“Walk your talk” – reflektioner fra en mindfulness-baseret supervisionsgruppe

Af Tine Meyer Thomsen, Christin Illeborg, Eva Broby Johansen, Juan Farre og Inge Hvid. Udgivet 9. oktober 2015.

Som terapeuter stiller vi os til rådighed med både hjerne og hjerte – hovedet må holdes koldt og hjertet varmt, når vi bruger os selv til at forstå det medmenneske, som søger vores hjælp. En nyere undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø (Madslund et al., 2013) konkluderer, at psykologer i højere grad end andre erhvervsgrupper lider af stress og depressioner. Det er et emne, der har været genstand for en del omtale i bl.a. Psykolog Nyt i 2015. Hvordan undgår den imødekommende ildsjæl at brænde ud?

Dette essay vil belyse og dele erfaringerne fra vores mindfulness-baserede supervisionsgruppe i vores kliniske arbejde, som det præsenteres i den direkte kontakt med vores klienter og os selv. Et arbejde, der baserer sig på indsigt og forståelse i at navigere i dynamikken mellem menneske og professionel behandler – som et helt og autentisk menneske.

Hensigten med essayet er at være til inspiration for andre behandlere – med eller uden kendskab til mindfulness. Mindfulness skal i denne sammenhæng forstås som en særlig måde at fordybe sig i sig selv og forbinde sig med den kilde af medfølelse, sensitivitet, vitalitet, viljestyrke, visdom og kreativitet, som vi alle sammen har i os. Det er essentielle ressourcer som bliver benyttet i det kliniske arbejde med andre mennesker, der netop i særlig grad kræver disse kvaliteter af os som behandlere (Hick & Bien, 2008).


Mod og faglig medmenneskelighed

Gruppen mødes en gang om måneden i 2,5 time. Vi er fem deltagere med forskellige baggrunde inden for psykologien som terapeuter, mentorer, supervisorer og ledere. Alle har vi mindfulness som fællesnævner og referenceramme i vores daglige arbejde og praksis. Vores menneskesyn og de grundlæggende holdninger inden for mindfulness traditionen er således fælles. Vi kommunikerer og superviserer hinanden ud fra både professionelle, men også private levede erfaringer og fra vores faglige teoretiske kundskaber – i et stadigt forsøg på at integrere teori og praksis.

Helt konkret åbner vi et gruppemøde med først at meditere sammen. Det er en måde at forbinde sig med sig selv, og finde frem til det vi hver især vil lægge frem til supervision. Herefter tager vi en runde, fortæller hvad vi har på sinde, hvad der fylder og optager os, og finder så frem til det mest presserende, der tages op i supervision. Supervisanden beslutter selv hvilken supervisionsmetode, som han/hun ønsker at superviserers udfra – fx. bevidning, reflekterende team mm.

Rammen om vores supervisionsgruppe er opstået inspireret af den eksistentielle psykologis Grand Old Man Yaloms beskrivelser (2002) af egne supervisionsgrupper med plads til både fagligt og personligt indhold. Faglighed og personlighed forstås som to indholdsstørrelser, der ej kan adskilles, men som må opleves som hinandens forudsætninger i det psykoterapeutiske arbejde og gensidige møde mellem mennesker.

Vi havde et ønske om at finde frem til en supervisionsform, der kunne blive en naturlig del og forlængelse af vores egen mindfulnesspraksis. Vi ville skabe et både fagligt og medmenneskeligt rum, hvor vi kunne lade vores spørgsmål få lov til at komme indefra – ikke kun fra hovedet – et rum, der skulle kunne bære, at vi ikke altid ved præcist hvad, men har en klar fornemmelse af at der må være en vej midt i det her, midt i vores virke, ikke som noget adskilt, men som en del af det. Der skal meget mod til.

I den ramme giver formen os mulighed for, at vi trygt kan arbejde med at vende blikket indad og kultivere den venlighed, medfølelse, tålmodighed, accept og ikke mindst det mod det kræver at turde være ærlig i forhold til, hvad vi møder i os selv.
Vi tillader at hele paletten tages i anvendelse i forhold til hvad vi føler, tænker og mærker – fra det rare til det ubehagelige, fra de sider af os, som er nemme at holde af til de sider af os selv, som vi umiddelbart ikke holder af. Fra de kærlige tanker til vrede og hadefulde tanker og alt, hvad der ligger her imellem og ud over. Der skal meget tillid til.


Holdning og intentioner

Dette fordrer en holdning præget af tryghed og accept af hinanden i gruppen såvel fagligt som menneskeligt. Mindfulness fungerer her som en direkte udøvelse af disse åbne og rolige kvaliteter, som en konkret fælles praksis, der hjælper os til at stå fast i fællesskab. Der er ingen konkurrence om at være den dygtigste. Her er ingen bedømmelse. Men en åben, lyttende nysgerrighed, der støtter os i at turde være den, vi er.

Man kunne sige, at vi i vores supervision omsætter teorien om mindfulness til også her at ’gøre som vi siger’ eller populært sagt, at vi selv Walk’er the talk. Vi praktiserer det, vi underviser og træner andre i – i en stadig motionering af vores tolerancegrænser; hjerte og hjerne.

Vores faglige virke er uadskillelig fra vores rolle i privatlivet og vores forhold til os selv. Det særlige i vores supervisionsgruppe er, at vi besøger lige præcis det rum, hvor intet er adskilt. I supervisionen forsøger vi at rumme vores selvmodsigelser, paradokser og begrænsninger. Vi kan komme og deltage som hele mennesker, have en ægte følelse med os selv. Vi er i vores gruppe, der hvor det er sværest, hvor vi risikerer os selv, hvor vi ikke har kontrol. En mindfulness-baseret supervisionsgruppe er ikke en kursusøvelse – det er noget, vi lever, og vi går vejen i fællesskab.

I modsætning til en mere traditionel supervisionsform med fokus på metode eller teknikker handler det om at skabe en terapeutisk attitude karakteriseret ved varme, accept og autentisk nærvær. Det er holdninger som har vist sig vanskelige at undervise og træne som færdigheder – og et område af den kliniske psykologi som stadig savner forskning (Hick & Bien, 2008). I vores gruppe bliver de mere personlige attituder ikke henvist til egenterapi, men dyrket og udviklet med henblik på højere grad ad selvaccept og positiv anerkendelse af sig selv og andre.

Mindfulness terapi og supervision er drevet af sandt nærvær og dyb, aktiv lytning i den terapeutiske relation. Det er ikke bare teknik. Det handler også om hvordan vi som terapeuter kan bruge mindfulness til at passe bedre på os selv. Egenomsorg som et vigtigt aspekt af mindfulnessrummet, potentialet til at have en positiv effekt på terapeuten – og dermed selve den terapeutiske relation og udkommet af vores behandlingsarbejde.


“No time to rush”

Vi skynder os langsomt i 2,5 time med fuld opmærksomhed og støtte overfor hinanden. Det, der særligt virker, i den tid er, at turde at være på bar bund, at turde ikke at vide. At turde være et helt almindeligt menneske foran dygtige, erfarne og engagerede mennesker med personlige og professionelle ting på hjerte. Især når det er mudret og sammenrodet. Det skaber klarhed, når vi tør søge stilheden, ikke altid række ud, hjælpe og gøre noget, men vente på at pludrevandet lægger sig. Den venten er aktiv nærværende og lyttende; den venten er heuristisk og tillader os at lære og udforske på egen hånd.

Paradokset i enhver mindfulnesstræning gør sig også gældende her. Ikke at være resultatorienteret skaber resultater. Vi beder ikke om at blive fixet, men hjælpes ad med at kigge ind i de mørke blinde vinkler. Vi fornemmer, hvornår vi har fat, hvornår vi går om den varme grød. Ved fælles hjælp at skabe forståelse og indsigt i de problematikker der lægges frem til supervision, så sker der noget.

Der er rummelighed og plads til humor, vi kan grine sammen, være alvorlige sammen og alt, der er imellem. Vi tilstræber at være ægte og tilstede. Mindfulness tillader mennesket at stå forrest, foran en identificering med vores profession, den lader os komme i kontakt med den blide, omfavnende omsorg. Vi kan lade artefakterne der gerne vil foregive og præstere tie stille og lade sjælene tale sandt med hinanden. Til stadig inspiration og øget arbejds- og livsglæde – og dermed forebyggende af stress og udbrændthed.


Reference:

Madslund & Rydahl (red): Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2012. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2013.
Hick & Bien (2008): Mindfulness and the Therapeutic Relationship. Guilford Press.
Yalom (2002, dansk udg.): Terapiens essens. Åbent brev til en ny generation af terapeuter og patienter. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge