Sammen er vi bedst

 I

Det gjorde indtryk på mange, da Dagbladet Information udkom onsdag 14. september. ”Opråb fra psykiatrien: Vi gør børnene mere syge – ikke raske” stod der på forsiden af avisen.
Opråbet kom fra 50 specialpsykologkandidater og yngre læger ansat i uddannelsesstillinger i børne- og ungdomspsykiatrien i hele Danmark. De var gået sammen om at skrive et åbent brev til dem, der tager beslutningerne i det danske sundhedsvæsen: Sundhedsministeren, ordførerne i Folketinget og regionsrådsformændene.

Baggrunden og budskabet var helt klart – de betingelser og den styringsform, som børne- og ungdomspsykiatrien er underlagt, er ikke forsvarlig og hæmmer i betydelig grad muligheden for, at børn og familier kan få den hjælp, de har brug for.
Psykologer og læger skal stille diagnoser, udrede og behandle. Men man kan ikke udrede, behandle og tage ordentligt vare på psykisk sårbare børn på en faglig forsvarlig måde i et system, styret af succeskriterier, der alene fokuserer på tempo og produktivitetsgevinster. Det er måske meningsfuldt på en bilfabrik, men ikke i psykiatrien, hvor det er mennesker med psykiske lidelser, der er i de professionelles hænder – og hvor det vigtigste mål bør være, om de får det bedre.

”Barnet er ligesom karrosseriet på en bil, som blot køres på samlebånd gennem fabrikken, mens robotter monterer motor og andre dele på bilen, inden den står som færdigt produkt. Kvaliteten af bilen forholder man sig ikke til – bare det er gået hurtigt,” som de 50 psykologer og læger skriver.

Konsekvensen er i bedste fald børn, der ikke får den udredning og behandling, de har brug for – og i værste fald at de bliver mere syge, end de var, da de og deres forældre første gang trådte inden for i psykiatrien, skrev de. Konsekvensen er også, at samfundet går glip af alle de unge, dygtige og engagerede psykologer og læger. For de siger op og finder arbejde et andet sted, måske på det private arbejdsmarked, der ikke er underlagt de samme forstyrrende krav.

Det gjorde indtryk på mange at læse det brev. Det gjorde indtryk på politikerne, som brevet var stilet til, og som efterfølgende stod i kø for at følge op på budskabet. Det gjorde indtryk på pressen, der kørte historien dagen igennem på alle medieplatforme. Det gjorde indtryk på offentligheden, der delte det åbne brev tusindvis af gange på de sociale medier – og fik adskillige frustrerede forældre, der selv har børn i psykiatrien, til at bestorme Information med vidnesbyrd om deres oplevelser.
Det gjorde også indtryk på os, psykologerne og brevskrivernes kollegaer. For mange af os kan nikke genkendende til det, vi læste. Også selvom vi ikke er ansat i børne- og ungdomspsykiatrien – men på andre offentlige arbejdspladser, der er underlagt tilsvarende styringsformer og rammebetingelser af velmenende politikere, der delegerer opgaven videre til driftsledere, der ved meget om at spare penge, men ikke så meget om mennesker og deres udvikling. Og derfor går det på mange områder ikke så godt for projekt mere sundhed for pengene.

Man kan derfor kun tage hatten af for de modige psykologer og læger, der har valgt at optræde med navns nævnelse i det åbne brev. Det er ikke risikofrit. Selvom der er megen snak om whistleblowers i det offentlige, har det at blæse i fløjten erfaringsmæssigt vist sig at være en dårlig karrierevej for de fleste. Fx i sager om dansk forsvar. Eller – som man kunne læse i det forrige nummer af Magasinet P – den australske psykologformand, der valgte at fortælle om forholdene i en flygtningelejr. Men dette tilfælde er noget andet – og bemærkelsesværdigt: Psykologerne blæser ikke alene i fløjten. Men sammen med vores kollegaer fra en anden faggruppe, lægerne.

Lige præcist det brev og det initiativ – begået af psykologer og læger fra den unge generation, sammen – viser vejen frem. For den gode behandling af psykisk sårbare og af mennesker med psykiske lidelser kan ikke klares af hverken psykologerne eller af lægerne alene. Vi har brug for hinandens ekspertise. Derfor har vi også brug for at stå sammen, når rammerne for vores arbejde ikke gør det muligt at levere det, som borgerne har brug for.

Også derfor gjorde det indtryk at læse brevet fra de 50 yngre professionelle. Et sådant fælles fodslag er næsten historisk – i hvert fald har psykologer og læger traditionelt ikke stået sammen for at råbe ledelsen op. ”Det er jo en lille revolution: At vi to faggrupper stiller os sammen på den her måde og går ud med det budskab,” som Anette Pilegaard, specialpsykologkandidat og en af medunderskriverne på det åbne brev, siger det i dette nummer af Magasinet P.

Lad os fortsætte det gode arbejde sammen. Psykologer og læger. Men også sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere og alle andre faggrupper. Vi må være sammen om at oplyse politikere og embedsværk om, at det er vigtigere, at det går godt, end at det går hurtigt.

Leder (pdf)

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge