Det blev et stort og tydeligt ja til OK26-aftalen.
94,3 procent har stemt ja til overenskomstaftalen for de kommende tre år. 2 procent stemte nej, mens 3,7 stemte blankt. Stemmeprocenten ligger på 47 procent.
Med aftalen vil lønnen stige gradvist over de kommende tre år for psykologer ansat i kommuner, stat og regioner.
Opbakningen til den nye aftale glæder forperson i Dansk Psykolog Forening Dea Seidenfaden:
”Det er en stærk aftale og et stærkt ja fra medlemmerne i Dansk Psykolog Forening. Aftalen sikrer en reallønsfremgang, der kan mærkes på lønkontoen. Vi tager samtidig vigtige skridt mod et mere fleksibelt og bæredygtigt arbejdsliv, der kan rumme forskellige livsfaser. For første gang får vi en fritvalgsordning og mulighed for barns 0. og 3. sygedag. Så i dag er en god dag for psykologerne i det offentlige,” siger Dea Seidenfaden, der er en del af forhandlingsdelegationen i AC, der er hovedorganisation for de akademiske fagforbund.
Ud over lønstigninger er der opnået en række forbedringer i vilkårene for børnefamilierne og større fleksibilitet i arbejdslivet for alle. Der indføres for første gang en fritvalgsordning, der giver den enkelte medarbejder mulighed for at vælge mellem mere frihed, løn eller pension. Ordningen er kendt fra det private arbejdsmarked, men er et nybrud på det offentlige arbejdsmarked.
Aftalen giver samtidig forældre mulighed for barns 0. og 3. sygedag med løn. Det vil sige, at den dag, hvor man ringes hjem fra arbejde med barn syg, ikke tæller som barnets 1. sygedag. Der bliver samtidig mulighed for at holde barns 3. sygedag. Retten til fuld løn under forældreorlov udvides desuden med to uger.
Aftalen styrker desuden psykologerne som faggruppe i sundhedsvæsenet, understreger Dea Seidenfaden:
”Hver dag løfter psykologerne vigtige opgaver i behandlingen af mennesker med psykisk lidelse. Psykologernes ansvar, faglighed og betydning som en del af kernen i sundhedsvæsenet bliver anerkendt med aftalen. Vi får en ny og klar stillingsstruktur, som giver tydelige karriereveje for psykologerne. Samtidig får psykologerne mulighed for at indgå i vagtarbejdet og et markant højere hospitalstillæg. Det er en sejr. Og det viser, at vores nye sundhedsautorisation åbner døre for os som faggruppe – og gør det muligt at bruge psykologerne mere og bedre til gavn for patienterne,” siger Dea Seidenfaden.