På flugt

 I

To fotos fra den europæiske flygtningekrise er gået verden og de sociale medier rundt i de seneste uger. Det ene er det tragiske billede af en lille tre-årig syrisk dreng, der er druknet på overfarten mellem Tyrkiet og Grækenland, og hvis lig er skyllet op på strandkanten. Drengen døde sammen med sin mor og storebror, da flugtbåden kæntrede. Det andet er billedet af en uniformeret dansk politimand, der sidder på hug på asfalten på Sønderjyske Motorvej ved Padborg med en lille syrisk pige foran sig. De leger hvaffor en hånd vil du ha’?, og pigen griner hjerteligt.

De to fotos markerer hver for sig en yderlighed i den krisesituation, vi har set udspille sig de seneste år i kølvandet på de konflikter i verden, der skaber flygtningestrømme: Kontrasten mellem den lille døde dreng, der ligger alene i vandkanten, og den grinende lille pige, der leger med en politimand, er hård og slående. Begge børn er på flugt, men mens den ene blev overladt til sin egen tragiske skæbne, bliver den anden for en stund hjulpet af en politimand, en myndighedsrepræsentant.

De to fotos markerer også hver for sig et vendepunkt – i folkestemningen. Den døde dreng i vandkanten fik os til at vågne op. Drengen gjorde det, som hverken rækken af bekymrede rapporter fra nødhjælps- og menneskerettighedsorganisationer eller tusinder af presserapporteringer om livsfarlig flugt, angreb på landsbyer eller døde flygtninge på Middelhavet gennem flere år har kunnet. Billedet gjorde det tydeligt for os, at behovet for fælleseuropæisk handling er øresønderrivende. ‘Se her,’ var det som om, billedet af drengen sagde, ‘er dette, hvad vi har at tilbyde børn, der flygter fra krig?’

Svaret rejste sig som en storm, da billedet af den døde dreng nåede avisernes forsider: Nej!

En storm, der også nåede til Danmark, da de første store flygtningestrømme i begyndelsen af september krydsede den dansk-tyske grænse, og flygtningene – i protest mod at blive tilbageholdt af de danske myndigheder for at blive tvangsregisteret og dermed miste muligheden for at søge asyl i Sverige, deres egentlige destination – vandrede i flok ud på motorvejene i Sønderjylland og Lolland på vej mod Sverige.

Hundredevis af danskere satte sig i biler, kørte mod grænsen og samlede flygtninge op for at køre dem videre til den svenske grænse. De risikerede sigtelser for menneskesmugling, men var ligeglade. Atter hundreder samlede mad, tøj, bleer, medicin, bind og andre basale fornødenheder og dannede velkomstkomiteer på hovedbanegården i København, hvor togene med flygtninge fra grænsen rullede ind. Billedet af den danske politimand med den lille pige på motorvejen blev således et nyt vendepunkt. Politiet opgav at tvangsregistrere flygtninge, men gik mange kilometer med dem på motorvejen for i stedet at beskytte dem.

Det er ikke nødvendigvis en god løsning, at vi som borgere skrider til handling. Den bedste løsning er selvfølgelig en koordineret og professionel indsats fra en myndighed eller organisation med erfaring og viden. Men borgeraktivismen er udtryk for frustration over den handlingslammelse, som vores politikeres gav os indtryk af i de dage, når de ikke kommunikerede, hvordan vi skal komme ud på den anden side af en meget alvorlig situation: Vi kan ikke bare se til. Gør noget, ellers gør vi! Den anstændighed og humanisme, som danskernes civile ulydighed er udtryk skal vi skal holde fast i. Den repræsenterer vores værdier, og det er dem, der vil være garantien for et Danmark, et Europa og en verden, der hænger sammen på lang sigt.

For uanset i hvilket omfang vi tager imod asylansøgere, flygtninge og migranter i de store menneskestrømme og hvilke initiativer, vi etablerer, som hjælper i nærområder eller bringer konflikter til ophør, så står vores værdier lige nu en historisk prøve.

Man skal ikke undervurdere, hvilken betydning det har, at vi som nation reagerer på en ekstraordinær situation, yder vores bidrag til og tager medansvar for at bringe verden i balance. De valg, vi træffer, vil få helt afgørende betydning for hvilket liv, de mennesker, der lige nu er på flugt, vælger at leve på den anden side af krisen. Om de kommer til at tro på det Europa, og det Danmark, som vi tror på. Værdier er ikke meget værd, hvis ikke de gælder, når det gælder.

Leder (pdf)

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge