Sparerunde efterlader alvorligt syge børn med kun én psykolog – og nu ryger den sidste

 I

Af Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening. Indlæg bragt på Politiken den 24. januar 2017.

De fleste kan nok levende forestille sig, hvor hårdt det må være for kroppen at blive ramt af kræft, sukkersyge, en blodprop, demens eller andre livstruende sygdomme. Hvad færre nok ved, er, at ikke kun kroppen, men også sindet betaler prisen. Færre endnu ved formentlig, at det ikke kun er den syge, men også personens nærmeste familie og venner, som bliver påvirket psykisk og fysisk af et alvorligt og langtrukkent sygdomsforløb.

For nylig kunne man læse i Berlingske, at Københavns Kommune planlægger at indføre et nyt støttetilbud til pårørende til kronisk syge. I artiklen begrunder kommunen sin nye indsats med en række videnskabelige undersøgelser, der viser, at pårørende til personer med langvarig sygdom selv udvikler symptomer som for eksempel stress, mistrivsel og nedtrykthed. Andre undersøgelser, der henvises til i artiklen, viser desuden, at pårørende til demenspatienter selv er i seks gange højere risiko for at udvikle sygdommen, når de sammenlignes med ægtefæller, som ikke lever sammen med folk med demens. En forklaring lyder ifølge artiklen, at den langvarige psykiske belastning, som pårørende udsættes for, kan påvirke og slide på hjernen.

Når kommunalpolitikerne i Københavns Kommune vælger at bruge penge på den slags støttetilbud, skal man ikke være blind for, at der formentlig ud over en politisk holdning også ligger en kalkule forud for beslutningen. En kalkule, der har vist kommunens politikere, at det både menneskeligt og økonomisk kan betale sig at forebygge udviklingen af psykiske lidelser. Alternativet er jo, som undersøgelserne viser, at pårørende til kronisk og alvorligt syge selv risikerer at ende som tal i kommunens statistik over langtidssygemeldte borgere. Eller som skoleelever, der ikke får gennemført afgangseksamenen. Dette er et problem, som en spørgeskemaundersøgelse fra Bedre Psykiatri for nylig kastede lys over: Her svarede 25 procent af de adspurgte forældre med et langvarigt kronisk sygt barn, at de forventer, at deres barn ikke gennemfører folkeskolen. Ofte fordi børnene er for syge til at gå i skole, men også fordi børnene ikke har lyst til at gå i skole eller mistrives, forklarer de adspurgte forældre i undersøgelsen.

Når man tænker over det, kræver det sådan set ikke en eksperts indsigt i området at komme frem til samme konklusion som politikerne i Københavns Kommune. Derfor kan det undre, at regionspolitikerne i Midtjylland har besluttet sig for at gå den stik modsatte vej.

Før jul bragte både JP Aarhus og Århus Stiftstidende en historie om en større fyringsrunde på Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Afdelingen har på tre år måttet vinke farvel til cirka 70 medarbejdere, heriblandt specialiserede psykologer, sygeplejersker og speciallæger. I dag er der kun én psykolog ansat på afdelingen, som behandler nogle af landets mest syge børn. De indlægges med kræft, gigt, diabetes eller andre livstruende, opslidende og ofte kroniske sygdomme, og mange af dem, der overlever behandlingen, skal lære at leve et liv, hvor de er tvunget til at tage medicin dagligt resten af livet. Børnene skal også lære, hvordan de får mest muligt ud af livet uden at tænke for meget over den mørke sky, der for bestandigt hænger over deres hoveder, og det kan være svært at acceptere, at man skal leve med mærkaten ’syg’ resten af livet. Forældrene skal lære, hvordan de bedst kan agere over for børn, der måske ligger i isolation, og hvor frygten for at miste barnet på en gang er konkret og overvældende.

Det er den slags specialiseret viden, som Børneafdelingens psykologer indtil videre har hjulpet børn og forældre med, og som forsvinder, når den sidste fastansatte psykolog skæres ud af afdelingens budget i løbet af i år. Selvfølgelig kan man købe sig til den slags hjælp, hvis man ellers har penge nok. Men hvad med de kronisk syge børn og deres forældre, som tilfældigvis har bopælsadresse i Region Midtjylland? Burde den psykologhjælp, som får børn og familier mere nænsomt gennem et svært forløb, og som samtidig kan være medvirkende til at styrke effekten af den somatiske behandling, ikke være en naturlig del af sundhedsvæsenet for alle børn? Jo, hvis man tager med, at både krop og sind er bedre hjulpet på den måde.

Alternativet, som i disse måneder rulles ud i Region Midtjylland, er et offentligt sundhedssystem, som baner vejen for et socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt mere ulige samfund, og det kan ingen vel være interesseret i. Og selv hvis man ser bort fra de samfundsmæssige implikationer af sparerunden og udelukkende fokuserer på det sundhedsfaglige raison d’être bag beslutningen, er det svært at få øje på fornuften. For faktum er, at kronisk sygdom er en kompleks størrelse, der ikke kun kan behandles med piller, operationer eller andre medicinske løsninger, men også kræver en tværfaglig, helhedsorienteret indsats.

Det synspunkt behøver jeg som psykologformand ikke at stå til indtægt for alene. Her vil jeg blot give ordet til Troels Herlin, professor og overlæge i gigtsygdomme på Aarhus Universitet, som udtrykte sit syn på besparelserne på Aarhus Universitetshospital i Magasinet P i januar måned:

– Vi har nogle kategorier af syge, hvor den psykologiske, sociale og udviklingsmæssige belastning er så massiv, at vi burde kunne sætte ind med alle midler. Det er ikke nok bare at tage en tablet op af lommen.”

Her er det vigtigt at bemærke, at børn og forældre ikke får den nødvendige psykologiske hjælp, hvis sygeplejersken eller lægen i farten lige tager en snak med dem. Dels fordi farten i sundhedsvæsenet er for høj, dels fordi den specialiserede sundhedspsykologiske viden og færdigheder ikke kan erstattes af andre faggrupper, når den sidste psykolog afskediges efter ønske fra regionens politikere.

Man kunne i stedet ønske sig, at regionsrådet i Midtjylland var mere interesseret i at træffe beslutninger, som både ligger tættere på den viden, vi har om den bedste behandling, og som samtidig undgår at skabe større ulighed blandt de børn og familier, som rammes af besparelserne.

Se indlægget på Politiken her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge