Nina Koeller 2013Af Nike Brandt Poulsen

Nina Koeller in memoriam
1927-2016

Ja, egentlig var det Hans, jeg kendte først. Som 19-årig arbejdede jeg som hjælpelærer på Bernadotteskolens Lille P værksted, hos Hans. Han satte mig til at lave drama med de små. Han omtalte altid sin kone med stor stolthed og kærlighed, og når jeg senere kunne klage over de udfordringer, som det gav at studere i tiden efter 68, sagde han: Min kone gjorde det på 3 år!

Tre år! sagde jeg forfærdet uden at kunne forstå, at det var muligt.

Jeg ved naturligvis nok, at studiet var kortere engang, men sådan var det med Nina, alt skulle gå hurtigt. Ellers gik det langsomt. Desuden skulle hun jo forsørge Hans.

Hans og Nina havde lært hinanden at kende i en fredslejr for unge i Tyskland, lige efter krigen. De blev forelskede og tog sammen til Danmark. Måske har hun haft nødigt at skulle forsvare ham eller sit valg, det ved jeg ikke, i hvert fald var hun meget bestemt i forsvar for sine etiske værdier – og for de svage, de udsatte, og udstødte. Vi andre kunne bedre klare os selv, syntes hun at mene. Man kunne af Nina temmelig ubarmhjertigt udfordres på egne uforstandige udtalelser eller konventionelle automat-valg i sit arbejde. Der var på den anden side åbne døre hos Hans og Nina, gennem årene holdt de tirsdagssalon en gang om måneden, med et interessant oplæg og invitation af vennerne. Og inviterede man sig selv, var man altid velkommen.

Jeg lærte først Nina godt at kende efter at hun i anledning af Dansk Psykolog Forenings 50 år jubilæum i 1997 havde bestemt, at der skulle laves en revy til fejring af foreningen og psykologstanden. Hun havde kaldt en kompetent flok sammen, Benny Karpatchof skrev sange og optrådte, Erik Schultz spillede klaver, Susanne Bærentzen, Lene og DoDoA var skuespillere. De manglede en instruktør til at få det til at se ordentligt ud på scenen. Så jeg sled og slæbte med mine kreative kundskaber i retning af kropsbevidsthed og gruppefællesskab. Jeg var uddannet til leder i Playback Theatre fra USA og samtidigt psykodramatiker. Det forekom dem lidt fremmed, men de forstod meningen.

Derefter sås gruppen jævnligt til Grønnegadeteateret og Studenterrevyen og til mere festlige og kollegiale anledninger. Nina kunne midt i det hele råbe: Vi spiller det! Og så var det bare at komme op. Hun kaldte sig Danmarks eneste teaterpsykolog.

Sidste gang jeg traf Nina i faglige sammenhænge var i seniorklubben 29. februar i år. Nina arrangerede sammen med Anne Vilhelm Hansen i mange år dette klubarbejde. Jeg skulle holde et oplæg om arbejde med uledsagede unge fra Afghanistan, som jeg havde lavet i Røde Kors. Det handlede om, hvordan Playback Teater havde hjulpet dem med at få et gruppefællesskab og desuden havde støttet dem i traumearbejdet. Folk var engagerede, men Nina var, meget uligt hende, den første, der gik. Som sædvanligt ikke uden at udfordre, denne gang med et spørgsmål til forsamlingen: Hvem er den ældste her? Alle begyndte at tale og gætte. Men det var naturligvis Nina. Hun var træt.

På det seneste har hun været meget træt og ønsket at dø. Hun savnede Hans og kollegerne kom måske ikke så tit.

Da jeg besøgte hende på Tranehaven, hvor hun lå, efter at have fået konstateret et stor tumor på lungen, og derefter havde besluttet sig for ikke at spise mere, var hun endnu mere træt. Nu skal du snart op til Hans, sagde jeg. Ja, sagde hun – den gamle ateist! – Og så ganske glad ud. Jeg lover dig at fortælle alle, der vil høre det, at du var den første teaterpsykolog i Danmark, sagde jeg. Mange tak, sagde hun. Men når du ikke er der mere, så er det mig, der er teaterpsykologen, sagde jeg, og hun sagde sgu Ja, og smilede. Og derefter: Tak for besøget.

Et par dage efter holdt hun op med at trække vejret.

Jeg er glad for, at jeg fik takket hende for alt det, hun har været for psykologer og andre folk, for mig. For det altid åbne hjem, for diskussioner og perspektivvendinger og udfordringer. For at være til rådighed. Hun og Hans satte en ramme, hvor klassisk dannelse kunne folde sig ud.

Nu skal hun op til Hans, og der har hun det godt.

Ære være hendes minde!

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge