Sølv i økologi til DP´s kantine i København

 I

Af Monica Lorenzo Pugholm

Dansk Psykolog Forenings kantine i København har netop fået sølv i økologi.

-Vi er rigtig stolte over at have opnået sølvmærke i økologi, fortæller Anja Fordsmann, kantineleder i Dansk Psykolog Forening. Sammen med sine medarbejdere har hun arbejdet målrettet for at opnå det statskontrollerede økologiske sølvmærke.

Som kantineleder har hun stort fokus på bæredygtighed, minimering af madspild og på at sørge for, at den mad, som serveres, er så Co2 neutral som muligt. Det kræver både overblik, fantasi og kreativitet, når der skal laves mad i hverdagen.

– Vi omdanner fx brødskorper til knækbrød og nyt brød, ligesom rester fra tomatsalat samles, fryses ned og omdannes til hjemmelavet ketchup. Når vi serverer blomkålshummus til frokost, er den også lavet af blomkålens blade og stokke.

På samme måde bruger kantinen også skræller til kage og desserter.

– Den gulerodskage, vi serverede forleden, er lavet på gulerodsskræller, og når vi serverer æblemos, er det æbleskrog, vi har kogt.

Udover at gøre en kæmpe forskel for miljøet er Anja Fordsmann især glad for, at medlemmer af Dansk Psykolog Forening tager så godt imod foreningens initiativer for bæredygtighed og økologi.

– I starten var vi lidt nervøse for, hvad medlemmerne mon ville sige til, at vi ikke længere serverer oksekød, ged og lam. Men vi får kun ros fra vores medlemmer, og det betyder alt.

Det Økologiske Spisemærke er en statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder, som viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske.

Både offentlige og private spisesteder kan få Det Økologiske Spisemærke. Det findes i tre udgaver; guld (90-100%), sølv (60-90%) og bronze (30-60%).

Kilde: Miljø og Fødevareministeriet 

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge