Tallenes tyranni

 I

Dramatisk udtrykt: Oprøret ulmer. Grupper af offentligt ansatte tager i stigende grad afstand fra kontroltyranniet, fra spildtid anvendt på indholdsløs dokumentation og på et fokus på optælling og personlige måltal i stedet for kvalitet og indhold i de ydelser, de leverer i sundhedsvæsenet.

Helt grelt slår manien, kendt under navnet New Public Management, ud i psykiatrien. Her er ydelser visse steder nærmest blevet et matematisk begreb, som slet ikke handler om, hvad man tilbyder patienter og deres pårørende, men kun om at samle enheder til bunke i møntfoden ’ydelse’.

Nu er uroen nået til Folketinget, og SF har kaldt sundhedsministeren i samråd om ydelsesregistreringen. På forhånd har ministeren tilkendegivet, at han vil have kvalitet inkorporeret og synliggjort, når regionerne kobler økonomi og behandling sammen i psykiatrien. Det sker, efter at psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og andre faggrupper længe har råbt op om miseren.

Tidligere i efteråret skrev repræsentanter for de nævnte grupper, herunder en af Dansk Psykolog Forenings tillidsrepræsentanter, et indlæg i dagbladet Information, hvor absurditeterne blev skåret ud i pap.

De påpegede, at en medicinering eller en kort samtale på 20 minutter resulterer i samme ydelsesstal som fx et behandlingsplansmøde eller en psykologisk test, der tager over en time med efterfølgende administrativt arbejde. En gruppeterapisession med seks deltagere udløser seks ydelser, mens en individuel samtale kun udløser én. Og masser af relevant klinisk arbejde tæller slet ikke med, fx telefonisk kontakt med patienten. Nul ydelser gives til fx samarbejde med patientens kommunale sagsbehandler, samtaler med kriseramte pårørende og kollegial supervision.

Ydelsesstyring i den form, det finder sted i alle fem regioner, har en høj pris for både medarbejdere og patienter og har taget en form og et omfang, der plukker meningen ud af sammenhængen.

Psykologforeningen istemmer nok en gang kritikken af et system, der har spillet fallit.

Leder (pdf)

Kommentarer
  • Anonym
    Svar

    Tak for indlægget. Det opleves godt at nogen lytter til den kritik, der gennem lang tid har lydt – måske mest internt blandt kolleger i psykiatrien.
    Gang på gang at blive mødt med svar fra ledelser på denne kritik i form af; at vi ikke kan gøre noget, det handler om direktiver ovenfra, vi er afhængige af politiske beslutninger o.lign. er dybt frustrerende, fordi vi på intet tidspunkt kommer i dialog med de personer som angiveligt er beslutningstagere.
    Vores patienter får ikke den samme behandling som tidligere, de afsluttes før de er raske, de mødes med krav om en så megen motivation og evne til at ændre sygelige handlemønstre for selv at bidrage til helbredelse, krav som de fleste raske mennesker end ikke ville være i stand til at leve op til.

    Vi som behandlere kan ikke behandle nær så mange patienter som blot for få år siden fodi det admnistrative arbejde, “afvingning” af utalleige spørgsmål sluger tiden. Dertil kommer at sekretærer som er uddannet til at skrive og som hurtigt og fleksibelt kan benytte de mange smutveje indenfor de digitale systemmer afskediges, og det arbejde som de tidligere udførte nu bliver overladt til behandlere, der dels normalt bruger væsentlig længere tid på de samme opgaver, dels må se at denne tid går fra behandlingstiden.

    Vores arbejde bliver til stadighed evalueret. Men det er ikke kvaliteten af arbejdet, ikke vores faglige indsats for at mennesker bliver raske eller får en bedre livskvalitet, men i højere grad om vi har overholdt de mange regler , kliniske retningslinier mmm.

    Tanken om hvordan det kommer til at gå de mange patienter, der afsluttes før de er raske, de mange forløb, hvor det er svært indenfor rammerne af givne “pakke”-perioder at samarbejde i tilstrækkeligt omfang med sociale myndigheder kan ikke undgå at påvirke arbejdsglæden og følelsen af ikke at yde en faglig kvalificeret indsats.

    Mange vælger at rejse fra psykiatrien, endnu flere taler om det og begge dele bidrager yderligere til et forstemmende arbejdsklima.

  • Reza Javid
    Svar

    Mange tak for indlægget og den anonyme kommentar.

    Tyranniet gælder ikke kun sundhedssystemet men store dele af den offentlige sektor. Arbejde med mennesker er ikke en matematisk regulerbar størrelse men psykosocial. Matematisk organisering og design af arbejdspladser forringer både kerneopgavernes kvalitet og medarbejdernes arbejdsglæde. Kvalitet, trivsel, respekt, autencitet og frihed forsøges erstattet af kvantitet og fleksibilitet med hjælp af pseudorationale skrivebordsplaner over hvordan “maskineriet” kan fungere mest effektivt og billigt. Forældede Scientific Management vine på New Public Management flasker: Mennesker er robotter; erstattelige brikker, der skal løbe hurtigere og hurtigere i konkurrencesamfundets spil.

    Der er behov for dialog, lydhørhed og samarbejde. Direktiver skaber ikke udvikling.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge