Svært, men nært

 I

Regeringen har præsenteret et udspil til en sundhedsreform, der vil ændre markant på, hvordan sundhedsvæsenet skal være i fremtiden – dvs. den måde og den vej, vi alle vil komme til at gå, blive mødt og behandlet på, når vi er syge, har psykiske problemer eller opsøger hjælp af andre grunde i sundhedsvæsenet.

Reformen indebærer mange forskellige og nye scenarier – alt sammen regeringens bud på, hvordan sundhedsvæsenet kan indrettes til at løse de kommende års voksende sundhedsopgave, hvor bl.a. den demografiske udvikling betyder, at vi får mange flere ældre borgere og dermed et voksende behov for sundhedsydelser – fordi ældre mennesker er mere sårbare og syge end unge.

Samtidig lyder det fra regeringen, at kvaliteten af vores sundhedssystem er for svingende alt efter, hvilken region man bor i.

Under mottoet ”Det, der ikke er svært, skal være nært” vil regeringen erstatte regionerne med 21 sundhedsfællesskaber, oprette sundhedshuse over hele landet, hvor forskellige sundhedsfaglige professionelle arbejder sammen om udredning og behandling af patienterne, og flytte nogle af opgaverne, der indtil nu har ligget i sygehusregi, ud i kommunerne, så vores hospitaler primært tager sig af de ’svære’ opgaver, mens de øvrige opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen, tæt på borgeren.

Vi psykologer kan nikke genkendende til, at der er udfordringer i den måde, det nuværende sundhedssystem er skruet sammen på. Vi oplever fx, at der ikke altid er lige god sammenhæng i den hjælp, både børn og voksne med psykiske lidelser får tilbudt. Vi møder børn, der er i mistrivsel og har behov for støtte og behandling, men som ikke får den, fordi de er ’for syge’ til eksisterende kommunale eller lokale tilbud, eller der slet og ret ikke er nogen tilbud der, hvor de bor, men som samtidig ikke er ’syge nok’ til at få hjælp i den regionale psykiatri. Det er børn, vi som samfund taber mellem to stole, og som derfor risikerer at få endnu alvorligere psykiske problemer, før de får hjælp. Vi møder voksne med psykiske lidelser, der efter indlæggelse i psykiatrien og udskrivning, bliver indlagt igen. De er på papiret færdigbehandlede, men genindlæggelsesprocenten vidner om, at der er noget, vi kunne gøre meget bedre. Der er brug for at tænke sundhedsindsatsen på en ny og bedre måde.

Regeringens forslag om at styrke indsatsen i det nære sundhedsvæsen er et godt bud på dele af en løsning. Det er selvsagt ikke færdigt, men netop dét vidner om en åbenhed over for input.

Det nære sundhedsvæsen kan man ikke overdrive betydningen af. For det er der, vi alle henvender os først, uanset om vi tror, vi har en knude i brystet, eller vi ikke kan gå på arbejde eller i skole på grund af angst eller stress. Men at indsatsen er nær betyder ikke, at den ikke er ’svær’, som udspillets motto lægger op til. Tværtimod. Skal den nære indsats lykkes, er det altafgørende, at kvaliteten følger med, at indsatsen er solidt fagligt funderet – og en hensigtsmæssig organisering følger med.

Først og fremmest handler en vellykket, nær indsats om, at man som patient skal være sikker på at kunne få den rette hjælp i rette tid. Regeringen forventer fx at kunne flytte 500.000 ambulante kontakter, heriblandt 25 % af alle planlagte ambulante kontakter blandt angst- og depressionsramte, ud i det nære sundhedsvæsen. Disse angst- og depressionsramte borgere skal kunne stole på, at de også fremover kan få kvalificeret udredning og behandling, og at de får den, inden problemerne vokser sig større og bliver mere komplekse. Men som situationen ser ud lige nu, vil det blive en udfordring. Lægemanglen er udtalt, tilgængeligheden er ulige fordelt på Danmarkskortet, og som det er i dag, kræver det en lægehenvisning at komme til psykolog eller, i sværere tilfælde, at blive henvist videre til psykiatrien. Her ligger en løsning lige for: at bruge psykologerne bedre og klogere. Kapaciteten i psykologordningen er uudnyttet, selvom der allerede nu er lange ventelister. Det skyldes ikke, at der ikke er tid – det skyldes for det første, at der ikke er afsat penge til at behandle alle og for det andet, at der ikke er udstedt flere ydernumre, selvom der er potentiale for det. For hver ledig klinikplads (ydernummer) er der 6-7 højt kvalificerede, dygtige psykologer, der står klar til at praktisere, og som ville kunne løfte hele opgaven med at udrede og behandle borgere med let til moderat angst eller depression – over hele landet. De ville også kunne henvise borgere med sværere psykiske problematikker videre til psykiatrien, hvis retningslinjerne blev lavet om, så borgeren ikke altid skal gennem sin læge for at komme videre i systemet og få den rette behandling.

Når det gælder børn og unge med brug for hjælp, ligger løsningen også lige for. I alle landets 98 kommuner står dygtige psykologer og andre afgørende faggrupper i PPR klar til at tage en større opgave på sig. De har kompetencerne til både at udrede og behandle børn – og har det faglige helhedsblik på både barnet, familien og skolen, som ofte er nødvendigt, når et barn ikke trives, og den rette indsats skal sættes i gang.

Der er med andre ord masser af muligheder for at styrke indsatsen i det nære sundhedsvæsen, hvis ressourcerne og kompetencerne, der allerede er der, bliver brugt på en klogere og bedre måde – uden at gå på kompromis med kvaliteten af behandlingen af patienterne. Og uden at borgerne mister muligheden for at få specialiseret hjælp, selvom den kommer til at foregå i det nære og ikke i det ’svære’.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge