Der skal etableres en ny tilgang i børnesager med familier med grønlandsk baggrund. Det meddeler Social- og Boligministeriet, som i en pressemeddelelse uddyber, at den danske regering og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, er blevet enige om at afskaffe brugen af standardiserede psykologiske tests i de konkrete undersøgelsessager og i stedet vil etablere en særlig enhed med kendskab til grønlandsk sprog og kultur, der i stedet skal bistå kommunerne i sagerne.
Dansk Psykolog Forenings forperson Dea Seidenfaden har bedt socialminister Sophie Hæstorp Andersen om et møde om sagen og ønsker i den forbindelse for at få afklaret, hvilken betydning beslutningen får for bl.a. de børnesagkyndige psykologer, der arbejder på området med udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelser og andre undersøgelser. Hun siger om aftalen:
”Den danske og grønlandske regering har truffet en politisk beslutning om, hvordan kommunerne skal håndtere undersøgelsessager af familier med grønlandsk baggrund i Danmark. I Dansk Psykolog Forening venter vi nu på at se det konkrete lovforslag. Vi finder det helt afgørende, at der er tydelighed i de nye retningslinjer omkring, hvilken rolle psykologerne skal spille i opgaveløsningen, og hvordan man vil sikre, at kommunerne kan træffe oplyste beslutninger om, hvad der er bedst for børnene,” siger Dea Seidenfaden.
Dansk Psykolog Forening har længe arbejdet med området i tæt dialog med foreningens Selskab for børnesagkyndige psykologer. Foreningen har holdt møder med Socialstyrelsen, VISO (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation) og Psykolognævnet. Foreningen har blandt andet informeret myndighederne om, hvordan psykologerne arbejder på området – herunder hvordan det er en del af deres faglige fundament at anvende testene med kulturel hensyntagen, forsigtighed og eventuelle forbehold.
Hertil har foreningen søgt afklaring på, hvilke krav og retningslinjer psykologerne skal følge, og konkret foreslået myndighederne at oprette et rejsehold af bl.a. specialiserede psykologer, som ville kunne assistere kommunerne, når der skal laves forældrekompetenceundersøgelser i sager med grønlandske familier.
Derfor ser Dansk Psykolog Forening også positivt på den del af den nye aftale, der handler om at etablere en særlig enhed med indgående kendskab til grønlandsk sprog og kultur. Forperson Dea Seidenfaden opfordrer til at sikre en stærk psykologfaglighed i denne:
”Dansk Psykolog Forening har selv foreslået et rejsehold af bl.a. specialiserede psykologer med indgående kendskab til grønlandsk kultur, der kan være med til at understøtte kommunernes sagsbehandling. Vi har desuden længe arbejdet for at skabe politisk lydhørhed for en certificeringsordning for psykologer, som laver specialistundersøgelser i det familieretlige og socialfaglige system, med det formål at sikre et højt fagligt og ensartet niveau i processen omkring børnesager,” siger hun.