”I Dansk Psykolog Forening har vi arbejdet målrettet for at påvirke den nye praksisuddannelse for psykologer, så den bliver attraktiv for alle psykologer, og så den kan være med til at sikre høj faglig kvalitet i psykologers arbejde fremover. Det er vi på mange måder kommet langt med. Uddannelsen giver et godt udgangspunkt for at sikre faglig dygtiggørelse af psykologerne, selvom der også er elementer, vi havde ønsket anderledes.”
Sådan lyder det fra Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, efter rammerne for psykologers nye praksisuddannelse er faldet på plads. Uddannelsen skal med den nye autorisationsordning erstatte den eksisterende autorisationsordning som tidligere lå i regi af Psykolognævnet. Sundhedsstyrelsen har ansvaret for den nye uddannelse, og rammerne er udviklet i en arbejdsgruppe hér, hvor også Dansk Psykolog Forening har været repræsenteret og løbende i høringsfasen har spillet ind med psykologfaglige perspektiver.
Rammerne for den nye uddannelse er nedskrevet i ’Bekendtgørelse om psykologers praksisuddannelse’, og udmærker sig på flere områder, mener Dea Seidenfaden. Sundhedsstyrelsen har bl.a. lyttet til Dansk Psykolog Forening ved at nedfælde rammer, der:
”Det er især et kæmpe løft, at det nu bliver et tydeligt delt ansvar mellem arbejdsplads og psykolog at tilrettelægge uddannelsen gennem den uddannelsesaftale, som den nye praksisuddannelse indfører. Jeg er også virkelig glad for, at rammerne for den nye uddannelse sikrer mere styrede uddannelsesforløb generelt såvel som klare uddannelsesveje for selvstændige psykologer,” siger Dea Seidenfaden.
Det sagt, er der også elementer, som Dansk Psykolog Forening gerne havde set som en del af uddannelsen, påpeger hun.
Fx har foreningen i høringssvar og gennem løbende dialog med myndighederne argumenteret for, at den uddannelsesansvarlige for den enkelte psykologs uddannelse uden undtagelse skulle være en psykolog. Dette har man fra myndighedernes side desværre valgt ikke at lytte til. Til gengæld slår bekendtgørelsen endeligt fast, at det alene er psykologer, der kan vurdere psykologfaglige kompetencer.
Den nye toårige praksisbaserede videreuddannelse vil give adgang til titlen: Psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog). Denne titel kan man benytte som psykolog allerede nu, hvis man har opnået titlen via den tidligere autorisationsordning eller meritordningen under den nye uddannelse. Titlen giver mulighed for at varetage en række forbeholdte opgaver og samtidig adgang til forskellige former for videreuddannelse.
Det er forventningen, at det vil blive muligt at begynde på den nye praksisuddannelse i 2027. Forinden skal der udarbejdes og implementeres en målbeskrivelse for uddannelsen, som bl.a. skal beskrive de kompetencer, som psykologen skal opnå som led i praksisuddannelsen. Dansk Psykolog Forening kommer naturligvis også til at engagere sig i dette arbejde, understreger Dea Seidenfaden. Foreningen vil her bl.a. have fokus på at få indskærpet princippet om, at det alene er psykologer, der kan vurdere opnåelsen af psykologfaglige kompetencer.
Indtil den nye uddannelse træder i kraft, kan man som psykolog under uddannelse følge en overgangsordning, der vil løbe frem til udgangen af 2028. Med udgivelsen af bekendtgørelsen kan Sundhedsstyrelsen desuden behandle sager om merit for de psykologer, der ikke nåede at få deres sager behandlet, inden Psykolognævnet lukkede i 1. januar 2026.
Læs bekendtgørelsen for den nye praksisuddannelse for psykologer
Mere information om den nye praksisuddannelse for psykologer