Niels-ErnstNiels Ernst er død, kort efter sin 90-års fødselsdag

Af Kirsten Ledet Christiansen, Else Margrethe Holmberg og Niels Thuesen

For 25 år siden lod Niels sig pensionere fra behandlingshjemmet Nødebogård, hvor han havde været forstander i mere end 30 år. Niels blev cand.psych. i 1952, var efter eksamen ansat på Universitetets børnepsykologiske klinik, senere på Rigshospitalets børnepsykiatriske afd., og derefter på Sct. Hans hospital. I 1959 blev han forstander på Nødebogård. Ved siden af sit vældige engagement i behandlingshjemmet beskæftigede Niels sig, igennem hele sit professionelle liv, med psykoterapi, supervision, konsulentopgaver i forhold til psykiatri, forvaltninger og institutioner. I 1974 udgav han bogen ”Børns seksuelle udvikling”, skelsættende i sin tid. Han var en flittig skribent i pædagog- og psykologfaglige tidsskrifter.

Med vore mindeord vil vi gerne dvæle ved hans betydning for Nødebogård, og for udviklingen af behandling og undervisning på døgninstitutioner generelt. Nødebogård var Niels´ livsværk. Han havde en plan og skabte et sted, som på det tidspunkt var enestående. Hans tanker om børn, døgninstitution og behandlingsetik var tiltrængt nytænkning i 60erne. Det ved vi i dag.

Nødebogård skulle være et behandlingshjem, hvor miljøterapi, undervisning, individuel psykoterapi og forældresamarbejde dannede en helhed, og institutionens fast tilknyttede børnepsykiater varetog medikamentel behandling af de børn, som havde behov og fulgte dem tæt. De anbragte børn var sårbare og sindslidende med diagnoser som infantil grænsepsykose, psykose og neurose. På Nødebogård skulle børnene mødes af medarbejdere, som gav dem omsorg, tryghed, nærvær og god mad. Maden som terapeutisk middel blev legendarisk.

Niels og hans hustru Ebba, som også er psykolog, blev ansat som forstanderpar. Det var dengang kutyme, at hustruen forventedes af have det overordnede ansvar for den store husholdning, og Ebba fik derfor en dobbelt funktion. Sammen skrev Ebba og Niels, i 1973, monografien i Nordisk psykologi: ”Symbiosekomplekset”. Forfatterne diskuterer her den infantile psykoseafgrænsning og behandling, og de fremlægger, på basis af erfaring, vægtig argumentation for værdien af langvarig psykoterapi i behandlingen.

Niels og Ebbas tanker og ideer om behandlingshjemmets virke var funderet i psykoanalytiske/psykodynamiske teoridannelser, både klassisk freudianske teorier om de normale udviklingsfaser og om fejludvikling. Psykoanalysens syn på driftsudviklingen spillede en stor rolle for den måde, hvorpå børnenes behov blev set og tilgodeset. Imidlertid blev nyere psykoanalytisk forskningsbaserede teorier om selve kontaktforholdet, relationens betydning og nødvendighed, det bærende element i behandlingen. Navne som Bettelheim, Bowlby, A.Freud, Klein, Mahler, Tustin, Winnicott var vigtige referencer. Alle medarbejdere modtog obligatorisk undervisning. Det skulle der være tid til. Undervisning af medarbejdere, og formaliserede fora for tilrettelæggelsen af den individuelle behandling, var højt prioriteret. Også de praktiske medarbejdere blev introduceret til den grundlæggende holdning i mødet med børnene og principper i behandlingen.

Niels evnede, i sjælden grad, at vække og stimulere alle medarbejderes lyst til og nysgerrighed efter at ”se bagom”, forsøge at forstå, børnenes adfærd, behov, angst, aversioner, fantasier, som umiddelbart kunne forekomme både mærkelige og skræmmende. Hans undervisning og vejledning var livfuld, tog udgangspunkt i hverdagens tildragelser og blev ofte belyst og almengjort gennem eksempler fra kunstens verden, fra litteratur, malerkunst og musik, som havde en stor plads i hans private liv. Nødebogård var et søgt og estimeret praktiksted for talrige kommende lærere, pædagoger, psykologer og socialrådgivere. Overordnet var Niels´ holdning til behandlingen kompromisløs. Al fokus skulle være på det enkelte barns behov. Behandlingens mål var at lette angst og belastende symptomer og at fremme ethvert tegn på udvikling.

Fra institutionens start tilbød Niels alle medarbejdere personlige samtaler om behandlingsopgaven, som ofte var rigtig svær, også for svær. Man kunne gå fra sådanne samtaler, beriget med en indsigt, der gjorde det muligt at forholde sig konstruktivt til vanskelig forståelig adfærd. Også her var Niels Ernst fremsynet og nytænkende.

Det lå Niels Ernst på sinde, at de erfaringer, som blev høstet på Nødebogård, skulle komme flest muligt af de mennesker til gode, som i andre regi arbejdede med behandling af børn og unge. Han inviterede derfor jævnligt gæster til ”fredagsmøder” med foredrag og debat, som var velbesøgte og værdsat.

Niels kunne være udfordrende og skarp i både vejledning, supervision og debat. Han forventede af alle, at man gjorde sig umage.

Lykkeligvis har vi oplevet mange børn falde til ro, langsomt udvikle færdigheder, få lyst til at være og lære. Børnene blev mødt af en skole, som, ud over undervisning i basisfag, prioriterede musiske og kreative fag højt.

Den proces, som mange af børnene kom i gang med, kan måske bedst illustreres ved en meddelelse fra en 8-årig dreng, efter at han havde været på Nødebogård i nogle måneder. Han var et meget angstfyldt barn, hvis skolestart havde været intet mindre end et mareridt. ”Her er godt at være, for her ta´r I imod mine fantasier. I den anden skole ville de slå dem ihjel”.

Nødebogård har i dag langt flere elever, adskillige af dem unge og dagelever, og den er en meget større institution end på Niels´ tid, nu også med afdelinger placeret i betydelig afstand fra moderinstitutionen. Behandling og undervisning er naturligvis, over årene, tilpasset i forhold til nyere forskning inden for både diagnosticering og udviklede behandlings- og undervisningsmetoder.

Vi er taknemmelige for at have kendt Niels, arbejdet sammen med ham og for, hvad han lærte os.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge