Paul Gilbert, professor i klinisk psykologi fra University of Derby, gæstede Århus d. 10. marts 2017, inviteret af Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer, og fortalte om grundantagelser inden for medfølelses-fokuseret terapi. Læs her et resumé af dagens indhold.

 

Af psykolog Irene Christiansen. Ansat i Dignity, Dansk Institut imod Tortur

 

Medfølelses-fokuseret terapi drejer sig – som al psykoterapi – om forandringers natur og hjælp til mennesker. Den historiske baggrund for et medfølelses-fokus daterer tilbage til Siddhartha (Buddha). Siddhartha levede beskyttet i Det gyldne Tempel, indtil han en dag for første gang kom ind til byen uden for templets mure. Først så Siddhartha menneskers sygdomme, som fik ham til at græde. Dernæst så han alderdom og forfald, og som det tredje krydsede døden hans vej.

Disse tre kilder til menneskelig lidelse rejser spørgsmålet om, hvordan vi kan lindre eller løse menneskers problemer. I Vestens kapitalistiske lande lever mennesker ligesom Siddhartha temmelig godt beskyttet i forhold til forfald og død. Medfølelse drejer sig om at have en veludviklet sensitivitet i forhold til andre menneskers lidelser og en dertilhørende forpligtelse til at forsøge at lindre eller forebygge disse lidelser. Siddharthas chokerende opdagelser igangsatte det medfølelses-fokuserede arbejde.

Mennesker har brug for medfølelse, fordi livet er hårdt, og alle arter alligevel ender med at forgå. Charles Darwin formulerede det evolutionsteoretiske princip survival of the fittest, som ligger til grund for arternes overlevelse. Med udviklingen af menneskets præfrontale cortex blev det muligt for mennesket ikke alene at handle ud fra impulser og instinkter, men også at vælge, hvad der skal gøres i en given situation. Mennesket kan tilegne sig viden. Vi kan lære.

Iflg. Gilberts udlægning indgår eksempelvis frygt, nedtrykthed eller vrede i et samspil med medfølelse, hvormed en given situation og ikke mindst motivet bag må medinddrages for at forstå dét, der rører sig, korrekt: Befinder en person sig uden for et brændende hus, føler personen frygt, men samtidig også en kraftig ansporing (medfølelse) til at hjælpe de nødstedte. Det er naturligt at føle sorg ved et dødsleje – og lige så at opleve et incitament (medfølelse) til at være noget for de efterladte. Endelig kan vrede over en samfundsmæssig uretfærdighed føre til en offentlig demonstration. Drivkraften er i dette tilfælde et kollektivt engagement (medfølelse) med dem, uretfærdigheden rammer. Medfølelse i praksis kræver engagement og mod. Psykologer kan bidrage med en videnskabeligt baseret viden om, hvordan medfølelse terapeutisk set virker.

En stupid art

Trods menneskets enorme genmassepotentiale er vi en stupid art. Der investeres mere i militær end fx i behandling, og der er grusomhed overalt. Store dele af verden lider under hungersnød, den sociale ulighed er enorm, og grusom underholdning har altid været et hit – tag blot Colosseum i Rom. Klaner bekriger hinanden, byer bombes. Der findes fortsat tortur, slaveri, seksuel undertrykkelse og vold i hjemmene.

På denne baggrund er det tvingende nødvendigt at forstå livets mørke side og erkende, at mennesket i sig selv er den største kilde til lidelse. Det sind, der er uden selvindsigt, er farligt for sine omgivelser. Vi er socialt skabt på grundlag af vores gener, og i denne kombination bliver vores selvopfattelse og værdier til. Der er intet ’sandt selv’. Den enkelte person er blot én version ud af mange mulige. Grusomhed findes som sådan ikke i psykisk sygdom, men snarere i måden, vores hjerne fungerer på. Psykologer kan forstå de bagvedliggende hjernemæssige processer og forklare, hvorfor det forholder sig således.

Både den intrapsykiske og den adfærdsmæssige udforskning stiler efter at forstå menneskets proaktive sociale adfærd. Den basale filosofi bag medfølelses-fokuseret terapi går ud på, at det, der foregår i vores sind, hverken er vores eget design eller vores egen fejl. Iflg. wisdom of no blame er vi alle i samme båd, vi bebrejder ikke, men vil gerne tage ansvar. ’Det er ikke din fejl, at du har denne smerte, men du må erkende, at du har ansvaret for at gøre noget ved den!’ Motivation skal opbygges. Vi er alt, hvad vi har gjort, og hvad vi vil gøre. Vi er, hvad vi gør.

Vores hjerne omfatter hensigtsmæssige evner, såsom evnen til selvmonitorering, selvkritik, at forudse noget negativt, føle situationsbetinget angst, undgå for store følelsesmæssige belastninger, tænke sig grundigt om, etc. Vores hjerne kan imidlertid præstere de samme evner, men i et sådant omfang, at der ikke bliver nogen falden til ro. Vi kan martre os selv i det uendelige med diverse former for negative tanker, selvbebrejdelser og skamfulde følelser.

Terapeutisk tilknytning

Negativ udvikling kan finde sted, hvis trygge tilknytningsprocesser ikke cementeres tidligt i et menneskes liv. Ofte vil andre mennesker fremstå som en trussel, og uden en tryg base vil der blive mere plads til angst og aggression. Formålet med trøstende, beroligende og opmuntrende forældreadfærd er i bund og grund at opbygge barnets tillid til at forholde sig til det, som barnet er bange for. I den trygge tilknytning fungerer forælderen ikke som en redningsmand, men som en, der skaber de nødvendige vækstbetingelser, så barnet kan give sig i kast med tilværelsen.

Det er først muligt at arbejde med medfølelse, når klienten via det terapeutiske arbejde har opnået en tilknytningsagtig relation til sin psykolog. I medfølelses-fokuseret terapi psykoedukerer psykologen om vores modsigelsesfyldte og ’sprælske’ hjerne samt arbejder med klientens følelsesregulering, herunder bevidstgørelse af processer i nervesystemet. Der kan bl.a. fokuseres på, hvad klienten opfatter som trusler og selvbeskyttelse, klientens forhold til aktiviteter og præstation og endelig erfaringer med tilfredshed og en sikker følelse.

Optræning i medfølelse kræver indblik i det modsigelsesfyldte ved bevidste erfaringer, fx hvordan klienten forstår sin egen undgåelse: Følelser, der helst undgås, erindringer, der typisk fortrænges o.l. Med bevidstheden om sindet og dets processer gryr det for klienten, hvorledes klientens eget sind er blevet til. Der er vrede, angst og sorg, som klienten normalt holder afstand til – indtil disse følelser bliver uundgåelige. Klienten begynder så småt at forstå sit eget sind, som er indlejret i menneskets kollektive, universelle natur. Udviklingen af medfølelse inkluderer øvelser i at arbejde med krop og nervesystem.

Medfølelse kan faktisk udvikles som en bedre muskel! Rækkefølgen er nogenlunde, som følger:

  1. At være optaget af (andres) ve og vel. Personen arbejder med sit sind, jf. ovenfor;
  2. At være sensitivt indstillet over for en andens og/eller ens eget problem. Personen er mindful og opmærksom på problemet;
  3. At føle sympati. Personen har en følelsesmæssig reaktion på en given smerte/et givet problem;
  4. At udvikle en tolerance for (akut) stress. Personen arbejder med sin tolerance for bedre at kunne stå problemet igennem;
  5. At have og udvise empati;
  6. At være ikke-dømmende i sin tilgang til andre (og sig selv).

I virkelige situationer kombineres disse seks trin med hensigtsmæssige handlinger og brug af sund fornuft. Hvis man skal hjælpe et andet menneske, går det ikke an blot at være medfølende. Denne advarsel imod en medfølende indstilling uden handlekraft gælder både psykolog og klient.

Når vi som psykologer skal hjælpe en klient, hvad er så vores intention bag denne hjælp? Vi kan give vores spontane ubehag ved klientens problem opmærksomhed og prøve at forstå. Måske får vi adgang til forskellige følelser, fx en vrede over, hvor meget klienten har måttet gennemgå. Når vi forstår vores egne følelser, kan vi måske bedre tolerere/udholde følelserne og have empati med klienten samt forstå, hvorfor klienten føler således. Måske er klienten skuffet over noget. Psykologen dømmer ikke klienten for følelser, reaktioner eller handlinger. Vi overvejer, hvad der ville være hjælpsomt for klienten. Vi bringer vores visdom i spil, trods alt kaosset og rodet. En mulig effekt af medfølelses-fokuseret terapi er, at vi får flere nuancer med, nemlig også nuancer fra vores egne problemer – som det kan være svært for os at være empatisk over for i samme grad som over for klientens problemer.

Øvelser og forskellige former for selv

At komme ind i det rolige sind, i kroppen og i følelserne kan afhænge af en given kontekst. Men det er muligt at styrke vejen derhen ved at arbejde med kropslige tilstande. Vores skuldre løftes op og trækkes tilbage. Vi sidder godt på vores stol. Vi trækker vejret fem gange i minuttet, hvormed sind og krop går ned i tempo. Vi kan bruge vores stemme til at berolige. Et mantra kan hjælpe krop og sind til at blive mere stille. Når vi indser, hvad der har fanget os, fx en negativ følelse, kan vi bruge vores medfølelses-fokuserede visdom, så godt vi kan. Vi gør os vores intention klar og forsøger at være hjælpsom. Et afstemt ansigtsudtryk og et nænsomt tonefald fremmer processen i det terapeutiske arbejde.

Vi bør dog være påpasselige med ikke at komme til at overse håndgribelige praktiske forhold i klientens tilværelse. Metaforisk udtrykt kan Mount Everest’s top ikke nås, hvis den håbefulde bjergbestiger ganske vist træner sine avancerede teknikker, men glemmer, hvad eventuel overvægt i bagagen kommer til at betyde. For længe siden arbejdede Paul Gilbert med en klient, der fem uger inde i terapien afslørede, at han var katolik og homoseksuel og af den grund bange for at blive ’ædt op i helvede’. Gilbert følte sig flov over ikke at have afdækket klientens liv tilstrækkeligt grundigt.

Efter denne afsløring måtte klienten for sin del finde ud af at håndtere, hvordan han fremover kunne bære, at Gilbert havde lært hans hemmelighed at kende. Med eksemplet bliver det tydeligt, at nogle klienter er bange for at føle sig trygge, og at det er uvant og dermed stærkt foruroligende ikke længere at skulle være på vagt, når først en hemmelighed er kommet frem. Også i medfølelses-fokuseret terapi arbejdes der på, at klienter skal lære at håndtere og mindske deres egen modstand, som de er blevet så uhensigtsmæssigt vant til.

Et kaotisk sind er karakteriseret af vrede, angst, nedtrykthed og afsky. Psykologen hjælper klienten med at skille disse følelser ad og synliggøre forskellige former for selv i klienten. Klientens vrede selv sætter aggressive tanker i gang. Vreden føles som en opadgående bevægelse i kroppen og kan give hovedpine. Den kan forbindes med udadreagerende aktivitet, og/eller klienten lukker af for andre. Klienten kan få erindringer fra barndommen om eksempelvis konflikter med forældre og søskende. Måske har klienten forsøgt at lindre sin vrede ved at trække vejret dybt ned i maven, ty til alkohol, etc.

Tilsvarende sætter klientens angstplagede selv tanker i gang. Måske er det tanker om at blive forladt, at være hjælpeløs, at miste håbet om, at det nogensinde bliver bedre. I kroppen viser angsten sig i brystkassen, i maven, som en sammensnøret følelse i halsen, hjertebanken m.m. Angst bevæger sig typisk nedad i kroppen. Angst kan få klienten til at flygte, gemme sig eller blive underdanig. Mange får minder fra barndommen. Hvis angst skal lindres, er klienten måske enten blevet beroliget af andre eller har selv forsøgt at trække vejret dybt ned i maven. Etc.

Klientens nedtrykte selv tænker, at ’jeg har dummet mig’, og er optaget af at have mistet noget. Følelsen sidder i maven, brystkassen og halsen. Nogle opnår lindring ved at få omsorg eller opsøge trøst, mens andre tyr til alkohol eller anden form for selvforglemmelse. Der er ikke langt imellem nedtrykthed og klientens erindringer om, hvordan det var ’dengang som barn’.

Disse tre former for selv i klienten kan – uimodsagt – bekæmpe hinanden i årevis. Følelserne dukker op af sig selv, og den ene følelse kan i et tidsrum dominere den anden. Den vrede klient kan fx ikke tale om, hvor ked af det han også er. Der er tale om mere eller mindre uvelkomne følelser. Så hvor er vejen frem? Klienten kan optrænes til medfølelse og udvikle et medfølelses-fokuseret selv, som ikke forsøger at kæmpe imod, men snarere lytter til de negative følelser, forstår dem og derefter træder i karakter via medfølelse. Klienten kan tænke, ’En masse andre mennesker har haft sådanne tanker før jeg. Dette er naturens gang’. Derefter kan klienten hjælpes til at tænke, at der findes en løsning, at han i situationen gjorde sit bedste – eller måske begik en fejl, men det må så være okay. Tanker om den andens tilstand, (hvis der er tale om en konflikt med en anden person), kan også være gavnlige. Kroppen falder til ro, og der kan nu være plads til et forsonende kram eller anden hensigtsmæssig bearbejdning af problemet/konflikten. Erindringer kan kredse om tidligere tilfælde med tilgivelse eller forsoning. Udfaldet er vækst og et styrket medfølelses-fokuseret selv.

Ved at lade klienten sidde i forskellige stole, kan han udtrykke sin selvkritik fra de forskellige ’selvers’ vinkel. Ikke alene kommer negative tanker til udtryk i denne stoleøvelse, men også forskellige kropsholdninger. På den måde bevidstgøres klienten om sine forskellige former for selv. ’Jeg kan se, hvordan de forskellige dele inde i mig fungerer og påvirker hinanden’. Når disse former for selv omsider kan holdes adskilt, føles det ofte befriende for klienten, og som om kaos reduceres. Nu kan der for alvor arbejdes med bevidstheden om det medfølelses-fokuserede selv.

At arbejde med det medfølelses-fokuserede selv kan hos nogle klienter lettere opnås, hvis der udvikles en indre fornemmelse af, hvordan medfølelse ser ud – som en slags gestalt eller billede. Det skal være en eller noget, der forstår, hvad det vil sige at være menneskelig. Hvordan ser det ud? Dets køn? Dets stemme? Er det et menneskeligt væsen? Det er ’noget med en stor visdom’. Hvordan ville det være at have nogen, der virkelig forstod mig? Det kan også være en vigtig øvelse mentalt at lade klienten tilslutte sig gruppen af medfølelses-fokuserede mennesker på et større plan i hele verden.

Give up blaming your shaming!

Hvis en klient ikke kan processere egne følelser, kan han heller ikke processere andres følelser. Dette kan udvikle sig til alvorlig personlighedsforstyrrelse. Usorteret i klientens liv kan ses (nævnt i flæng) isolationstendens, skam, udadreagerende adfærd, hævnfuldt raseri, angst, skyld, selvbebrejdelser og meget andet negativt. De negative og lidelsesfyldte former for selv aktiverer store dele af hjernen. Forskellen imellem klientens ideelle selv og det faktiske selv munder ud i, at klienten i den grad skuffes.

Psykologen bruger sin medfølelses-fokuserede bevidsthed til at medundersøge, hvordan klienten får sin sprælske og modsigelsesfyldte hjerne til at fungere. I psykoterapi udfordres klientens basis for skam og selvbebrejdelser. Hvis psykologer skal afdække, hvorfor mennesker bebrejder sig selv, må vi dog dykke ned i primærlitteraturen om dette og tilsvarende temaer og ikke nøjes med den metodemæssige psykologiske litteratur. Det er vigtigt at undgå medløberi inden for vores fælles fag. Vi bør vedvarende forholde os kritisk til de forskellige terapeutiske bølger og nye versioner af psykoterapi.

Følelser kan forblive et frygteligt virvar, hvis vi ikke forsøger os med nøjagtig afgrænsning og indsigt. Selvbebrejdelser er fx andet og mere end ren og skær negativ automatisk tænkning. Freud skrev, at depression er vrede, blot vendt indad. Men vores evne til at være ked af det er samtidig vores måde at tackle et givet tab på. Så det er måske snarere følelsen af ikke at slå til, der er depression. Sådan kan psykologer blive ved med at diskutere følelsers, tankers – ja, sågar menneskets sande natur!

Forfriskende ved medfølelsesfokuseret terapi er, at psykologen/klienten med et medfølelses-fokuseret sind snarere starter ovre på de andres boldgade ved altid at stille sig selv følgende spørgsmål, Hvad kan jeg gøre? når andres lidelse kommer til syne. Samtidig er psykologen/klienten med et medfølelses-fokuseret sind opmærksom på sin egen forankring i det menneskelige lidelsesfællesskab.

Medfølelse i praksis er at bruge vores visdom, så godt vi kan.

PAUL GILBERT

Paul Gilbert, professor i klinisk psykologi fra University of Derby, gæstede Århus d. 10. marts 2017 og fortalte om grundantagelser inden for medfølelses-fokuseret terapi. Artiklen er et resumé af dagens indhold. Dansk Psykoterapeutisk Selskab for Psykologer arrangerede seminaret.

Paul Gilbert udpegede følgende to hjemmesider samt ekstra materiale:

www.compassionatemind.co.uk

www.compassionatewellbeing.co.uk

  • Fagbogen The Lucifer Effect. Understanding how Good People Turn Evil af Philip Zimbardo. New York: Random House, 2007.
  • For børn og barnlige sjæle er filmen Inderst inde (Pixar Animation Studios & Walt Disney Pictures) en fornøjelig oplæring i at blive gjort bekendt med egne og andres følelser.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge