Psykologer siger ja til nye offentlige overenskomster

 I

Det blev et ja fra psykologerne, da medlemmer af Dansk Psykolog Forening stemte om de nye overenskomster (OK21) på det offentlige område i en urafstemning.

86,8 % af stemmedeltagerne stemte ja, mens 8,1% stemte nej og 5,09% stemte blankt.

Eva Secher Mathiasen, formand i Dansk Psykolog Forening, er glad for, at de offentligt ansatte psykologer dermed har godkendt de overenskomstforlig, som Dansk Psykolog Forening sammen med Akademikerne har forhandlet hjem.

– Det har ikke været nemme forhandlinger, fordi Danmark står midt i en samfundskrise. Men i en usikker økonomisk tid sikrer aftalen alligevel en ansvarlig og balanceret lønudvikling, som følger det private arbejdsmarked. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det store flertal af dem, der har stemt, har sagt ja, siger Eva Secher Mathiasen.

OK21-resultatet var til urafstemning blandt Dansk Psykolog Forenings medlemmer fra den 29. marts – 14. april 2021. 21,7 % af de stemmeberettigede deltog i afstemningen.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge