedst beskriver personens følelsesmæssige tilstand (Baron-Cohen et al 2001; Baron-Cohen et al 2015).

I en case-control undersøgelse af RME på en forholdsvis lille population af normaltbegavede mennesker med ASF (n=15) og kontroller (n=239) fandt man, at testen kan påvise socialkognitive vanskeligheder i en grad, der kan adskille personer med ASF fra normale kontroller (Baron-Cohen et al 2001), men dette ved at diagnosticere ASF ud fra det netop kritiserede spørgeskema AQ.

En senere case-control undersøgelse af RME på en større population af personer med ASF (n=395) og kontroller (n=320) viste ligeledes, at testen kunne skelne personer med ASF fra normale kontroller ift. AQ scores, men RME klassificerede ASF korrekt med højere præcision for kvinder (72,2%) sammenlignet med mænd (65,8%) (Baron-Cohen et al 2015). Dette synes særligt problematisk, da der er flere mænd end kvinder med ASF med en kønsratio M/K på 10/1 (Simonsen & Møhl 2010).

Forfatterne problematiserer selv, at RME-testens stimuli er statiske (Baron-Cohen et al 2001), og således må der sættes spørgsmålstegn ved testens økologiske validitet, da virkelighedens sociale samspilssituationer er langt mere komplekse end at aflæse fotografier af øjenregioner.

Forfatterne anfører, at testen også kan anvendes i andre kliniske grupper end mennesker med ASF som fx hjerneskadede patienter (Baron-Cohen et al 2001), og at der hos mennesker med anoreksi ses tilsvarende testresultater som hos personer med ASF (Baron-Cohen et al 2015), og således synes testen ikke at være specifik diagnostisk ift. ASF.

Testen er blevet kritiseret for at udgøre en begrænset måling af theory of mind, idet testen primært måler på evnen til at aflæse andres mentale tilstande og nok i mindre grad måler på evnen til at ræsonnere over andres mentale tilstande (Gibson et al 2010).

En kritik er også, at testen ikke er undersøgt på mennesker med ASF og kognitive vanskeligheder.

 

Gold standard udredningsinstrumenter

De i litteraturen gennemgående gold standard udredningsinstrumenter anvendt i ASF udredning er testen ADOS og forældreinterviewet ADI. Endvidere mener nogle, at patientinterviewet RAADS også er et gold standard instrument (Ritvo et al 2010).

 

RAADS-R

The Ritvo Autism Asperger Diagnostic Scale-Revised (RAADS-R) er et klinikeradministreret struktureret patientinterview bestående af 80 spørgsmål, der afdækker ASF symptomer (Ritvo et al 2010), og således kan man forholde sig kritisk til at kategorisere RAADS som et gold standard udredningsinstrument jf. det beskrevne selvrapporteringsbias ved ASF.

Forfatterne fremhæver også selv potentielle problemer ved RAADS ift. risiko for, at patienten ikke forstår spørgsmålene korrekt, benægter symptomer, overrapporterer eller underrapporterer symptomer (Ritvo et al 2010).

En tidligere nævnt metaanalyse har kategoriseret RAADS som et selvrapporteringsbaseret screeningsredskab, og beskrevet at RAADS er et af de screeningsredskaber, der har de bedste psykometriske egenskaber, når det anvendes ved normaltbegavede (Baghdadli et al 2017). Dog angives her ikke mål for sensitivitet/specificitet, men kun korrelationskoefficient på .84 med det kritiserede spørgeskema AQ (Baghdadli et al 2017).

I RAADS valideringsstudiet, hvor RAADS er administreret på 201 personer med ASF og 578 kontroller (med overrepræsentation af 72,1% mænd i samplet), fastsættes cut-off scores først efter at undersøgelsesresultaterne foreligger (Ritvo et al 2010), hvorfor det er problematisk at vurdere sensitivitet og specificitet ud fra denne undersøgelse.

En svaghed ved RAADS er, at det er designet til voksne med gennemsnitlig eller over gennemsnitlig begavelse (Baghdadli et al 2017). I valideringsstudiet ses det endog, at den gennemsnitlige IQ faktisk lå højt inden for eller over normalområdet (IQ 114-122) (Ritvo et al 2010), hvilket begrænser generaliserbarheden ift. personer med ASF og kognitive vanskeligheder eller blot med begavelse i den lavere ende af normalområdet, og således dækker RAADS langt fra hele ASF-diagnose spektret.

 

ADOS-2

Autism Diagnostic Observation Schedule, Second Edition (ADOS-2) er en ca. 1½ times semistruktureret standardiseret klinikerobservation af symptomer på ASF, som omtales som en gold standard undersøgelsesmetode af patienten til diagnosticering af ASF (Lord et al 2016).

En udfordring ved at anvende ADOS er, at instrumentet er meget komplekst at administrere og score systematisk (Kamp-Becker et al 2018). Endvidere er det en forudsætning for at anvende ADOS, at klinikeren har forudgående uddannelse, træning og erfaring med ADOS samt omfattende kendskab til ASF (Lord et al 2016).

ADOS er et velundersøgt instrument med både flere validitetsundersøgelser og replikationsundersøgelser, beskrevet i specifikke undersøgelser samt i metaanalyser, hvor man har fundet svingende mål for sensitivitet (.53-.98) og specificitet (.50-.100) (Baghdadli et al 2017; Charman & Gotham 2012; Lord et al 2016), men gennemgående på tværs af de fleste undersøgelser i den høje ende af dette spektrum, fx jf. et tidligere nævnt systematisk litteratur review der viste sensitivitet på 0.80 (Falkmer et al 2013).

De fleste af de foreliggende undersøgelser har populationer af enten kun børn eller en blanding af børn og voksne, men i en case-control undersøgelse med en population af udelukkende voksne (n=347 personer med ASF og n=90 kontroller, med en overrepræsentation af 80% mænd) fandt man sensitivitet og specificitet over .80 (Hus & Lord et al 2014).

Der er rejst den kritik, at målene for sensitivitet og specificitet ved ADOS kan variere på tværs af forskellige kliniske og forskningsmæssige settings, grundet forskelle i klinikeres erfaringsniveau (Hus & Lord et al 2014), hvorfor man har foretaget en undersøgelse, hvor en stor gruppe veltrænede klinikere (n=189) foretog dybdegående analyser af ADOS-tests (Kamp-Becker et al 2018). Her fandt man højere diagnostisk præcision i brugen af ADOS hos erfarne ADOS-testere sammenlignet med mindre erfarne testere, og man fandt stor variabilitet i kodning af ADOS, hvorfor der peges på, at det er vigtigt med vedvarende supervision, også af ekstern karakter mhp. at undgå lokal scoringspraksis (Kamp-Becker et al 2018). En begrænsning ved denne undersøgelse er et meget lille sample med n=7, hvoraf kun 3 personer havde ASF, og kun 1 var voksen.

En begrænsning ved ADOS er, at testen kun viser aktuelt symptombillede og således ikke anamnese.

 

ADI-R

Autism Diagnostic Interview-Revised (ADI-R) er et omfattende klinikeradministreret semistruktureret forældreinterview til diagnosticering af ASF, hvor man på ca. 2½ time administrerer og systematisk scorer 93 items i en 85-siders interviewprotokol, der på udtømmende vis beskriver ASF-symptomer aktuelt og anamnestisk (Rutter, Couteur & Lord 2003).

ADI er velbeskrevet og velvalideret i flere kohorteundersøgelser og case-control-undersøgelser i forskellige lande med erfarne testere og udmærkede sample sizes med varierede demografiske variable (Bishop & Seltzer 2012; Rutter, Couteur & Lord 2003), men de fleste af disse undersøgelser er foretaget på populationer af børn, hvorfor generaliserbarheden til populationer af voksne er uvis.

I et tidligere nævnt systematisk litteratur review fandt man høj sensitivitet på .85 (Falkmer et al 2013), mens et andet litteratur review har beskrevet høj sensitivitet (.89-.95) og tilfredsstillende specificitet (.56-.59) (Charman & Gotham 2012).

En fordel ved ADI er, at instrumentet kan anvendes uafhængigt af begavelsesniveau (Rutter, Couteur & Lord 2003), således at man med ADI kan udrede hele spektret af ASF diagnoser.

En sårbarhed ved ADI er, at klinikeren skal være erfaren og veltrænet i ADI samt have indgående kendskab til ASF, og der kræves pårørende, der er i stand til at give systematiske og detaljerede beskrivelser af både aktuelt symptombillede og udviklingshistorie hos personen, der udredes for ASF (Rutter, Couteur & Lord 2003).

En begrænsning ved ADI er, at man kun får forældrerapporterede oplysninger og ikke en objektiv vurdering af symptombillede.

 

Overordnet om gold standard udredningsinstrumenter

Gold standard-redskaberne ADOS og ADI er stærke instrumenter, men har også sårbarheder, idet de er påvirkelige af klinikerens erfaring med testredskaberne og med ASF, er svære og tidskrævende at anvende og kræver træning og mulighed for samscoring/supervision (Charman & Gotham 2012).

En potentiel fejlkilde ved gold standard-instrumenter er klinikerens subjektivitet og tolkningsbias, idet gold standard instrumenterne tager udgangspunkt i klinikerens vurdering af patienten (Falkmer et al 2013). Man kan dog forestille sig, at et klinikerbias er mindre udpræget end selvrapporteringsbias hos ASF patienten selv og rapporteringsbias hos forældre til patienten, idet klinikeren må antages at være mere objektiv i sin vurdering af patienten sammenlignet med patienten selv og forældrene.

 

Konklusion

Målet med dette litteraturstudie var at belyse anvendelsen af selvrapporteringsbaserede udredningsinstrumenter sammenholdt med gold standard udredningsinstrumenter i udredning og diagnosticering af ASF hos voksne.

Ved gennemgang af litteraturen blev der samlet set fundet rimelig konsensus om, at anvendelse af selvrapporteringsbaserede udredningsinstrumenter som AQ og RAADS kan være problematisk grundet personer med ASFs ofte begrænsede selvindsigt og deraf følgende selvrapporteringsbias (Baron-Cohen et al 2015; Bishop & Seltzer 2012).

Spørgeskemaer baseret på forældrerapportering kan ligeledes være problematiske grundet rapporteringsbias hos forældrene ift. patientens symptomer (Bishop & Seltzer 2012; Hus & Lord et al 2014), omend forældrespørgeskemaet SCQ af flere er beskrevet som et velvalideret udredningsinstrument med sensitivitet på .85-.96 (Charman & Gotham 2012; Rutter, Bailey & Hus 2003).

Der er i litteraturen bred konsensus om, at gold standard-instrumenter giver de mest valide diagnostiske vurderinger af ASF, særligt når man kombinerer en direkte struktureret observation af patientens vanskeligheder som ADOS med et standardiseret forældreinterview med beskrivelse af aktuelle vanskeligheder og anamnese som ADI (Baghdadli et al 2017; Charman & Gotham 2012; Falkmer et al 2013; Filipek et al 2000; Kamp-Becker et al 2018; Lord et al 2016; Rutter, Couteur & Lord 2003).

Mens sensitiviteten for ADOS alene rapporteres noget svingende omkring .53-.98, omend mest gennemgående høj omkring .80 (Baghdadli et al 2017; Charman & Gotham 2012; Falkmer et al 2013, Hus & Lord et al 2014, Lord et al 2016), er sensitiviteten for ADI alene rapporteret til høj omkring .89-.95, men med en kun tilfredsstillende specificitet på .56-.59 (Charmann & Gotham 2012). Der er til gengæld beskrevet en gennemgående høj sensitivitet ved kombinationen af ADOS og ADI på .84, hvor det også ses at denne kombination øger ADI’s specificitet til .75-.77 (Falkmer et al 2013).

Det er problematiseret, at ADOS og ADI er tidskrævende instrumenter, der forudsætter højt ekspertiseniveau opnået ved erfaring, træning og samrating, hvorfor det af flere er blevet foreslået, at man kan anvende forældrespørgeskemaet SCQ som en substitut for ADI, især når SCQ kombineres med ADOS (Charman & Gotham 2012; Hus & Lord 2014).

 

Kliniske implikationer

Nærværende litteraturgennemgang har belyst, at best practice i udredning af ASF indbefatter anvendelse af gold standard udredningsinstrumenterne ADOS og ADI samt forældrespørgeskemaet SCQ grundet disse instrumenters høje validitet, samt begrænset anvendelse af selvrapporteringsbaserede instrumenter som RAADS og AQ grundet disse instrumenters begrænsede validitet.

En konsekvens heraf er, at man i klinisk praksis bør prioritere træning af klinikere i gold standard instrumenter ved fx testcertificering, træning, samrating og supervision – også til trods for at dette kræver tid og ressourcer.

Idet litteraturstudiet også belyste, at ingen af udredningsinstrumenterne er ufejlbarlige, ej heller når best practice-instrumenterne ADOS og ADI /SCQ kombineres, bør man overveje anvendelse af testbatterier mhp. at opnå additiv validitet. Ikke mindst kan dette være relevant i udredninger med inkonsistente testresultater, hvor man fx. kan supplere med socialkognitiv testning.

 

Begrænsninger

Der findes visse begrænsninger ved de inkluderede undersøgelser, hvilket kan kompromittere generaliserbarheden af de fundne resultater.

Som antydet løbende, er der få metaanalyser og systematiske litteratur reviews inden for feltet af ASF-udredning, mens der findes en del case-kontrol-undersøgelser og cohorteundersøgelser, men umiddelbart ikke undersøgelser med så stærke forskningsdesigns som randomiserede kontrollerede eksperimentelle undersøgelser.

Det er løbende beskrevet, hvorledes flere af undersøgelserne er præget af små sample sizes, populationsbias ift. overrepræsentation af mænd og af børn og udredningsinstrumenter, der kun er undersøgt på normaltbegavede og personer med ASF uden komorbiditet.

Derudover ses der i litteraturen stor variation ift. de stillede diagnoser i ASF-populationerne. Der er fx i undersøgelsen af Hus & Lord et al fra 2014 beskrevet ASF-personer, som er velundersøgte af erfarne klinikere ved grundige undersøgelser med gold standard-instrumenter, mens man i Baron-Cohen et als undersøgelse fra 2015 inkluderede personer, der selv angav at have en ASF-diagnose, uden at dette blev søgt valideret.

Der ses også stor variation ift. rekruttering af de undersøgte populationer og kontrolgrupper fx. ved rekruttering fra psykiatrien, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og internettet.

Fremtidig forskning kan således med fordel tilstræbe forbedrede forskningsdesigns med større sample sizes, mere repræsentativ rekruttering og selektion af populationer, mere heterogene grupper af personer med ASF særligt ift. alder, køn, begavelsesniveau og psykiatrisk komorbiditet samt tilsvarende repræsentative kontrolgrupper.

Slutteligt må det anføres, at der ikke er foretagende udtømmende litteratursøgning og gennemgang af foreliggende litteratur på området i nærværende litteraturstudie.

Der blev endvidere kun foretaget begrænset kritisk evaluering af de anvendte empiriske undersøgelsers kvalitet.

En mere dybdegående metanalyse kunne således være relevant.

 

Fremtidigt perspektiv

De foreløbige fund giver jf. de beskrevne begrænsninger ved den inkluderede litteratur grundlag for mere forskning på området, der potentielt kan bidrage med en mere omkostningseffektiv udredning af ASF.

Fremtidig forskning kunne fx. undersøge, om den socialkognitive test The High-Risk Social Challenge (HiSoC) Task anvendt inden for psykoseområdet kan være anvendelig i udredning af ASF. HiSoC er en velvalideret socialkognitiv test med gode psykometriske egenskaber (Gibson et al 2010; Glenthøj et al 2016; Marks & Penn 2012). I testen bliver testpersonen videooptaget under udførelsen af en “speech challenge task”, hvor man får 45 sekunder til at give en forestillet audition til et reality-show, hvorefter testpersonens præsterede sociale evner vurderes af klinikeren (Gibson et al 2010; Marks & Penn 2012).

Man kan forestille sig, at HiSoC kan være en test, der efter yderligere valideringsarbejde kunne anvendes i ASF-udredning, da testen måler på socialkognition på en måde, der synes at have potentiale for højere økologisk validitet end RME. Endvidere åbner den korte administrationstid op for her at finde et mindre ressourcetungt testinstrument end gold standard-instrumenterne samtidig med, at man med den klinikerbaserede vurdering omgås selvrapporteringsbias.

 

Referencer

American Psychiatric Association (2013). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders – fifth edition (DSM-5). Washington DC: American Psychiatric Association.

Baghdadli, A.; Russet, F. & Mottron, L. (2017). Measurement properties of screening and diagnostic tools for autism spectrum adults of mean intelligence: A systematic review. European Psychiatry, vol. 44, p. 104-124.

Baron-Cohen, A.; Bowen, D. C.; Holt, R. J.; Allison, C.; Auyeung, B.; Lombardo, M. V.; Smith, P. & Lai, M. C. (2015). The “Reading the Mind in the Eyes” Test: Complete Absence of Typical Sex Differences in 400 Men and Women with Autism. PLoS One, 10 (8), p. 1-19.

Baron-Cohen, A.; Wheelwright, S.; Hill, J.; Raste, Y. & Plumb, I. (2001). The “Reading the Mind in the Eyes” Test Revised Version: A Study with Normal Adults, and Adults with Asperger Syndrome or High-functioning Autism. Journal of Child Psychology and Psychiatry, vol. 42, p. 241-251.

Bishop, A. L. & Seltzer, M. M. (2012). Self-Reported Autism Symptoms in Adults with Autism Spectrum Disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, vol. 42, p. 2354-2363.

Charman, T. & Gotham, K. (2013). Measurement Issues: Screening and diagnostic instruments for autism spectrum disorders – lessons from research and practise. Child and Adolescent Mental Health, vol. 18, no. 1, p. 52-64.

Falkmer, T.; Anderson, K.; Falkmer, M. & Horlin, C. (2013). Diagnostic procedures in autism spectrum disorders: a systematic literature review. European Child & Adolescent Psychiatry, vol. 22, p. 329-340.

Filipek, P. A.; Accardo, P.J.; Ashwal, S.; Baranek, G. T.; Cook, E. H.; Dawson, G.; Gordon, B.; Gravel, J.S.; Johnson, C. P.; Kallen, R. J.; Levy, S. E.; Minshew, N. J.; Ozonoff, S.; Prizant, B. M.; Rapin, I.; Rogers, S. J., Stone, W. L.; Teplin, S. W.; Tuchman, R. F. & Volkmar, F. R. (2000) Practice parameter: Screening and diagnosis of autism. Report of the Quality Standards Subcommittee of the American Academy of Neurology and the Child Neurology Society. Neurology, vol. 55, p. 468-479.

Gibson, C. M.; Penn, D. L.; Prinstein, M. J.; Perkins, D. O. & Belger, A. (2010) Social skills and Social Cognition in Adolescents at Genetic Risk for Psychosis. Schizophrenia Research, vol. 122(1-3), p. 179-184. (Artikel om HiSoC – til perspektivering)

Glenthøj, L. B.; Fagerlund, B.; Hjorthøj, C.; Jepsen, J. R. M.; Bak, N.; Kristensen, T. D.; Wenneberg, C.; Krakauer, K.; Roberts, D. L. & Nordentoft, M. (2016). Social cognition in patients at ultra-high risk for psychoses: What is the relation to social skills and functioning? Schizophrenia Research: Cognition, vol. 5, p. 21-27. (Artikel om HiSoC – til perspektivering)

Hus, V. & Lord, C. (2014). The Autism Diagnostic Observation Schedule, Module 4: Revised Algoritm and Standardized Severity Scores. Journal of Autism and Developmental Disorders, vol. 44, p. 1996-2012.

Kamp-Becker, I.; Albertowski, K.; Becker, J.; Ghahreman, M.; Langmann, A.; Mingebach, T.; Poustka, L.; Weber, L.; Schmidt, H.; Smidt, J.; Stehr, T.; Roessner, V.; Kucharczyk, K.; Wolff, N. & Stroth, S. (2017). Diagnostic accuracy of the ADOS and ADOS-2 in clinical practice. European Child & Adolescent Psychiatry, vol. 27, p. 1193-1207.

Lord, C.; Rutter, M.; DiLavore, P. C.; Risi, S.; Gotham, K.& Bishop, S.L. (2016) ADOS-2 Autism Diagnostic Observation Schedule. Frederiksberg: Hogrefe.

Marks, C. & Penn, D. L. (2012). The High-Risk Social Challenge (HiSoC) Task. Oversat til dansk af Louise Birkedal Glenthøj, Forskningsenheden, Psykiatrisk Center København

Ritvo, R. A.; Ritvo, E. R.; Guthrie, D.; Ritvo, M. J.; Hufnagel, D. H.; McMahon, W.; Tonge, B.; Mataix-Cols, D.; Jassi, A.; Attwood, T. & Eloff, J. (2010). The Ritvo Autism Asperger Diagnostic Scale-Revised (RAADS-R): A Scale to Assist the Diagnosis of Autism Spectrum Disorders in Adults: An International Validation Study. Journal of Autism and Developmental Disorders, vol. 41, p. 1076-1089.

Rutter, M.; Bailey, A. & Lord, C. (2003). The Social Communication Questionnaire. USA: Western Psychological Services.

Rutter, M.; Couteur, A. L. & Lord, C. (2003). Autism Diagnostic Interview-Revised. USA: Western Psychological Services.

Simonsen, E. & Møhl, B. Grundbog i psykiatri. (1. udgave, 5. oplag). Hans Reitzels forlag.

WHO (2006) ICD-10 – Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser (1. udgave, 12. reviderede oplag). København: Munksgaard.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge