Jørgen Lumbye er rejst og borte

Af Stig Håkansson

Jørgen Lumbye døde mandag morgen 6.4. efter 1.4. at være fyldt 76 år. Det skulle angiveligt være en Corona-infektion, som fik udfriet Jørgen fra livet, og det blev så afslutningen for den alzheimers-demens, der gennem en årrække havde udhulet den Jørgen, vi elskede og kendte. Fanden tage den sygdom.

Lumbye-familien havde aner højt dekoreret i militæret, men som tiderne blev, havde Jørgen kun yderst spinkle familie-relationer. Til sidst faktisk kun sin søster Anni, hvis ægteskab lå distanceret for Jørgen, og derfor sjældent afstedkom besøg. Som Jørgens demens udviklede sig, blev også telefonsamtalerne med Anni færre, og Anni døde alene for godt et års tid siden, netop som hun skulle have besøgt sin bror.

Jørgen og storesøsteren Anni var vokset op i et trygt ægteskab, som havde sit liv i og omkring en el-forretning midt i København. Bøger var fra den tidligste barndom af stor værdi. Der blev jævnligt lånt bøger fra biblioteket, som med stor betydning blev læst sammen i familien. Dette kan være en nærliggende kilde til, at Jørgens skæbne blev bogens verden. Karrieremæssigt blev Jørgen via psykolog-studiet psykoterapeut, underviser, foredragsholder, oversætter og forfatter. Det var studiets fortjeneste, at Jørgen blev en dedikeret frontkæmper for den moderne psykoterapi. Mere præcist kan årsagen tilskrives den oprindeligt tjekkiske psykiater Stanislav Grof, hvorfor der her må gøres rede for denne afgørende kontekst.

Gennem 1960´erne havde Grof foretaget omfattende forskning og behandling med den sære medicin LSD, men flytter til USA omkring 1970, der på dette tidspunkt var modent for et nyt syn på LSD´ens muligheder. I USA slikkede man endnu sårene efter den amerikanske psykiater Timothy Leary´s løsslupne og messianske lancering af LSD med mottoet ”Turn on, Tune in and drop out”. Leary blev da også af den anløbne præsident Nixon kaldt den farligste mand for USA. Det siger lidt om højspændingen omkring LSD.

Grofs mere videnskabeligt retlinede forskning var derfor forløsende for den seriøse anvendelse af LSD og lignende mediciner. Der blev så at sige ”gjort rent og renset ud”, efter at mange vildskud havde kuldsejlet medicinens lovende potentiale. Det være sig ungdommelig dårskab som ukyndige psykiateres manglende empati. Danmark gjorde sig tidligt i den henseende specielt dårligt bemærket med katastrofale LSD-behandlinger på Frederiksbergs Hospital. Trods det paradoks, at den vestlige psykedeliske bevægelse så tidligt som i 1961 afholdte international konference i København med så prominente deltagere som Huxley, Leary og Watts! Men ét er kort af læse, et andet skib at føre…

Kort og godt, med Stanislav Grof i 1970´erne gled LSD-terapien rent ind på psykologi-studiet i København, hvor Jørgen greb den begejstret sammen med flere af sine medstuderende. En vellykket LSD-oplevelse er af så overbevisende styrke, at den kan forme ens videre skæbne. Det blev så Jørgens.

Jørgen blev en hengiven bannerfører for Grofs åbenbarende og kortlagte univers. Sammen med sin ligesindede ven Klaus Gormsen begyndte de oversættelsen af Grofs bogserie Den Indre Rejse. Den første bog Den indre rejse var, sagt på amerikansk, ”mind-blowing”. Vi andre, udenforstående, havde på det tidspunkt fået inspirationen fra fx Aldous Huxley, Leary, Alan Watts og sidst, men ikke mindst, ”the grand old man” i dansk psykedelisk højkultur, den lærde og elitære Johannes Fabricius.

Grof kom som en renæssance for den avantgardistiske psykiatri og psykologi fra 1950-60´erne og med budskabet forkyndte ”ja, det er sandt, og sådan her ligger landskabet”. Det gav respekt hos både lægfolk og langt videre i de etableredes rækker. De to næste bøger gled med deres ”praktiske” synsvinkel gled også rent ind. Derimod den fjerde bog i serien, Den indre rejse – oplevelser hinsides hjernen, var en skillelinje. Det var som om, at de mere ”okkulte dimensioner” blev sat i frontlinjen, og mange måtte desværre af den grund springe af vognen. Jørgen forblev resten af livet hengiven over for sin store læremester Stanislav Grof.

Vi kan nu takke Jørgen for det store og overordentlig møjsommelige oversættelsesarbejde, dertil foredragsvirksomhed, der har formidlet os grundlæggende viden fra Grof-kultens solar plexus og ligesindede forskeres arbejde.

Jørgen boede i en lille lejlighed på Malmbergsvej ude i Nærum. Bag nedrullede gardiner og bøger fra gulv til loft og med et ganske lille køkken, rodet af nøjsomhed, samt et rent bad og toilet, havde Jørgen sin beskyttende hule. Her kunne den profane verden holdes ude og Jørgen ensomt fordybe sig i det uendelige i bøger og bøgers oversættelse. En verden med det store løfte for åbenbaringen af den store sammenhæng, som vi gennem en indre rejse kunne kæmpe os frem til.

Jørgens kamp var (heller) ikke nem. Et enkelt svigt i ”indstilling og omstændigheder” kan gøre LSD-oplevelsen til det sorteste mareridt. Det siges, at det tog Sartre 12 år at genvinde sig selv efter en kuldsejlet mescalin-oplevelse! Jørgen blev, som mange før og efter ham, også martret af en LSD-oplevelse. Rette indstilling, bevist og klar intention, god forberedelse med trygge og behagelige omgivelser er ufravigelige betingelser for vellykket ”rejse”. Man er ikke ”en helt,” fordi man tager ”den indre rejse”, det kræver en helt anden ydmyghed for på den måde at få lov at holde Gud i hånden. De ekstreme psykiske oplevelser, hinsides alt, hvad man kan forestille sig, gjorde dog efterfølgende, at Jørgen, med sit rolige og venlige gemyt, blev en perfekt og tryg bisidder (”sitter”). Jørgen lod sig ikke vælte af pennen, hvad end der dukkede op på scenen. Dette var da også var en af de tjenester, han med glæde så sig i stand til at give sine medmennesker.

Jørgen havde været ”i lære” på Esalen-instituttet i Californien, på besøg hos Grof. I det fjerne oplevede Jørgen det store vingesus med mange af de fremtrædende repræsentanter inden for den psykedeliske og ”transpersonelle” bevægelse. Men ikke mindst kunne Jørgen falde i svime, når han fortalte om sin oplevelse af Stillehavet. Måske Jørgen samtidigt lærte at beherske denne ny MDMA-terapi. MDMA var et usædvanligt ”venligt” stof, der gav god kontakt til følelserne. Og her kunne alle være med, uden at blive smidt i skærsilden. Med den terapeutiske brug af medicinen MDMA kunne man have held til at forløse kuldsejlede LSD-oplevelser, og andre traumer. Måske det var den terapi, som reddede Jørgen og sendte ham trygt videre ad sin skæbnes vej? Stanislav Grof introducerede også en terapeutisk og stoffri vejrtrækningsteknik, som han nærmest patenterede. Fokus på vejrtrækning har altid været essentielt for meditation, og dette var et legalt modtræk til forbuddene mod den psykedeliske medicin. Den ”holotropiske vejrtrækning” smagte lidt af fugl og gav ingen hævede øjenbryn. Til gengæld, som Grof selv sagde, ”så er der dog intet som 300 mikrogram LSD” – selvom det ikke lyder af meget. Midt i 1980´erne blev den, indtil da, legale MDMA-terapi forbudt i USA.

Det samme skete som for LSD. De unge tog stoffet til sig som party-drug, og så blev der lukket for det varme vand. MDMA har siden været en sællert for den kriminelle verden sammen med de kradsbørstige ting som amfetamin, kokain m.m.

Alligevel kom MDMA-terapien i forgrunden hos Jørgen, og så sent som omkring år 2000 udgav Jørgen nærmest en brugerguide i MDMA-terapi, på sin gode vens forlag. Der er ikke noget at sige til, at Jørgens lille forbruger-guide om brugen af ecstasy/MDMA skabte debat. Men det er en lille milepæl efter hans store værk Brug og Misbrug – Vi er alle på stoffer, som udkom få år forinden.

Sådan kan Jørgens egne udgivelser på sin gode vens forlag, på det folkelige plan, ses som fødselshjælpere for de kraftige og ofte effektive terapi-teknikker med anvendelse af ”Psykedelisk medicin”. Netop disse års forskning og eksperimenter/praksis i fx stress-behandling med MDMA ser overbevisende lovende ud. Medicinen er dog fysisk langt mere kradsbørstig end LSD, som i de rette hænder kan være Guds gave til menneskeheden som kærlighed og kildevand. Men stadig er bisidder-rollen (sitteren) med alt, hvad den kan trække af indsigt, moral og etik – grundlæggende. I kategorien ”Hellig medicin” kan der i disse dimensioner være forhold, som kan være i uforenelige med en kommercialisering. Det var her, et venskab med Jørgen kunne have udspring.

Som tingene står i dag, er der i den ”hvidkitlede afdeling” sket store landvindinger med LSD, Psilocybin, MDMA m.m. Fx: hjælp til døende, misbrugsbehandling, behandling af stress og depression, etc. Deri har Jørgen også haft en rolle. Alt den virak, der siden har været omkring stoffer, kriminalitet og den slags kommercialisering, synes derimod af en helt anden verden end Jørgens.

Underground ungdomskultur udviklede sideløbende interessen for de sære stoffer. Med den heroiske ”Acid-test” (LSD-trip) vel gennemført, kunne der opnås en vis personlig status, og sådanne ritualer er (alt for) velkendte, men ikke altid sunde. Ligesom den tidlige inspiration fra 1960-70´erne, med hinduernes yoga, hashish og diverse meditationsbevægelser, som i stigende grad er tilført et mylder af eksotiske religiøse elementer, har disse underground-kulturer udviklet sig med terminologier fra det okkulte univers. Kærligheden, som skulle ligge bag det hele, kan være vanskelig at finde i dette særdeles avancerede og abstrakte univers, som kræver ikke så lidt af en styrmands-eksamen at begå sig i. Bevægelsen skønnes ikke at have været til Jørgens gunst. Tendensen har slået igennem globalt, også kommercielt. Jørgen forholdt sig med barnlig uskyld til fænomenet og betragtede med nogen begejstring dette vundne land i lyset af ”oplevelser hinsides hjernen”. Men hjertet tager ikke fejl, og trods Jørgens interesse for det spirituelle univers, med personlig frelse gennem selvindsigt via indre rejse, var kvinden, som partner i denne verden, en eftertragtet, men desværre uopnåelig lykke. Heller ikke et midlertidigt forpligtende forhold til hans læremesters datter formåede at vække den dimension hos Jørgen. Jørgen var og blev et ensomt menneske, der ikke lod sig dele på dette plan.

Af fortidens solskinsdage nævnte Jørgen, igen og igen, hans og en vens oplevelser med sommerarbejde på en skole-lejr fjernt i Danmark med vidunderlig natur omkring. Trods opvokset på stenbroen, var Jørgen uendelig glad for naturen – fra dens venlige side. Skulle der bades, skulle det være rigtig varmt, koldt vand gik bare ikke. Næ, intet kunne slå det græske middelhav. Her gjorde Jørgen og en kammerat, under en dykning, et epokegørende fund af et fortidigt skib fyldt med antikke amphora-krukker. Det var stort for både dem og den arkæologiske verden.

Trods ensomhed havde Jørgen venner, som han elskede højt. Hans ven fra sommerlejrene døde uventet for få år siden, ellers har det kredset om en lille håndfuld betydningsfulde venner. Her må nævnes den yngre ven, som i sin tid havde set Jørgen som en Guru. Jørgen blev knyttet til vennens senere familie og dens bosætning. Dette blev, uden for lejligheden på Malmbergsvej, en kærkommen base for Jørgen. Den unge families udvikling med hus og have fik stor betydning for Jørgens seneste liv. Med tilfredshed kunne Jørgen se vennens bestræbelser som en blomst af hans egne ambitioner for den psykedeliske bevægelse herhjemme.

Jørgen blev mere og mere forvirret og kunne til sidst hverken finde frem eller tilbage til Malmbergsvej. Det blev vanskeligt at finde hen til venner, og den sørgelige demens krævede samtidigt større overskud fra os andre at håndtere. Vi var alle bekymrede, så da situationen spidsede til, var plejehjemmet en lettelse. Jørgen faldt rimelig hurtigt til. Han var bestemt ikke besværlig at omgås.

Det sidste vidunderlige ”billede,” jeg fik fra Sælsø plejehjem, er Jørgen, der har besøg af en kær og trofast ven. Trods Jørgens demente sind var vennen i taknemmelighed for Jørgens tidligere bisidder-rolle troppet op med guf og guitar og hyggede sig med Jørgen i sang og musik.

Vi må også dybfølt takke plejepersonalet for, at de har kunnet se Jørgen, og har holdt af det de så.

Stig Håkansson

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge