Our Way of Living is Enriched With Endless Invitations to Create

Nekrolog

Dr. Peter Lang 31.12 1944 – 12.07. 2016 R.I.P.

Dr. Peter Lang, medstifter af det legedariske Kensington Consultation Centre i London, sov stille ind på St. Christoffer’s Hospice i London i de tidlige morgentimer tirsdag 12 Juli 2016 omgivet af sin hustru Susan og sin øvrige nærmeste familie. Peter var parat til at gå til en anden verden og fik endelig fred. Peter havde i mange år været alvorlig syg af Parkinsons sygdom, men det var den tilstødende kræftsygdom, der til sidst slog ham ud.

Igennem 30 år var Peter sammen med sine kolleger i miljøet omkring KCC (Martin Little, Elspeth McAdam, Kate Stevenson, Glenda Fredman, Philippa Seligman m.fl.) en fantastisk inspirerende person med en helt unik tilgang og holdning, der på sin helt egen måde fornyede den systemiske og social konstruktionistiske tilgang og måde konkret at arbejde på i organisationer, i træning og uddannelse, supervision, i psykoterapi med voksne, socialt udsatte og især familier og børn til glæde for professionelle kolleger over hele verden. Hundredvis danske psykologer er gennem årene blevet uddannet af, superviseret og konsulteret af, trænet af og alment inspireret af Peter, når han tilbragte en stor del af sin arbejdstid med præcis af komme til Danmark, som han havde et særligt stort hjerte til og altid følte sig velkommen i.

Peter blev født i nytåret 1944 på en farm i Zambia og opvoksede her med sin kærlige, elskede mor og sine brødre. Han oplevede på tætteste hånd også racismen og de socioøkonomiske uligheder mellem de sorte og hvide, mellem mænds og kvinders livsvilkår i landet, hvilket kom til at præge ham livet igennem. Som ung rebelsk mand med mange drømme rejste han til London for at uddanne sig og blev præst i den engelske, angelsaksiske kirke. I denne periode mødte Peter sin kommende livsledsager, kollega og hustru, Susan, der dengang var en ung, engageret socialrådgiver med opvækst i London.

I disse unge år begyndte Peter det arbejde, der skulle kendetegne resten af hans liv: et dybt samfundsmæssigt engagement i forhold til mennesker, som ikke havde samme vilkår, som de fleste: minoritetsgrupper, udsatte unge, hjemløse, mennesker, der kom i klemme i de etablerede systemer. Peter opererede med fokus på de nære, betydningsfulde relationer og lokalsamfund, som han altid så, som de dannende, kollaborative kræfter omkring det enkelte menneske til at kunne skabe grundlæggende livsforandringer – eller fastholde mennesket i en uhensigtsmæssig livssituation. Peter opstartede gruppeterapi for unge og udsatte (og deres venner uanset hvem de var) i kirkens lokaler, arrangerede også diskofester og rulleskøjtekonkurrencer i kirkerummet for de unge, der ikke var velkomne andre steder i Londons natteliv. Det skete ud fra en overbevisning om, at aktiviteter, netværk og fællesskaber er grundlaget for forandringer for os mennesker. Peter skabte relationer, fællesskaber og netværk mellem mennesker gennem hele sit liv. Det blev det grundlæggende i hans metodiske univers. Mindsteenheden er relationen, som han udtrykte det.

Peter behandlede alle mennesker med værdighed, humor (også i forhold til sig selv) og respekt og var en sand engelsk gentleman i hele sin fremtoning; Peter ud-viste værdigheden og respekten i sin doing. Elementer som mange professionelle kolleger spejlede sig i og lærte betydningen af, som centrale for at opnå succesfuldt sam-arbejde og resultater med alle slags mennesker. Peter og Susan inviterede gæstfrit mennesker hjem i deres privatbolig og var primus motor for inspirerende samtaler, som ofte fortsatte til langt ud på natten og blev fuldt op næste morgen typisk med en overraskende ny, åbnende eller nogle gange chokerende perspektivering, som Peter havde udtænkt, imens alle andre sov, og som gav anledning til fortsat dialog og sam-skaben.

Peter havde en helt særlig form for humor, og mestrede kunsten at samtidig behage og chokere kolleger ved forfriskende, udfordrende, provokerende udtalelser, som bevirkede, at man blev nødt til at lytte, og at ens verden aldrig helt igen blev, som man synes den var tidligere. I stedet for f.eks. at tale om problemerne ved, at en dreng ikke vil gå i skole, så ville Peter spørge: Hvilken værdi og mening er der for ham i ikke at gå i skole? Og: Hvorfor skal han egentlig gå i skole – hvem har det betydning for? Hvilke gaver opnår han ved ikke at gå i skole, som har afgørende betydning for hans og hans nærmestes tilværelse?

Peter blev i sine unge år igennem årtier inspireret og udfordret af sin første supervisor og læremester ind i psykoterapiens forunderlige universer, psykiateren og tilknytningseksperten John Bowlby. Det var bl.a. Bowlby’s inspiration, der medførte, at Peter forlod kirken for at hengive sig det psykoterapeutiske og sociale arbejde. Peter læste utrolig meget og talte meget med andre om det han læste for at udvikle sine egne tankesæt. Han blev især inspireret af tilgange og refleksioner fra Gregory Bateson, Ludwig Wittgenstein, John Dewey, Humberto Maturana, Paul Watzlawick, Michael Foucault, Imelda McCarthy, Mia Andersson, Paul Ricoeur, Mikhail Bakhtin, Kenneth Gergen, David Cooperider og mange flere fra den appreciative og social konstruktionistiske tilgang.

Medio 1980’erne grundlagde Peter sammen med sine nærmeste venner og kolleger Martin Little, Marjorie Henry m.fl. det pionerende træningsinstitut Kensington Consultation Centre (KCC) i det sydvestlige London. Man begyndte hurtigt at invitere kolleger fra hele verden til at inspirere, udvikle, udfordre og sam-skabe tilgange, metoder og teknikker i det psykoterapeutiske område. Det skabte hurtigt opmærksomhed i hele det systemiske, konstruktivistiske og sidenhen social konstruktionistiske og appreciative miljø, hvad der foregik med udspring fra KCC.

Alt i KCC foregik og udviklede sig ved samskabelses-processer. Det førte til unikke udviklinger af fagdisciplinerne, at man hele tiden mødtes i og sam-konstruerede dialogisk i multi-disciplinære læringssettings. Der blev arrangeret de nu legendariske KCC summer schools to uger hver sommer gennem 20 år, hvor hundredvis af professionelle praktikere, universitetsprofessorer, epistemologer, filosoffer og toneangivende psykoterapeuter og organisationsfolk fra alle mulige fagdiscipliner mødtes, udvekslede og afprøvede nye ideer og metoder til arbejdet med mennesker i alle mulige sammenhænge, organisationer, ledere, professionsudøvere og klienter.

Nogle af de faste gæster på summer schools, som vil være danske psykologer bekendt, var f.eks. Humberto Maturana, Gianfranco Checchin og Luigi Boscolo fra Milanoskolen, Kenneth og Mary Gergen, Mia Andersson, Karl Tomm, John Shotter, John Bunham, Tom Andersen, Vernon Cronen, Barnett Pearce, Elspeth McAdam, Phillipa Seligman, Christine Oliver, Kevin Barge, Sallyann Roth, Rom Harré og Lynn Hoffmann. Man udviklede nye konkrete, pædagogiske måder at understøtte læringsprocesser og skabe reflekterende læring på for professionelle; metoder, der også blev transformerede ind til brug i samarbejdet med mennesker, der mødte op til psykoterapi eller til supervision. Der opstod bl.a. et unikt KCC-design i måden at uddanne professionsudøvere på; et design, hvis elementer nu er integrerede som naturlige i langt de fleste moderne voksenpædagogiske metoder: Brugen af refleksionsgrupper, grupper-med-metagrupper, eksperimentelle øvelser, refleksionsinterviews, sticker’s, naming-and-framing, metaloger-over-dialoger blandt deltagerne i en gruppe, læringsgrupper, m.v.

KCC voksede sig meget store, flyttede til større lokaler og blev i 1990’erne til KCC International og sidenhen til KCC Foundation, der foruden de mange services til professionelle bl.a. tilbød gratis psykoterapi til mindrebemidlede, ofte sociale og etniske minoritetsgrupper med behov for hjælp. Man tog unge professionelle praktikere og forskere ind fra hele verden, som med-studerede på træningsprogrammerne eller som deltagere bag envejsspejl i de kliniske opgaver på stedet for at styrke positioner til selv-refleksion og sikre fortsatte læringsbevægelser hos de erfarne behandlere. KCC engagerede sig med deres stadig voksende internationalt sammensatte personale, mandskab og gratis træning til bl.a. frivillige og NGOere, der f.eks. arbejdede med kvinder, der blev udsat for systematiske voldtægter i forbindelse med krigene i 1990’erne i det tidligere Jugoslavien, med gadebørn og på familiecentre i Colombia, der var ramt af utallige drab og narkobanders hærgen eller med mennesker, kvindegrupper og hele lokalsamfund i Syd- og Centralafrika, der blev ramt af AIDS-epidemien i 1990’erne.

KCC blev hurtigt et internationalt anerkendt institut, som designede og åbnede helt nye veje at virke på i områderne familiebehandling, psykoterapi, organisations- og management, konsultativt samt trænings- og uddannelsesarbejde. KCC samarbejdede med universiteter i London og med stadig flere uddannelsesinstitutioner i hele verden, især i Skandinavien, f.eks. DISPUK og senere McMann Berg i Danmark og med GSK i Sverige. KCC tilbød akkrediterede uddannelser på Master og i de seneste år også på PhD.niveau til professionelle over hele verden. KCC ophørte sit virke i foråret 2010, men deres Professional Doctorate in Systemic Practice køres nu videre på bl.a. Bedfordshire University i Luton ved London og ved samarbejds-universiteter i så forskellige lande som Grækenland og Colombia.

Peter så altid efter håb i det håbløse, så lys hvor andre så mørke, så frustrerede positive drømme komme til udtryk i tilsyneladende destruktive livsmønstre. Han havde sin helt egen stil i en filosofisk spørgen ind, nysgerrighed, tålmodighed, humor, varme og evne til at se, hvad andre ikke spottede hos det enkelte menneske. Peter var et menneske og en professionel ven for de fleste, som nemt fyldte et stort auditorium ud med værdighed og kærlighed, der smittede til de kolleger, der oftest blev inviterede med som deltagende i Peters insisterende, vedholdende forundring ind i menneskers grammatiske univers. Peter kunne genfinde styrker og muligheder, som ellers var gået tabt: ”ingen mennesker er umulige alene”, sagde han ofte, ”vores opgave som professionelle er at optræde som gæster i den andens univers med den respekt, som det indebærer” og fortsatte ”We love the problem because it invites for exploring”.

Vi lever i sprog, og sproget skaber hvem vi er og kan blive for os selv og for hinanden: ”How do we bring into language the abilities we use to create our way for-ward?”, var et typisk udforskningstema i Peter’s måde at arbejde med mennesker på såvel i psykoterapi, som i supervision og i sit arbejde med konsulenter, organisationer, grupper og dem, der gik på uddannelse. Peter sam-skabte med sine nære kolleger helt nye ord, som man ikke havde ”set” før, men som åbnede nye verdener for udforskning: F.eks. blev ”adoption” til ”ad-options”, ”identity” blev til ”we-dentity” og dermed kunne ordene med deres nye punktueringer åbne op for helt nye diskurser og muligheder. Peter levede til fulde sit eget syn på, hvad empati i grunden er for et relationært fænomen, nemlig evnen til at være gæst i et andet menneskes kultur/univers, at se universet/verden fra det andet menneskes perspektiv og som evnen til ydmygt at handle ind og ud af et andet menneskes grammatik, historier og betydningssystemer.

Når vi skal støtte mennesker i forandringsprocesser, skal vi begynde med måden, vi selv udtrykker os på, fordi al sprog indeholder moralske fordringer, som den anden forholder sig til og reagerer følelsesmæssigt på i samspil med os, der taler. I enhver følelsesreaktion udtrykkes en moralsk positionering. Peter var i sit arbejde med professionelle optaget af: Hvordan kan vi frembringe en ny fremtid ved at ændre måden, hvorpå vi begriber og italesætter nutidens udfordringer på? Som professionelle afslører vi i vores valg af sprog vores forventninger til og engagement i den anden, hvilket co-skaber den anden til det vedkommende kan forandre sig i og til i samspil med os.

Peter betragtede sproget som koordinerende og identitetsskabende og mente, at alle erfaringer har en interpersonel dimension. F.eks. spurgte han retorisk: Hvordan lærer et menneske at være nysgerrig, fokuseret eller at kunne drømme? – Ved at betragte andre betydningsfulde menneskers nysgerrighed, fokusering og drømmeri. Ligeledes lærer mennesker angst fx ved at leve i angstfyldte handle-og fortællesammenhænge, hvor de ser (bevidner) andre leve, fortælle historier om og bekræfte angsten: ”En sætning er ikke færdig, før den har mødt sit publikum”, sagde Peter og rettede blikket og nysgerrigheden på de mennesker, som har betydning for den person, der fokuseres på i psykoterapien: ”Ingen lytning er neutral. Måden vi lytter til et andet menneske former og re-former mennesket til det, som det er og former, hvor langt mennesket kan gå”.

Når mennesker i fx psykoterapi er optaget af fortiden og historier herom, er det fordi de på denne rejse forsøger at finde og skabe vejen til den fremtid, som ethvert ulykkeligt menneske med stærke kræfter forestiller sig kan blive deres, men som de ikke ved, hvordan de skal leve: ”To create a new future you need to build on what you are proud of and have done succesful”, hvorfor Peter var optaget af at fokusere på anerkendende, styrke- og ressource-italesættelser fremfor problem-italesættelser.

Som psykologer blev vi inspirerede af Peters opmærksomhed på betydningen af relationen som sam-skabende af den klient, vi til enhver tid arbejder med og det moralske ansvar vi har for at forandre på vores side, hvis vores klient ikke udvikler sig i kraft af det samspil vedkommende har med os f.eks. i psykoterapi. Meningen for os mennesker lever som en bevægelse mellem betydning (hvad?) og reference (om hvad?). Bevægelsen mellem reference og betydning er grundlæggende for menneskets væren i verden, fordi vi lever og op-lever. Vi lever. Så sætter vi sprog på. Derved opstår noget, som vi kan referere til og tale om – Vi har noget at be-tyde.

Efter at KCC lukkede og slukkede i 2010, og Peter måtte opgive at fortsætte sit udadvendte virke p.g.a. Parkinson’s sygdom, etableredes hurtigt et netværk Friends of KCC af ca. 400 tidligere medarbejdere, kolleger og samarbejdsparter, som via LinkedIN netværk fortsætter arbejdet, der blev startet af KCC med mange faglige arrangementer især i London gennem årene.

I 2013 stiftedes The Peter Lang Foundation af en gruppe danske (psykolog)kolleger til Peter & KCC (Benedicte Schilling, Vibe Strøier, Jacob Storch og Gitte Haslebo) med det formål at yde støtte til Peter Lang personligt gennem hans sygdomsforløb samt at sikre bevarelsen af hans og kollegernes livsværk i skrift, på film o.s.v. for eftertiden.

Peter var til det sidste et højt respekteret medlem af TAOs netværket i USA, som har udviklet sig til et toneangivende, virtuelt samfund af forskere, filosoffer og praktikere, der arbejder med udgangspunkt i social konstruktionismen og systemiske tilgange.

I foråret 2015 blev Peter udnævnt til æresdoktor ved Bedfordshire University (Honorary Doctor of Science) for sit livslange arbejde og helt særlige betydning for udvikling af epistemologi og den akademiske berigelse til forståelse af arbejdet med mennesker, der skal udvikle sig og her i efteråret 2016 vil hans efterladte hustru, Susan, på Peters vegne modtage endnu et æresdoktorat fra Universitetet i Athen.

Æret være Peter Langs Minde

Benedicte Schilling
Co-founder, The Peter Lang Foundation

 

Susan Lang & Dr. Peter Lang 27 Marts 2015
Modtager Ærsdoktorat ved Bedfordshire University, London

PeterLang2

 

 

 

 

PeterLang1

Følg og støt arbejdet med Peter’s eftermæle:

Peter Lang Foundation www.peterlangfoundation.com (bliv støttemedlem eller giv et bidrag)

Friends of KCC http://www.systemicgathering.org/ samt på LinkedIN

TAOS Institute http://www.taosinstitute.net/

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge