Nina Koeller holder friAf Lene Clausen, Susanne Gaun, Susanne Bærentzen, Nike Brandt Poulsen

Fra helt ung var Nina Koeller engageret i samfundet og i at hjælpe og yde sit bidrag, hvor der var brug for det. Fra begyndelsen var der store forventninger til Nina. Hun er opkaldt efter den første kvindelige minister Nina Bang. Efter krigen drog hun – sammen med andre jævnaldrene fra en lang række lande – et år på en international arbejdslejr i Tyskland. De var udsendt af Fredsvenners Hjælpearbejde, der senere blev til Mellemfolkeligt Samvirke, og her mødte hun sin kommende mand og livsledsager Hans Koeller.
Efter hjemkomsten til Danmark læste Nina til psykolog. Nina Koeller var blandt de første psykologer i Danmark. Uddannet sammen med andre kendte og respekterede som Steen Hegler, Simon Spies og C.C. Krag-Müller. De trådte pionererenes fodspor, som vi andre fulgte efter i.

Ninas faglige karriere favnede bredt. I hendes lange psykologliv har hun arbejdet inden for børnepsykiatrien i Stockholm, Mødrehjælpen i København, på Dronning Louises Børnehospital, Bispebjerg Hospital, Vangede Børnehospital, Montebello Dag- og Nathospital, Børnerådgivningscentret for Storstrøms Amt i Nykøbing Falster, Amtssygehuset i Gentofte, ved Ribe Amts Socialforvaltning, og i begyndelsen af 90’erne på Hillerød Centralsygehus, hvor hun også var valgt til tillidsrepræsentant. Herfra blev hun pensioneret i 1997 og fortsatte som privat praktiserende til kort før sin død.

Fagligt gik Nina lidt sine egne veje. Blandt andet så kaldte hun sig selv teaterpsykolog og på psykiatrisk afdeling havde hun altid en klump modellervoks i lommen. Hvis mennesket var svært kontaktbar, så kunne man da altid lave en figur og tale om den.
Det lå hende på sinde, at de unge psykologer oplevede psykologien ud over teorierne, hvilket to unge psykologpraktikanter på Montebello i 1986 oplevede. Vi skulle indføres i oplevelsen af, at psykologbehandling også var en leg i dybeste alvor, der kunne udføres i rollespil og teater.

Vores fags etiske grundlag og forvaltningen af dette var en hjertesag for hende. Hun var i mange år medlem af etiknævnet.

Nina var en givende supervisor. Hendes evne til at vende ting på hovedet og til at stille provokerende spørgsmål spejlede supervisanden, så man kunne se sig selv og problemstillingen i et nyt og afklarende lys.

Ninas faglige engagement rakte langt ud over opgaverne i hendes ansættelser.
Hun har altid engageret sig ivrigt i politiske og fagpsykologiske diskussioner – og haft sine meningers mod, uanset om det var vort eksistentielle livsgrundlag eller samfundets behandling af de svage og udsatte, det drejede sig om.
Hendes sociale indignation medførte, at hun I 1978 udgav debatbogen ”Vi fjerner dit barn, fru Hansen”.

Nina var medstifter af Forum for Teologi & Psykologi i København og virkede i Akademiet for den 3. Alder, Forum for Eksistens og Videnskab, det filosofiske center Ny Akropolis, Social politisk forum, samt Dansk Psykolog Forenings seniorgruppe. Til det sidste underviste Nina også grupper af seniorer i tysk i hjemmet i Charlottenlund.

Nina var også eksponent for det festlige. ”Psykologforeningen har 50 års jubilæum. Det må markeres. Vi laver en revy!” Det var ikke et spørgsmål, om vi ville, men om, at nu gik vi i gang. Hun fik samlet et hold som, smittet af hendes begejstring, havde en fest og fik levendegjort de vigtigste begivenheder i de fem årtier, der var gået.

Nina var idémager i Psykologforeningen med Mentorordning og Seniortræf.

Det var med fuld berettigelse, at Nina blev æresmedlem af Dansk Psykolog Forening.

Hun og Hans forsøgte at integrere borgerlige dyder med moderne ideer om fred og frihed. De åbnede deres hjem og samlede mennesker omkring sig til fælles oplysning og gode diskussioner.
Højskolesangbogen var altid fast på programmet.

Nina var aktiv til det sidste. Men så blev hun træt. Hun mistede helt lysten til noget som helst. Når Nina ikke længere ville være med, hvor der skete noget, når hun ikke længere blandede sig i diskussionerne, og hun sagde nej til både desserter og rødvin, så kunne man godt regne ud, at der var noget helt galt. Nina havde udviklet en stor tumor på den ene lunge, og den drænede hende for både energi og appetit.

Vi, der har været så heldige at kende hende både fagligt og privat, har lært så meget.

Nina trak vejret for sidste gang d. 30. april 2016. Hun blev 88 år.
Kære Nina, tak for dig.

Ære være dit minde.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge