Stress og arbejde sender mænd til psykolog

 I

Presseklip: Det er især stress og problemer i forhold til jobbet, der er årsagen, når mænd søger psykologhjælp. Til gengæld gør de det sent.

Stress og arbejdsrelaterede problemer er den mest markante årsag, når mænd søger hjælp hos en psykolog. Det viser en endnu ikke offentliggjort rapport fra Dansk Psykologforening, hvor 547 privatpraktiserende psykologer er blevet spurgt, hvilke problemstillinger der ligger bag, når klienter opsøger en psykolog, skriver Fagligt Fælles Forbund.

Undersøgelsen viser, at den største gruppe af mænd, der opsøger en psykolog er i 34-45-års-alderen, og at stress og jobbet er den hyppigste årsag, derefter kommer angst og depression, sex og samlivsproblemer. 85 procent af psykologerne mener, at kvinder er de hurtigste til at søge hjælp, noget tyder på, at mænd skal have et ekstra skub, idet 53 procent af psykologerne siger, at mændene opsøger dem på opfordring af andre.

– Lige nu tror jeg, at både mænd og kvinder presser sig selv rigtig hårdt og føler, at de sidder yderst på stolen i forhold til deres arbejdsliv, siger formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen til 3F.

Samtidig siger hun, at der er en særlig udfordring i forhold til mænd, fordi de er tilbøjelige til at skubbe problemer i håbet om, at “det går nok over af sig selv”.

– Jeg så gerne, at vi tog ordentligt fat i den problemstilling. Mænd er dem med ”de brede skuldre”, der presser sig selv for langt, før de søger hjælp. De skubber problemer foran sig og undgår hjælpen, før de er pisket til det. Måske derfor ser vi også, at de oftere end kvinder griber til de mere drastiske metoder – prøver om rebet kan holde eller hopper ud foran et tog for eksempel, siger Eva Secher Mathiasen til 3F.

Fagbladet 3F, den 10. juni 2013

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge