”Det er et udspil, som giver håb om, at vi nu kan give behandlingen af mennesker med psykisk lidelse et stort ryk i den rigtige retning. Både fordi der er så stort fokus på at sikre opbygning af solid kapacitet i psykiatrien, men også fordi der samtidig er politisk vilje til at tænke nyt.”
Sådan lyder det fra Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, efter regeringen tirsdag præsenterede det samlede udspil til en 10-årsplan for psykiatrien. Under overskriften ”En stærkere psykiatri” ønsker regeringen bl.a. at:
”Udspillet viser nogle klare veje for, hvordan flere patienter kan få behandling i specialiserede tilbud, nært og tæt på, hvor de bor, samtidig med at vi kan sikre hurtigere hjælp i hospitalspsykiatrien til de mennesker, der kæmper med kompleks og svær psykisk lidelse. Der er stort potentiale i at udvikle det nære mentale sundhedsvæsen, men det er afgørende, at vi gør det med tilbud, som er kvalitetsfyldte og som matcher patienternes behov”, siger Dea Seidenfaden.
Med den ny patientrettighed til sammenhængende udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien vil regeringen konkret give børn og unge ret til et samlet forløb med udredning og behandling inden for 60 dage. Om det forslag siger Dea Seidenfaden:
”Det er et stort fremskridt, at regeringen med den nye patientrettighed til børn vil gøre endeligt op med at udredning og behandling er opdelt. Det giver rigtig god mening at hjælpe børn, unge og deres familier, allerede mens udredningen foregår. F.eks. kan tilbud om samtaleterapi og psykologisk støtte til familierne gøre en stor forskel, fordi de står et meget svært sted, når de søger hjælp i psykiatrien. Ideelt så vi gerne, at man sikrede en egentlig ret til straks-behandling meget hurtigt efter man er henvist, så familierne netop kan være sikker på at blive tilbudt hurtig hjælp og behandling.”
Hun roser herudover regeringen for med forslaget om klinikker at tænke nyt for en målgruppe, som ikke bliver grebet godt nok i dag – nemlig børn, unge og voksne med lette til moderate tegn på ADHD og autisme.
”Det er mennesker, som kæmper med udfordringer i skolen, i arbejdslivet og i deres relationer. I dag venter mange alt for længe på udredning i psykiatrien, og får man diagnosen, er det svært at få den hjælp og støtte, som der er behov for i hverdagen, og som vi ved virker. Det er derfor positivt, at man vil bane veje for hurtigere og mere sammenhængende hjælp og tværfaglig behandling til mennesker med lette til moderate tegn på ADHD og autisme,” siger Dea Seidenfaden.