Af Ann-Jeanette Weitling, psykolog, Annette Olsson, socialpædagog og Peter Weitling, socialrådgiver

Undersøgelser viser, at uledsagede flygtningebørn udgør en særlig gruppe af flygtninge, der søger asyl i Danmark og i resten af Europa. Størstedelen af disse børn er kommet fra Afghanistan, men i den seneste periode søger flere og flere uledsagede flygtningebørn fra Syrien asyl i Danmark.

Undersøgelser viser også, at de uledsagede flygtningebørn udgør en særlig sårbar gruppe, som har været udsat for mangeartede traumatiserende oplevelser i hjemlandet og under deres flugt til modtagerlandet, hvor de oftest har været uden beskyttelse.

Noget tyder på, at forholdene i modtagerlandene kan være medvirkende til at øge graden af svære psykiske vanskeligheder hos disse flygtningebørn (2011 Syddansk Universitet). En større indsigt i, hvad der kan gøres for at reducere risikoen for en yderligere psykisk belastning hos disse børn og unge, er derfor af største vigtighed. Det er gennem erfaringer og udviklingen af metoder i arbejdet med de mindreårige uledsagede flygtningebørn, at det er muligt at understøtte deres personlige og sociale trivsel og deres tilpasning til det nye liv i modtagerlandet.

I denne artikel vil vi bidrage med vores psykologiske og pædagogiske erfaringer og betragtninger vedrørende arbejdet med mindreårige uledsagede flygtninge drenge fra Afghanistan og Syrien. Artiklen er udfærdiget på baggrund af vores arbejde i Det Socialpædagogiske Behandlingstilbud Bak-Op i Roskilde på en døgninstitution for uledsagede mindreårige flygtninge drenge med svære traumereaktioner.

Vi beskriver, hvordan brugen af maden fra drengenes hjemland kan benyttes som pædagogisk metode i hverdagen, og hvordan dette kan give muligheder for at intervenere i det socialpædagogiske arbejde på måder, der kan være med til at skabe en bearbejdelse af de traumatiserende oplevelser.

Om artiklen

Denne artikel bygger på de erfaringer, vi har gjort os over en periode på 6 år fra 2009 og til nu, hvor 12 flygtningedrenge aktuelt er fraflyttet døgninstitutionen og bor i selvstændige boliger i omegnen af Roskilde en by i Danmark og hvor 11 drenge aktuelt bor på institutionen.

Den socialpædagogiske indsats, som ydes drengene på stedet, er helhedsorienteret og inkluderer samarbejde med sagsbehandlere fra landets kommuner, lærere på sprogskole, folkeskoler, produktionsskoler, efterskoler, arbejdsgivere på arbejdspladser, hvor de unge er i praktik mm.

Behandlingen varetages af uddannede pædagoger og kulturmedarbejdere med erfaring inden for arbejdet med børn og unge, der er traumatiseret. Medarbejderne modtager løbende supervision af eksterne supervisorer med viden inden for tab og traumatisering.

På døgninstitutionen efterstræbes det, at hverdagen er så lig tilværelsen i en familie som muligt, med en tæt tilknytning til gennemgående voksne og med fokus på omsorgssituationens betydning. Drengene, som bor på stedet, har samme erfaringsmæssige baggrund som mindreårige uledsagede flygtninge, og der gøres meget ud af at støtte dem i at udvise omsorg over for hinanden som en slags brødre og opbygge et fælleskab af nærhed og tryghed.

Om de uledsagede flygtningedrenge

Fælles for de uledsagede mindreårige flygtningedrengene er overordnet, at de befinder sig i en livssituation i et fremmed land og har mistet alt det, der hidtil har været elsket og nært for dem.

Drengene er flygtet fra deres hjemland uden forældre, og de har psykiske vanskeligheder på grund af de gentagende og længerevarende traumeoplevelser, de har været udsat. Det er svære traumatiske oplevelser i hjemlandet, under deres flugt til Danmark og under ophold på asylcentrene i landet, hvor de kan have være udsat for flere skift fra et asylcenter til et andet, før de flytter ud i den Kommune, de får tildelt bopæl i.

Studier viser, at uledsagede flygtningebørn generelt er mere udsatte end ledsagede flygtningebørn og børn i almindelighed, idet der er en markant større risiko for, at de udvikler symptomer som PTSD (2011, Syddansk Universitet).

Det påvirker også drengene psykisk at komme til et helt nyt land, som adskiller sig fundamentalt fra det, de kommer fra, og deres tillid til, at verden er et trygt sted at være, er oftest begrænset.

Teoretisk tilgang i behandlingsarbejdet

I det pædagogiske behandlingsarbejde har vi gennem årene været optaget af, hvordan drengene kan støttes med de traumereaktioner, de har. Her har vi fundet, at maden fra drengenes hjemland kan medvirke til at skabe en sammenhæng mellem det, som drengene kommer fra, og det, de er kommet til. En sammenhæng, der kan virke befordrende for deres psykiske og fysiske velbefindende og være med til at reducere graden af deres traumesymptomer.

De teoretiske tilgange, der ligger til grund for vores pædagogiske betragtninger og metode, stammer fra de erfaringer, som den britiske læge og psykoanalytiker John Bowlby og den engelske børnelæge og psykiater Donald W. Winnicott hver især har gjort sig vedrørende tilknytningen og adskillelsens betydning for barnet.

Begge understreger, at det kan være stærkt traumatiserende for et barn og medføre alvorlige personlige og sociale forstyrrelser for dets udvikling at blive adskilt fra forældrene (2015, Talli Ungar Felding slide 50).

John Bowlby og Donald Winnicott

Bowlby påpeger, at jo mindre barnet er, når det adskilles fra sine forældre, jo mere vil dette kunne påvirke dets psykiske udvikling. Han understreger forældrene som omsorgspersoner, der udgør barnets indre regulering, mens det er helt lille (2015, Talli Ungar Felding slide 51). Det er forældrene, der lærer barnet, hvad det må og ikke må, hvad det skal og ikke skal. Det er derfor ifølge Bowlby værre for et yngre barn at blive adskilt fra sine omsorgspersoner, da barnet på dette tidspunkt i psykisk forstand fortsat er forbundet med sine forældre.

Barnets egen begyndende regulering kommer gradvist til udtryk, når det begynder at tage selvstændige initiativer, hvilket eksempelvis viser sig tydeligt, når det begynder at gå og spise selv. Ved forældrenes gentagende ydre reguleringer vil barnet over tid lære at kunne foretage sin egen indre regulering (2015, Talli Ungar Felding slide 54).

Overgangsobjekter er ifølge Winnicott betegnelsen for den type af objekter, der i særlig grad befordrer barnets udvikling i den tidlige alder og som medvirker til, at skabe en større indre tolerance eller regulering hos barnet ved adskillelse fra dets omsorgspersoner. Det kan være overgangsobjekter som en sutteklud eller en bamse, barnet har en særlig forkærlighed for. Når barnet bliver passet, og dets omsorgspersoner ikke er tilstede, kan det benytte sig af overgangsobjektet. Hvorved barnet bedre tolererer omsorgspersonens fravær og den deprivation, der finder sted.

Overgangsobjektet danner på denne måde bindeleddet mellem den oprindelige vante omsorgssituation med den nære omsorgsperson og den aktuelle uvante situation uden omsorgspersonens tilstedeværelse.

Barnet kan gennem overgangsobjektet skabe en større tillid til at kunne adskille sig fra sine nære omsorgspersoner, og det bliver herved bedre til at mestre og tolerere oplevelsen af at være ladt alene i det ukendte på egen hånd.

Ved brug af overgangsobjektet kan barnet således blive i stand til at tåle at bevæge sig fra det kendte til det ukendte på trods af omsorgspersonernes fravær. Barnet erhverver på denne måde gradvist en erfaring med at kunne tolerere og regulere de ydre udfordringer, det står over for uden at blive psykisk overbelastet heraf.

Winnicott påpegede, at det lille barn vil kunne tåle deprivation af sine nære omsorgspersoner i en tid, men at der vil være risiko for udvikling af antisocial adfærd hos barnet, hvis adskillelsen finder sted over længere tid eller for altid, og barnet ikke får mulighed for at opretholde erindringen om den gode relation til sine omsorgspersoner (2015, Talli Ungar Felding slide 58).

Winnicott understreger, at der kan være en sammenhæng mellem separation fra nære omsorgspersoner i barndommen og en senere antisocial adfærd i ungdommen. Han ser således, at barnets separation fra nære omsorgspersoner har betydning for dets måde at opfatte sig selv og andre på. Han beskriver bl.a., hvordan barnets trang til at udvise antisocialt adfærd i form af kriminelle handlinger kan hænge sammen med, at barnet søger efter noget, som det har ret til, og som det ikke længere har, fordi det er blevet frarøvet opmærksomheden eller kærligheden fra sine nære omsorgspersoner. Den antisociale tendens kan således ifølge Winnicott ses som udtryk for et underliggende håb hos barnet eller den unge om at forældrenes kærlighed vender tilbage (2003, Winnicott; 2001, Bowlby; 2015, Talli Ungar Felding slide 57).

Adskillelse og tilknytning

For de uledsagede mindreårige flygtningedrenge gælder det, at de er blevet adskilt fra deres forældre og deres hjemland på et tidspunkt, hvor de ikke har været udviklingsmæssigt parate til at skulle foretage denne adskillelse. Drengene har som helt små modtaget omsorg af nære omsorgspersoner, men de har været midt i en personlig og social udvikling hen imod en større grad af selvstændighed, da de har skullet foretage en adskillelse. De har derfor fortsat haft behov for at være ledsaget og understøttet af deres forældre og familie, men krig og trusler på livet har forårsaget nødvendigheden af adskillelsen.

For flygtningedrengene er det derfor vigtigt, at de kan modtage adækvate reaktioner fra omgivelserne, der kan gøre dem i stand til at foretage den fornødne reparation på deprivationen og herigennem reducere de psykiske belastninger som denne medfører. Nogle af de uledsagede mindreårige flygtningedrenge har oplevet flere adskillelser og tab af nære omsorgspersoner tidligere i deres barndom, hvor forældrene er blevet dræbt, eller hvor de selv er blevet fjernet ufrivilligt fra deres familier også før deres flugt fra hjemlandet.

Det er i disse tilfælde særdeles vigtigt at være opmærksom på, hvad der kan gøres i det socialpædagogiske arbejde for at reducere disse drenges psykiske belastninger ved at skabe mulighed for etablering af nye tilknytninger til omsorgspersoner og ved at undgå unødige brud i drengenes tilværelse. Her kan det eksempelvis være vigtigt, at drengene undgår at blive udsat for mange skift fra et asylcenter eller behandlingssted til et andet, og at der er opmærksom på vigtigheden i, at drengene modtager støtte af gennemgående voksne i behandlingsarbejdet.

Bowlby og Winnicotts anskuelser, mener vi, har stor relevans i det pædagogiske arbejde med mindreårige flygtningebørn, som adskilles fra deres nære omsorgspersoner, deres hjemland og alt det velkendte.

Deprivationen af nære omsorgspersoner sker for disse børn over længere tid eller for altid, og derfor bliver det af afgørende betydning for deres psykiske udvikling, at der i omgivelserne findes nogle adækvate måder at yde støtte på således, at en reparation på deprivationen kan finde sted (2015, Talli Ungar Felding slide 59). Med dette for øje kan det pædagogiske arbejde tilrettelægges således, at der er fokus på at gøre det muligt at reducere den psykiske belastning, der opstår ved deprivationen mest muligt hos disse børn og unge.

Mad som overgangsobjekt og pædagogisk metode

I det pædagogiske arbejde i hverdagen har vi bevidst valgt at benytte maden som et overgangsobjekt, idet maden udgør et velkendt element i alt det nye og anderledes og er forbundet med den omsorgssituation, som drengene har med sig fra barndommen og hjemlandet.

Vi vægter bevidst, at drengene får mad fra deres hjemland for, at de kan opleve sig trygge i alt det fremmede, og opleve at noget er velkendt. Genkendeligheden ved maden, smagen, duften og udseendet i alt det ukendte kan give oplevelsen af fortrolighed og tillid til, at der i den aktuelle omsorgssituation er en sikkerhed, hvilket er med til at fremme en begyndende fortrolighed med alt det ukendte.

Det er generelt for drengene, at gensynsglæden over maden, som de kender fra hjemlandet, og oftest ikke har fået i en længere periode, er meget stor, når de kommer fra asylcentrene og flytter ind på døgninstitutionen. De fleste af drengene har ikke selv kunnet lave maden fra deres hjemland, og den velkendte mad, udseendet, duftene og smagen giver dem en stor appetit, hvilket er medvirkende til at give dem en tryg oplevelse af det nye sted, de er flyttet til. På døgninstitutionen er det også tydeligt at se, at de drenge, der formår at lave maden fra hjemlandet, automatisk får en høj status blandt de andre drenge.

Ud over at maden er fra Afghanistan og Syrien, tilberedes maden af en medarbejder, der er ansat specielt til at tage sig af dette område. Denne medarbejder kommer her alene til at symbolisere den madsituation, som drengene har med sig fra deres egen kultur, hvor det er moren, der specielt tager sig af madlavningen og har en særlig omsorgsmæssig status i familien.

På døgninstitutionen får denne medarbejder en særlig status som ”madmor”, idet vedkommende adskiller sig fra de øvrige medarbejdere på stedet ved at varetage denne særlige funktion. Kødet, som drengene får, er eksempelvis halal, hvilket er med til at understøtte drengenes oplevelse af respekt for det, der er betydningsfuldt fra deres egen kultur og det, som de har været vant til at forældrene har givet dem.

I vores arbejde med de uledsagede mindreårige flygtningedrenge, har vi endvidere erfaret, at maden fra hjemlandet kan skabe mulighed for at opretholde drengenes erindring om den gode relation til de oprindelige omsorgspersoner og til omsorgssituationen i det hele taget.

Ali fra Afghanistan

Sammen med medarbejderen står Ali i køkkenet på døgninstitutionen. Ali havde på daværende tidspunkt boet på institutionen i omkring et år, og han er i gang med at tilberede aftensmaden. Ali er god til at lave afghansk mad og under tilberedningen af maden, hvor der skæres mange grøntsager, spørger medarbejderen ind til maden i Afghanistan. Der snakkes om, at det er kvinderne, der laver maden i Afghanistan og om traditioner og ritualer omkring madsituationen. Medarbejderen spørger ind til, hvordan Ali har lært at lave mad, og han fortæller om sin mor, som han har set lave mad i barndommen. I samtalen kommer Ali og medarbejderen ind på forholdet til hans mor, og Ali udtrykker her, at han godt kunne tænke sig, at moren kunne se ham lige nu stå her i Danmark og lave mad. Ali fortæller, hvor meget han ønsker, at hans mor og resten af familien en dag ville se ham blive gift, og at medarbejderen også skal med til hans bryllup. Ali får tårer i øjnene, men prøver at skjule tårerne for medarbejderen, som også bliver følelsesmæssigt berørt af hans fortælling, og der er i øjeblikket opstået en intensitet og et fælles nærvær.

Ali er flygtet som mindreårig uledsaget flygtning fra Afghanistan til Danmark, hvor han har opholdt sig på forskellige asylcenter i landet, før han flyttede til Roskilde og ind på døgninstitutionen for de uledsagede mindreårige flygtningedrenge i Bak-Ops regi.

Ali kom fra en lille provins i Afghanistan. Hans far var selvstændig købmand og klarede sig godt økonomisk. Ali husker som barn, at der var klare regler for, hvad han måtte og ikke måtte med hensyn til at bevæge sig uden for hjemmet. Han og hans søskende måtte eksempelvis ikke gå uden for den indhegnede have på egen hånd, idet forældrene var bange for, at Taleban skulle komme og kidnappe deres børn. Da forældrene økonomisk ville være i stand til at betale eventuelle kidnappere løsepenge, nærede de en dyb frygt for, hvad der kunne ske deres børn. En dag kom Taleban og truede med våben, og Ali blev taget med. Han blev først placeret på en koranskole, og siden kom han på Talebanskole. Her blev Ali dagligt udsat for hård psykisk og fysisk afstraffelse, og han endte til sidst med at stikke af fra stedet. Ali flygtede herefter op gennem Europa og kom til sidst til Danmark. Han ved i dag ikke, om hans familie fortsat lever, eller om hans forældre og søskende er blevet dræbt af Taleban. Han har ikke set eller hørt fra dem, siden den dag, han med hjælp af en fremmed mand talte med sin far i telefonen, og der blev sørget for, at han kunne flygte op i gennem Europa.

Da Ali flyttede ind på døgninstitutionen, led han i begyndelsen af stærke fysiske smerter. Han kunne ikke gå op af trapperne i opgangen, da han havde smerter i sine ben, idet han var blevet slået her gentagende gange om dagen i perioden på Talebanskolen. Ali led konstant af stærk hovedpine, og han gjorde sig mange spekulationer vedrørende sin egen livssituation og om, hvad Taleban kunne have gjort ved hans familie. Ali ville i begyndelsen ikke tale med medarbejderne om det, han havde oplevet i hjemlandet. Han var mest optaget af at konsultere lægen for sine smerter, så smerterne kunne forsvinde. Først senere kunne Ali give udtryk for sine oplevelser fra hjemlandet og savnet af sine forældre og søskende. Her blev madsituationen indgangen til, at han kunne begynde at berøre følelser og tanker, der vedrørte familien. Herigennem erfarede Ali, at det var muligt at dele de svære følelser af sorg og tab, som han havde gået rundt med for sig selv med de nære omsorgspersoner, han nu var sammen med, og han mærkede gradvist en tryghed og fortrolighed med de voksne, han havde omkring sig.

Ali er i dag en ung mand på 23 år. Han bor i selvstændig bolig i Roskilde og går på VUC. Sideløbende arbejder Ali som hjælpeassistent til den ”madmor”, der er tilknyttet klubtilbuddet for de ældre unge flygtningedrenge i Bak-Ops regi, der hver især bor i selvstændige ungdomsboliger og kommer i klubben og hygger og spiser mad to gange om ugen.

Gennem maden vedligeholdes det velkendte, smagen, madens udseende og dufte. Der opstår her igennem associationer til den oprindelige omsorgssituation, hvilket åbner op for tidligere erindringer og muligheden for at kunne italesætte erindringerne om nære omsorgssituationer og omsorgspersoner. På denne måde skabes der en naturlig mulighed for at tale om det, der har været, dele dette med de nuværende omsorgspersoner og bringe minderne med ind i nuet og i fremtiden som vedvarende stabile erindringer.

I madsituationerne i hverdagen bliver det muligt at italesætte det tabte og smertelige og optage det nye og ukendte gennem snakke om ligheder og forskelle i det kendte, drengene kommer fra, og i det nye, som de er på vej til at lære at kende.

Samtalerne kan eksempelvis handle om, hvordan ens mor tilberedte maden, hvad hun mon ville sige til det mad, de får nu, hvad hun ville tænke, hvis hun kunne se, hvordan det gik dem i Danmark, hvilken ret, deres mor lavede bedst, hvordan de selv var med til at tilberede maden sammen med deres mor som ganske små børn osv.

Den oprindelige omsorgsperson bringes hermed ind i hverdagen gennem maden, der bliver igangsættende for historier og erindringer fra hjemlandet.

Ado og Sharon fra Syrien

Det er en dag med stilhed i huset, og de to yngste drenge på døgninstitutionen, som begge kommer fra Syrien, Ado og Sharon er hjemme sammen med medarbejderen. De keder sig og spørger medarbejderen om forslag til, hvad de kan lave. Medarbejderen foreslår dem, at de kan bage en kage. Drengene bliver optaget af, hvilken kage, de så skal bage, og snakker løs om de kager, de kan huske fra hjemlandet, og hvilke kager, de kan huske, at deres mødre altid bagte. Der er specielt en kage med citron og chokolade, som begge drenge kender.

Ado er en af de drenge som over de sociale medier har kontakt med sin familie i hjemlandet, og han beslutter sig for at ringe til sin mor for at høre hende om, hvilke ingredienser, der skal i kagen. Det viser sig, at kageopskriften oprindeligt stammer fra Ados bedstemor, og med sin mor i røret giver Ado besked til Sharon og medarbejderen, som sammen finder ingredienserne frem til kagen.

Medarbejderen og drengene går derefter i gang med at bage kagen, og da den er sat i ovnen, sidder medarbejderen og drengene på stole rundt om den varme ovn og drikker en kop the. Drengene er tydeligvis meget stolte over deres præstation, og der tales om, hvordan de fik lavet kagen. Der er en stemning af fællesskab og hygge. Da kagen er bagt færdig, sidder drengene og medarbejderen i stuen og spiser kage og drikker the. Begge drenge er enige om, at kagen smager lige som den, deres mor plejer at lave. Der er en stemning af glæde og optimisme, og det er i øjeblikket som om, mødrene fra hjemlandet også er med i samværet.

Maden og situationen omkring maden på døgninstitutionen er således med til at understøtte de positive erfaringer, drengene har udviklet gennem deres tidligste relationer og opvæksten i hjemlandet.

De madmæssige forhold, der er overleveret gennem generationer i drengenes barndom i hjemlandet og har en vigtigt personlig betydning for dem, forsøges hermed bevaret i en sådan grad, at det kan være medvirkende til at skabe en overgang fra det vante til det uvante for drengene.

Effekter ved metode

Maden og situationen omkring maden giver anledning til mange pædagogiske interventioner, hvor drengenes tidligere erindringer bringes med ind i den aktuelle samværssituation.

Dette gør det muligt at støtte drengene følelsesmæssigt og socialt på en naturlig måde, idet det bliver muligt at berøre temaer, som ellers er svære for dem at tale direkte om. Det kan være erindringer om forældre, søskende, slægtninge, traditioner, kulturen og hjemlandet, der opstår spontant i hverdagen, hvor maden tilberedes og spises.

I det socialpædagogiske arbejde er maden således indgangsvinklen til, at en reparation på deprivationen kan finde sted. Maden og situationen omkring maden med nære og opmærksomme voksne kan således være med til at gøre drengene fortrolige med det nye, så de kan falde til i omgivelser, der på mange måder er så forskellig fra det, de har været vant til tidligere.

Maden og omsorgssituationen omkring denne er således medvirkende til, at der skabes mulighed for at drengene kan:

  • Huske det, de kommer fra, bedre, og fastholde erindringer og minder.
  • Fastholde tilknytningen til det velkendte og bringe dette med ind i nuet.
  • Tåle adskillelsen og angsten bedre.
  • Reparere deprivationen, også i tilfælde af mange tab og adskillelser.
  • Skabe kontinuitet mellem fortid, nutid og fremtid trods brud og tab.
  • Orientere sig i forhold til det nye og ukendte og herigennem over tid blive i stand til at blive inkluderet i det danske samfund.
  • Knytte an til nye omsorgspersoner, der kan være med til at understøtte de tidligere erindringer om omsorgspersoner og situationer og gøre drengene fortrolige med den aktuelle relation til behandlerne.

 

Referencer
Bowlby, John, ”En sikker base”, Det Lille Forlag (2001)

Broberg, Anders m.fl., ”Tilknytningsteori, betydningen af nære følelsesmæssige relationer” (2008)

Felding, Talli Ungar: ”Psykiske vanskeligheder hos uledsagede flygtninge unge”, upubliceret slideshow fra foredrag afholdt for Roskilde kommunes institutioner for flygtninge (2015), citeret m. forfatterens tilladelse

Geda, Fabio, ”I havet er der krokodiller”, Sabrio Geda, Peoples Press (2010).

Karstoft, Karen-Inge, ”Uledsagede afghanske flygtningebørn”, Syddansk Universitet (2011)

Levine, Peter A. og Maggie Kline, ”Traumer set med barnets øjne, heling af traumer hos børn og unge”, Dansk Psykologisk Forlag.

Montgomery, Edith og Sidsel Linnet, ”Børn og unge med flygtningebaggrund” (2012)

Winnicott, D. W., ”Leg og virkelighed”, Hans Reitzels Forlag (2003)

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge