Den 12. november 2021 afholdt DPSP et internationalt seminar på Radisson Royal Hotel i København, med en af verdens førende psykoterapeuter, den 74-årige Jeffrey K. Zeig, der er bosat i USA. Han er grundlægger og direktør for The Milton H. Erickson Foundation, og har udviklet en bemærkelsesværdig psykoterapeutisk holdning, der udmærker sig ved en fortrolighed med de forskellige psykoterapeutiske skoler. Dog er han solidt forankret i oplevelsesorienteret psykoterapi og kan siges at være ekspert i ericksonian hypnoterapi – som man blandt andet kunne mærke i hans brug metaforik og historiefortælling. Denne spændvidde i hans forståelse kom til udtryk i det synspunkt at al psykoterapi har en begyndelse og at dette øjeblik er afgørende for terapiens forløb. Det drejer sig om at hjælpe klienten til at åbne sig, og det drejer sig om at hjælpe klienten til at forsone sig med sin skæbne. Ordet skæbne er ganske vist for længst skrevet ud af den fagpsykologiske terminologi, selv om de fleste går ind for den i praksis. Til gengæld tror moderne mennesker blindt på den frie vilje. Men Zeig behøvede ikke at bruge hypnose for at vise, at tanken om den frie vilje er en illusion. Den havde man i øvrigt allerede lejlighed til at more sig over ved tegneserien Radisserne fra 1970’erne: Trine slog en bod op med skiltet: ”psykiatrisk hjælp 25 øre”. Til denne bod kom den fortvivlede Søren Brun og fortalte at han var deprimeret, hvortil Trine svarede: ”Hold op med det, tak 25 øre”. En sådan magi er ikke uden muligheder i moderne psykoterapi, hvor illusionen om viljens frihed forekommer ganske selvfølgelig. At den samtidig har en stor fremtid for sig som ideologi blev betonet for nyligt med udgivelsen af Christian Jungersens nye roman: Du kan alt.

Zeig påpegede imidlertid at man end ikke kan bestemme sit eget humør. Man kan ganske vist nok sige til sig selv: jeg vil være glad, men det bliver man ikke fornøjet af. Man kan bekæmpe sin surhed, men det bliver man ikke medgørlig af. Og man kan have en vilje til at styre sin vrede, men det bliver man ikke mild af. End ikke den flygtige interesse lader sig styre. Zeig gjorde opmærksom på at denne uformåenhed er baggrunden for en konservatisme, der ikke lader sig udfordre af forstandens krav om kreativitet og innovation. Zeig tog dog ikke parti i den klassiske modsætning mellem fornuft og følelser. Tvært imod mente han, at man som psykoterapeut bør bruge fornuftens redskaber så langt som overhovedet muligt. Zeigs kup var at vise, at det er muligt at åbne, det lukkede sind ved ganske enkle midler. Han demonstrerede hvordan billedkunst, film og musik uden videre kan og spurgte retorisk: hvorfor bruger psykoterapeuter ikke en sådan viden? Hvorfor betjener psykoterapeuter sig ikke af kunstenerens indsigt?

Zeigs brug af metaforik og tegn indgår i hans forsøg på at kommunikere med sine klienter og er for så vidt beslægtet med Søren Kierkegaards filosofi om at man skal møde sin læser der hvor han er og derfra lede eller forføre ham til den ændring, der er en nødvendighed hvis man skal lykkes med at blive menneske. Kierkegaard mente ligefrem at man måtte bedrage læseren for at føre ham frem til sandheden. Man møder synspunkt i Enten-Eller, hvor to former for forførelse bringes i spil: En kvinde kan miste sin mødom ved den erotiske forførelse, men hun har mulighed for at miste sine illusioner hvis hun lader sig forføre af Kierkegaards ord.

Hvor Kierkegaard skrev om forførelse, talte Zeig om fremkaldelse. Hvor Kierkegaard vil føre spidsborgeren ud af sin tro på, at hans valg er noget han selv har fundet på, vil Zeig hjælpe sin klient ud af den fastlåste tilstand han befinder sig i og frem til en sjælelig tilstand hvorfra det er muligt at forsone sig med livets problemer. Derved åbnede Zeig for et ældgammelt problem om angsten for at lade sig forføre til at acceptere sin skæbne. Amor fati var Nietzsches navn for denne mulighed og Zeig sluttede dagen af med at demonstrere hvordan det folder sig ud i den terapeutiske virkelighed.

 

Skrevet af Klaus Pedersen

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge