Så skal der kæmpes

 I

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er i gang. Finansministeren har, godt sekunderet af alle de medievante bankøkonomer, kridtet banen op: Der er ikke råd til lønstigning denne gang – snarere tværtimod. Selv om vi ikke har modtaget en SMS fra finansministeren med opfordring til 25 procents lønnedgang, er det mørke skyer, der hænger over forhandlingsbordene.

Ud over den manglende økonomiske ramme bliver vi mødt med krav om forenkling af overenskomsten: Gamle tillæg skal falde bort. I kommunerne er det autorisationstillæg samt PPR-tillæg, man vil af med, og i Forsvaret er det udrykkertillægget til psykologer, som arbejder i krigsområder, der ønskes ændret. Mantraet er, at alt skal aftales lokalt fremover – hvis vi altså siden hen lokalt kan blive enige!

Og det har vi jo prøvet, faktisk igennem 16 år med lokal løndannelse – eller Ny Løn, som det hed i 1997. I de 16 år har vi oplevet, at de lokale arbejdsgivere gang efter gang har gjort det sværere og sværere at forhandle lokalt. Det, der var tænkt som forhandlinger mellem den lokale tillidsrepræsentant og den lokale leder, er reelt i de fem regioner blevet til forhandlinger mellem organisationerne og regionernes centrale HR-afdelinger.

Det er der ikke meget lokalt præg over. Tiden er derfor ikke til at satse mere på dette system.

Vi kan derfor ikke acceptere at skulle flytte velerhvervede centralt aftalte tillæg til de lokale forhandlinger, hvor modparten enten fokuserer på besparelser eller alene ønsker promillestore (dvs. bittesmå) lønstigninger. Vi må fastholde vores centralt aftalte tillæg, der trods alt sikrer, at der gives tillæg for dokumenterede kvalifikationer og belastende opgaver, som psykologer påtager sig.

Der er ingen tvivl om, at reguleringsordningen også bliver et vigtigt forhandlingstema denne gang. Dette redskab skal sørge for, at offentligt ansatte følger med lønudviklingen i den private sektor, og dermed sikre, at reallønnen bevares. Herudover må vi forsøge i fællesskab at finde modeller, som sikrer tryghed i ansættelsen og flere job til nyuddannede.

Det er i korthed opgaverne ved OK 13, og de er bestemt værd at kæmpe for. Det er ikke gammeldags fagforeningsretorik, men et påtrængende behov af dags dato: Lad os nu stå sammen om denne opgave.

Leder (PDF)

Kommentarer
  • Johanne Bratbo
    Svar

    En kamp med mange dilemmaer

    Kære Eva!
    Den aktuelle OK forhandlingsrunde rummer åbenlyse store udfordringer – og måske kamp i sidste ende.
    Der er tale om tillæg som er tilkæmpet i flere omgange både i forhold til kommunerne – og også psykologerne i militæret. Og lige nu er der ikke noget der i kommunernes økonomiske situation tilsiger at det vil være en let gang på jorden at forhandle vilkår lokalt.

    Dilemmaet bliver de unge psykologer, som ikke kan komme ind i stillinger i det offentlige, herunder PPR – også lønningerne vurderes for høje og der en konkurrence i forhold til andre faggrupper som led i en opgaveglidning.

    Så held og lykke med at gå på ‘to ben’ – at beskytte ‘de gamle’ psykologer mod forringede vilkår – og ‘de unge’ i forhold til et lønperspektiv fremover, men også et jobperspektiv overhovedet.

    Bedste hilsner
    Johanne

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge