Alle erhvervsdrivende kommer på et eller andet tidspunkt ud for, at en eller flere af deres klienter ikke betaler de fremsendte regninger.

Forebyggelse

Du kan forebygge manglende betalinger og besværet med at inddrive dit tilgodehavende ved fx:

  • at oplyse (gerne mundtligt og skriftligt) din klient om, hvad en behandling koster, inden du aftaler tiden
  • at oplyse din klient om, hvad et afbud koster
  • at oplyse din klient om, at du modtager kontant betaling efter hver konsultation
  • at have terminal til betalingskort i din klinik
  • og at der skal særlige grunde til, at du fortsætter en behandling uden først at have modtaget betaling for den foregående behandling
  • at oplyse ved et lille skilt i din klinik, hvordan betalingsreglerne og afbudsreglerne er

Inddrivelse af tilgodehavende

Når en klient ikke betaler den fremsendte regning, kan du sende klienten en rykkerskrivelse. Du har ret til at opkræve et gebyr på op til 100 kr. for denne rykkerskrivelse. Efter yderligere 10 dage uden betaling kan du fremsende en ny rykkerskrivelse med et yderligere gebyr på op til 100 kr. Dette kan gentages én gang, således at du i alt kan fremsende 3 gebyrbelagte rykkerskrivelser til klienten. Der skal være mindst 10 dage mellem rykkerskrivelserne.

Du kan først kræve morarenter af dit tilgodehavende, når der er gået 30 dage fra fakturadatoen. Renten udgør Nationalbankens gældende udlånsrente + et tillæg på 8 %. Renten reguleres 2 gange om året i henholdsvis januar og juli. Pr. 20. januar 2015 er morarenten 8,05 %.

Reglerne om rykkerskrivelser og renter er fastsat i Renteloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 04/09/2002).

Du kan finde loven på Retsinformation.

Inkasso

Hvis din klient fortsat ikke betaler, har du mulighed for at inddrive dit tilgodehavende ved at bede en advokat om at inddrive det skyldige beløb, eller du kan vælge at sende sagen til inkasso. Du bryder ikke din tavshedspligt ved at udlevere klientens personoplysninger til advokat eller til inkasso. Advokater og personer, der arbejder med inkasso har tavshedspligt.

I fald du ikke ønsker at overdrage sagen til advokat/inkasso, kan du selv rykke din klient eller indgå aftale med din klient. Du kan evt. anvende standarten til frivilligt forlig til sådan en aftale.

I forbindelse med dine egne rykkere, skal du være opmærksom på rentelovens bestemmelser om rykkere og renter. Foreningen har udarbejdet standarder for rykkerskrivelser, som du er velkommen til at benytte. Hent standarden for første rykkerskrivelse her og standarden for anden og tredje rykkerskrivelse her.

Vær opmærksom på, at standarderne ikke kan gøre det ud for juridisk rådgivning. Ingen sager er ens, hvorfor vi opfordrer dig til at søge råd og vejledning, i fald du ikke er sikker på, hvorvidt dit udestående kan inddrives ved hjælp af disse standarder. I fald skyldner efter at have modtaget rykkerskrivelserne fortsat ikke betaler, kan du enten overdrage sagen til inkasso ved advokat eller inkassovirksomhed eller skride til retslig inkasso, enten ved forenklet inkasso eller ved byretten.

Forenklet inkasso

Hvis du har en klar forventning om, at skyldneren er enig i kravet, og at kravet ikke overstiger 100.000 kr. eksklusive renter og omkostninger, kan du benytte dig af den forenklede inkassoproces, også kaldet betalingspåkrav.

Den forenklede inkassoproces er en enkel måde at få rettens hjælp til at opkræve gæld på. Det særlige ved den forenklede inkassoproces er, at du kun skal rette én henvendelse til fogedretten, som både tager sig af grundlaget for og gennemførelsen af et udlæg.

Læs mere om forenklet inkasso på Domstolenes hjemmeside.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge