Regnestykker

 I

Vi hører historien med jævne mellemrum i medierne: Flere og flere børn proppes ind i landets vuggestuer, børnehaver og skoleklasser, mens der gang på gang spares på de voksne professionelle, som skal tage vare på børnene.
Fx er der kommet 1,5 flere elever i landets folkeskoleklasser i 2016 sammenlignet med 2009, viste tal fra Danmarks Statistik, som fagbladet Folkeskolen bragte sidste år. Og normeringerne i vores daginstitutioner er de laveste i årtier, viste tal fra FOA: I 1972 passede hver pædagog 3,4 børn i vuggestuen, i 2014 var tallet steget til 6,3 børn per voksen, mens børnehavernes normering i perioden steg fra syv børn per voksen til 11,2 børn per voksen.

Foreløbigt har det dog været småt med viden om, hvad tendensen reelt betyder for børns udvikling og trivsel – rent samfundsøkonomisk. Men det emne har tænketanken CEVEA nu forsøgt at sætte fokus på, da den i maj offentliggjorde to nye analyser om de samfundsøkonomiske effekter af at investere i folkeskolen og sociale indsatser målrettet børn og unge.

Med analyserne skriver CEVEA sig ind i de seneste par års debat om dynamiske effekter af regeringens økonomiske politik. En debat, der i sin kerne handler om, hvorvidt de regnemodeller, som Finansministeriet bruger til at forudsige, hvordan mennesker opfører sig og træffer valg i konkrete situationer, og som herefter bruges til at budgetlægge og lave politik efter, holder stik i virkelighedens verden. Det er en vigtig debat. For den handler også om, hvilket samfund vi gerne vil have, og hvordan pengene bruges bedst.

Regnemodeller kan være et godt redskab til langsigtet planlægning. Vi kender alle til at lægge planer for, hvordan vi bedst administrerer vores indkomst, så vores hverdag og langsigtede planer hænger sammen økonomisk, og så vi får opfyldt de ønsker og behov, vi har. Det giver god mening, at vi forsøger at forudsige fremtiden, når vi skal træffe økonomiske valg – at vi har noget at læne os opad. Sådan gør vi også, når vi planlægger byer, bygger et hus eller starter en virksomhed. Men regnemodeller fortæller os ikke nødvendigvis hele sandheden om, hvordan verden vil tage sig ud, hvis vi træffer ét økonomisk valg frem for et andet. Resultatet kommer helt an på, hvad vi vælger at lægge ind i regnestykket, hvilke teser, vi på forhånd har om effekterne, og ikke mindst på hvilke områder, vi vælger at indregne og måle effekterne.

Når en regering vælger at spare på de offentlige udgifter – fx for at få råd til skattelettelser og dermed at kunne påvirke samfundets velstandsniveau på lang sigt – eller modsat at øge de offent – lige udgifter med samme formål, har Finansministeriet ikke haft tradition for at indregne, hvad effekterne af besparelserne har på arbejdsudbuddet og produktiviteten i samfundet. Man har så at sige antaget, at effekten var lig nul, som de økonomiske vismænd skrev i en rapport sidste år. Det fik vismændene til at foreslå, at Finansministeriet fremover bør se tingene i en sammenhæng, når effekten af økonomiske tiltage skal analyseres – de såkaldte dynamiske effekter. For hvordan en skattelettelse, der finansieres af, at vi skærer på de offentlige udgifter, vil komme til at virke på velfærden, vil naturligvis afhænge af, hvordan den konkret udmøntes. Og omvendt: Hvordan en øget offentlig investering vil påvirke velfærden og samfundsøkonomien, afhænger naturligvis af, hvordan de flere penge, der skal bruges, bliver finansieret på skattesiden. Vismændene gav et eksempel: Børnefamilier. De havde lavet en effektanalyse af, hvad tilskud til børnepasning og normeringen i daginstitutioner betyder for forældres beskæftigelse og aktivitet på arbejds markedet. Den viste groft sagt, at det ikke er prisen for pasning, der betyder noget for, om og hvor meget småbørnsforældre arbejder, men derimod hvor mange voksne per barn, der er i vuggestuen og børnehaven, hvor deres barn går. Jo lavere antal børn per voksen, jo mere beskæftigelse for forældrene, jo bedre for arbejdsmarkedet.

Det er det emne, CEVEAs notater handler om. I det ene notat har CEVEA undersøgt, hvordan en økonomisk indsprøjtning på 3,5 mia. kroner, der sikrer 10 procent færre elever pr klasse i folkeskolen, påvirker karaktererne hos eleverne og senere deres produktivitet, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Konklusionen lyder, at de 3,5 mia. kroner fører til en stigning i BNP på ca. 27 mia. kroner sammenlignet med i dag, fordi eleverne som voksne forventes at blive mere
produktive og dermed gør samfundet som helhed rigere.

I det andet notat viser tænketankens udregninger, at sociale udgifter på 15 mia. kroner om året målrettet børn og unge har positive dynamiske effekter for mellem 2,9 mia. og 8,6 mia. kroner på de offentlige finanser – på grund af de gavnlige virkninger, foranstaltningerne har i forhold til at få folk i beskæftigelse og forhindre fremtidige udgifter for det offentlige i forhold til at tage sig af disse mennesker, som der står i notatet.

Man skal være kritisk over for alle regnestykker. Både Finansministeriets, centrum- venstretænketanken CEVEAs og også den borgerligliberale tænketank CEPOS, der meldte sig ind i diskussionen om dynamiske effekter med et polemisk indlæg om, at gratis biblioteker gør det attraktivt at være på overførselsindkomst. Der er store interesser på spil. Men også helt klassisk god fornuft. Det handler om, hvad vi regner på, når vi regner.

Vi bør kræve, at den research, der laves, når regnemodeller laves, er baseret på forskningsbaseret viden og den virkelighed, mennesker lever i – og ikke blot de udvalgte dele af den, der giver de resultater, der passer med den ideologi, man for eksempel måtte have.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge