Regionernes udbud risikerer at forringe behandlingstilbud til unge med angst og depression

Publiceret 17.06.2026 Af nyhedsredaktionen

“Kvalitet koster, og vi kæmper fortsat for, at udbuddet ikke svækker vilkårene for behandlingen,” siger Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening, efter at to regioner har sendt behandlingen af unge med angst og depression i udbud på ringere vilkår end i den tidligere ordning.

Regionerne skal fra oktober overtage ansvaret for behandlingen af de 18-24-årige med angst og depression. Opgaven har hidtil været løst af ydernummerpsykologer gennem psykologordningen.

Som led i overgangen vil regionerne etablere nye klinikker landet over, hvor der ansættes psykologer. Det dækker dog hverken behovet eller geografien. Og samtidig har regionerne brug for at tilknytte selvstændige psykologer, så de unge kan få behandling inden for de lovfastsatte 30 dage.

Region Syddanmark og Region Midtjylland har valgt at sende opgaven i udbud med en maksimal timepris, der ligger under det honorar, som psykologer på praksisoverenskomsten hidtil har løst opgaven for. Samtidig lægger udbuddet op til, at opgaven går til den psykolog, der byder den laveste pris.

Det møder skarp kritik fra Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, der mener, at vilkårene i udbuddet risikerer at svække kvaliteten. Samtidig gør vilkårene det sværere at tiltrække de selvstændige psykologer, som regionerne har brug for, hvis de skal overholde behandlingsgarantien og give de unge ordentlig hjælp.

“Unge med angst og depression har brug for specialiseret psykologfaglig hjælp. Hvis vi vil sikre et behandlingstilbud, der reelt hjælper de unge tilbage til hverdagen, uddannelse og et liv med bedre trivsel, så skal rammerne være i orden. Det nye udbud er en forringelse af vilkårene sammenlignet med den tidligere ordning. Det har aldrig været meningen, at dette skulle være en spareøvelse. Kvalitet koster, og vi frygter et ræs mod bunden med de nye udbud,” siger Dea Seidenfaden.

Alle fire regioner indfører samtidig et loft på otte konsultationer. Selv om der er mulighed for at blive genhenvist, ser Dansk Psykolog Forening intet fagligt belæg for det nye loft, da gruppen af unge har meget forskellige behov og vidt forskelligt funktionsniveau.

“Vi er ret bekymrede for, at et fast loft på otte samtaler vil ramme de mest sårbare unge hårdest. Nogle unge kan have gavn af et kort forløb, mens andre har brug for mere tid. Hvis behandlingen stopper for tidligt, risikerer vi, at problemerne vokser, og at flere unge senere får brug for hjælp i psykiatrien, der i forvejen er meget presset på kapacitet,” siger Dea Seidenfaden.

Dansk Psykolog Forening mener dog, at det er positivt, at regionerne med udbuddet slår fast, at behandlingen af de unge med angst og depression også fremover skal varetages af psykologer.

”Det er helt afgørende, at psykologfagligheden står stærkt, og psykologerne vil gerne bidrage til at løse de store udfordringer med unges mistrivsel og psykisk lidelse. Men det kræver, at regionerne ikke alene går efter den laveste pris, men også sikrer faglighed, kvalitet og ordentlige rammer for behandlingen. Det er ikke en kritik af de psykologer, der byder ind på opgaven, men af de rammer, som flere regioner sætter for opgaveløsningen,” siger Dea Seidenfaden, der i den seneste tid har været i tæt dialog med regionerne om foreningens kritik.

Hun understreger samtidig, at Dansk Psykolog Forening fortsat kæmper for, at Region Nordjylland og Danmarks største region, Region Østdanmark, kommer med udbud rettet mod de selvstændige psykologer, der ikke svækker vilkårene og kvaliteten i behandlingen af de unge med angst og depression.