Af Lisbeth Jensen, Linda Andersen, Simi Voss, Kirsten Møller, Berit Zankel

Karin Vognsen er død

Det er helt ufatteligt for os, hendes veninder og kolleger at skulle forstå, at Karin uden varsel pludselig døde midt i august. Vi tog afsked med hende ved en smuk mindehøjtidelighed i Silkeborg d. 17/8-15.
Karin blev kun 61 år og ved hendes død var hun ved at forberede næste del af sit liv: pensionisttilværelsen. Det nåede hun ikke.

Karin var i en årrække psykolog ved forsvaret og senere chefpsykolog for Dansk Krisekorps – altid grundig og seriøs og pligtopfyldende. Hun vil helt sikkert blive savnet.

Karin var privatpraktiserende og havde for kort tid siden fået praksisoverenskomst og var meget optaget af at yde det bedste til sine klienter, ligesom hun satte sig grundigt ind i lovstof og bekendtgørelser.

For Karin var retfærdigheden en stærk drivkraft og hun kæmpede vedholdende for det enkelte menneske imod systemet eller imod de uretfærdigheder, hun fik øje på. Karin deltog gerne i faglige diskussioner og var også kvinde for at starte dem op, hvilket flere kursusholdere er blevet udfordret af gennem tiden.

Karin var en trofast og hjælpsom veninde og kollega. Man gik aldrig forgæves til Karin. Hun var altid klar til at drøfte faglige ting, sparring på en sag, metodedrøftelser og psykologfaglige/etiske spørgsmål. Karin delte gerne faglige materialer og hun var hele tiden i gang med at videreuddanne sig, tage et nyt kursus og var med i erfagrupper, supervisionsgrupper og netværksgrupper og hun var fast deltager ved møderne i Kreds Vejle.

Karin var svær at overse; hun var insisterende og hendes latter kunne høres overalt og vil være velkendt af mange. Karin gav mere end hun tog. Denne særlige egenskab giver en særlig mening set i lyset af hendes egen livshistorie. Hun oplevede få måneder gammel at miste sin mor og sine 2 søster i en tragisk ulykke, så på den måde fik hun ingen retfærdig start i livet.

Karin elskede de skæve vinkler i livet. Det sidste nye var mærkelige lamper, kreeret af en odenseansk kunstner, som hun fik øje på ved et besøg i Odense. Dem måtte hun bare eje og der var ikke langt fra tanke til handling. Også pilefletning og linedance optog Karins fritid.

Vores tanker går til hendes 2 kreative og fortagsomme sønner, som var Karins store stolthed og glæde – begge med japanske kærester. Derfor besøgte Karin Japan og tog inspiration med hjem til hendes store passion: kreativ madlavning. Når Karin inviterede på madoplevelse blev der kræset for os ned til den mindste detalje og gerne med råvarer hun selv havde dyrket i haven eller drivhuset. Og hun delte gavmildt ud af sine eksperimenter, som altid var yderst velsmagende.

Vi vil savne den Karin , der altid udviste pragtfuldt humør og god energi sammen med dyb seriøsitet i forhold til vores fag.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge