Regionalt og kommunalt ansatte stiger i løn pr. 1. oktober 2024

Publiceret 18.09.2024 Af nyhedsredaktionen

Er du ansat i en region eller en kommune, så stiger du i løn d. 1. oktober 2024. Lønstigningerne er en del af overenskomstresultatet fra foråret 2024, der nu bliver udmøntet.

I regionerne stiger lønnen 1,39%. Er du ansat i en region og har en løn på 45.000 kr. om måneden, så stiger din løn altså ca. med 625 kr. pr. måned.

Er du ansat i en kommune er lønstigningen pr. 1. oktober 2024 på 1,3 %. For en autoriseret psykolog på løntrin 8 svarer det til en månedlig lønstigning på ca. 600 kr. pr. måned.

Statsansatte fik højere lønstigninger i april 2024 end de øvrige offentligt ansatte og må derfor stå over denne gang.

Næste lønregulering for alle offentligt ansatte er d. 1. april 2025, hvor pensionsprocenterne også stiger.

Du kan se de gældende lønninger pr. 1. oktober 2024 for stat, region og kommune.

Som medlem af Dansk Psykolog Forening kan du i øvrigt benytte vores lønberegner, hvor du kan tjekke lønniveauet inden for dit arbejdsområde. Du kan også tjekke lønnen inden for andre arbejdsområder og bruge den som et stærkt værktøj, når du forbereder lønforhandling eller søger nyt job.

Privatansatte

For privatansatte udarbejder Dansk psykolog Forening hvert år en lønstatistik. Se statistikken for 2023.

Det er vigtigt for privatansatte psykologer, at statikken er så retvisende som muligt. Du kan derfor som privatansat hjælpe dig selv og dine privatansatte kollegaer ved at besvare lønundersøgelsen, når du får invitation til at deltage i det hvert efterår.

Er du privatansat og får ikke invitation til undersøgelsen, skyldes det, at du ikke figurerer i medlemssystemet som privatansat. I så fald må du meget gerne logge ind på Mit DP og opdatere din arbejdsplads.