Summerschool: Lad dig ikke begrænse af fastlagte karriereveje

 I

Dansk Psykolog Forenings Summerschool startede op i går i Stockholmsgade. Læs reportagen her.

Tekst og video af Caroline Appel Pallesen

Det er første dag i Dansk Psykolog Forenings sommerskole for nyuddannede og ledige. Klokken har slået 9, og de nyankomne kursister har sat sig til rette ved bordene i lokale 2A i Dansk Psykolog Forenings hus i Stockholmsgade. Ved hvert bord ligger anrettede foldere med dagens oplægsmateriale og et special-edition DP-kladdehæfte øverst.

Kursisterne falder i snak ved bordene over kaffe og morgenbrød, og en fortæller, at hun glæder sig til at blive klogere på praksisfeltet. Hun hedder Maja og er nyuddannet: ”Jeg har ikke været super forberedt på, hvad jeg skulle ud til i den virkelige verden. Jeg ved godt, hvordan jeg skal agere på studiet og i den akademiske verden, men ude i praksisfeltet har jeg ikke helt vidst, hvad jeg gik ind til”, fortæller hun over morgenmaden: ”Jeg er ikke helt inde i, hvordan man får sin autorisation, hvordan det er at være ny på en arbejdsplads, og hvordan man forholder sig til lønforhandling. Så jeg glæder mig til at høre om nogle af de helt generelle og lavpraktiske ting, der venter mig”.

En anden kursist blev færdiguddannet i 2012 i Sudan og deltager i sommerskolen for at blive en del af det danske psykologsamfund og for at netværke med andre psykologer: ”Jeg håber, at det vil åbne nogle muligheder for mig at forstå det danske system bedre, så jeg kan finde min vej ind på arbejdsmarkedet som psykolog”, fortæller hun og kalder efter en kvindelig psykolog, som søger hen til et nyt bord, da hun ser, at hendes stol er blevet taget: ”Kom tilbage, kom tilbage.”

Dagens skema lyder på morgenmad fra kl. 9-10. Velkomst og introduktion til sommerskolen ved foreningens chefkonsulent, Niels Kjeldsen fra kl. 10-12 efterfulgt af frokost og dagens sidste oplæg ved arbejds- og organisationspsykolog samt medlem af Dansk Psykolog Forenings bestyrelse, Arne Grønborg fra 13-15.

Niels Kjeldsen kalder ind til velkomst, og dørene lukkes i. Som den første i rækken afholder Niels Kjeldsen den første af de 10 workshops, som hver varer to timer, og som afholdes over sommerskolens fem dage. Niels Kjeldsen byder velkommen og fortæller om Dansk Psykolog Forening, om psykologernes lønvilkår og om, hvor arbejdspladserne er henne for psykologer.

Lad dig ikke begrænse
Efter frokost går Arne Grønborg på. Han sidder blandt andre bestyrelsesposter i Dansk Psykolog Forenings bestyrelse som det hidtil længst siddende medlem med 17 år på posten. Hans vigtigste budskab til den jobsøgende psykolog er, at man skal kaste sig ud i det, og at man ikke skal lade sig begrænse af forudindtagede karriereveje: ”Der er ikke nogle områder, som psykologien ikke kan rumme. Det er den kæmpe fordel, vi har med psykologi, at den kan bruges i alle sammenhænge, fordi det er noget med relationer og mennesker, der løser opgaver sammen”.

Arne Grønborgs egen karrierevej slår snikler ud i afkroge, som måske strider med den traditionelle opfattelse af psykologjob. Han har fx været ansat som eneste psykolog i enheden for kontrolrumsdesign hos Rambøll. Her fik han indflydelse på indretningen af metrosystemet og på samspillet mellem menneske og maskine. Intentionen om at begrænse antallet af selvmord spillede for eksempel ind på beslutningen om, at dørene til metrosporerne først åbner, når metroen holder stille på perronen.

Arne Grønborg siger, at det er vigtigt at gøre sig kendt som psykolog – særligt hvis man er den første og eneste psykolog på arbejdspladsen: ”Sørg for at komme i de rigtige fagblade,” siger han og fortæller om, hvordan det hjalp til at positionere ham selv som den eneste psykolog i ingeniørvirksomheden Rambøll at komme i ingeniørenes fagblad Ingeniøren – ”Der, hvor sandheden står” – indskyder han med vittig mine, som vidner om, at han taler af erfaring om mødet med den naturvidenskabelige ingeniørstand hos Rambøll som humanistisk psykolog.

Nogle gange skal man tage en omvej
Arne Grønborg beder kursisterne tænke tilbage på, hvornår de selv blev klar over, at de ville være psykologer: ”Min tese er, at det der med at have det klare blik fra starten, det holder ikke altid.” Han advarer mod at tro, at livet er en lige landevej: ”Nogle gange er man nødt til at tage en omvej. Når man så har været noget tid et sted, kan man forme opgaverne selv”, fortæller han kursisterne: ”Man kan ikke sige, at den og den type psykologarbejde, det vil jeg ikke tage. Nogle gange må man starte med det, man kan få og så kan man efterhånden tage mere og mere af det, man har lyst til”.

Arne Grønborg oplevede selv at starte som ”datadreng” på Københavns Universitet for derefter at arbejde sig op, og han har sidenhen været ansat inden for mange forskellige psykologfaglige områder.

Netværk er det vigtigste
På nær et enkelt job har Arne Grønborg fået alle sine store job gennem netværk. Hans råd til de nyuddannede og ledige er derfor, at det vigtigste for at få et job er det faglige netværk. Den pointe tager kursisten Tobias, som er nyuddannet, med sig fra første dag på sommerskolen: ”Det at have et fagligt netværk, som du måske både er gode venner med i din fritid, men som du også kan hive fat i og sige: Var det noget med, at I havde en ledig stilling? Det er noget, jeg vil tage med mig videre.”

Tag på sommerskole i uge 31
Tobias vil anbefale andre at tage på sommerskolen, som afholdes igen i uge 31 i København eller Aarhus: ”Det, jeg især har fået ud af dagen i dag, er, at jeg har fået fif og tricks til, hvordan man kan komme i erhvervspraktik og i job med løntilskud, men også til hvordan jeg kan bruge mit netværk,” fortæller Tobias og fortsætter: ”Der kan være mange ting, som man skal tage stilling til som ledig: Man skal sætte sig ind i A-kassesystemet og lave de der ansøgninger, som er et krav, men man kan måske glemme, hvad der er af muligheder udover at sende ansøgninger og være på A-kasse, så det har været en inspiration i dag at høre, hvad man ellers kan.”

Første dag på sommerskolen for nyuddannede og ledige er slut, og kursisterne kan gå hjem med gode råd i rygsækken og se frem til fire kursusdage med oplæg fra forskellige psykologer, som vil fortælle om deres karriereveje inden for forskellige områder som fx PPR, psykiatrien, gerontologi og det at drive en privat praksis. Herudover holder AKA (Akademikernes A-kasse) en workshop om jobsøgning for psykologer, og der er afsat en hel dag til besøg fra AC-Akademikerkampagnen, som vil åbne op for de små og mellemstore virksomheders univers om, hvad det kræver at blive én af de første akademikere i en virksomhed.

Vel mødt, når sommerskolen afholdes endnu en gang i både København og Aarhus i uge 31.

Mød en af kursisterne

Hør Tobias fortælle om sin oplevelse af første dag på Dansk Psykolog Forenings sommerskole for ledige og nyuddannede.

Mød en af oplægsholderne

Hør Arnes råd og erfaringer om vigtigheden af netværk og omveje til det rigtige job.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge