Af Oskar Plougmand

Cand.psych. Poul Whitta, en af børneforsorgens markante personligheder, er død.

Poul Whitta startede som lærer på La Courvejens skole på Frederiksberg, læste psykologi og blev skolepsykolog i Herlev. Herfra blev han inspektør i børneforsorgen og dermed tilsynsførende med en stor del af vore døgninstitutioner i 1960’erne. Han forsøgte her at bedre forholdene for børnene, men han løb ofte panden mod en mur af folk inden for administrationen og trægt tænkende forstandere; på trods heraf brød Poul Whitta brecher i muren og nogle forstandere måtte således gå på tidlig tvungen pension. Hans arbejde gjorde det dermed lettere for efterfølgerne at få muren fjernet.

I 1968 blev Poul Whitta rektor på AAlborg socialpædagogiske seminarium og arbejdede herfra, gennem uddannelse af de studerende, for ad denne vej at bedre vilkårene for børnene på institutionerne.

Poul Whitta og hans hustru var i 3 år udstationeret i Grønland for at hjælpe med udviklingen af den pædagogiske uddannelse der;
Poul Whitta var en sej, vidende og retskaffen mand, og det man i dag vil kalde et fint menneske.
Også i sin tid som modstandsmand under danmarks besættelse, og her jagtet af tyskerne, kæmpede han mod uret og overgreb.

I sine sidste år støttede han Godhavndrengene i deres kamp for oprejsning.

Poul Whitta blev 96 år. Æret være hans minde.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge