Tvang, tilsyn og forebyggelse

 I

Østre Landsret har i en principiel dom har pålagt Odense Universitetshospital – Psykiatrisk Afdeling Odense, Universitetsfunktion – at betale erstatning til en retspsykiatrisk patient, som uberettiget blev tvangsfikseret i mere end 12 timer. Det skriver Jyllandsposten.

I 2013 var antallet af tvangsfikseringer ifølge avisen det højeste i 12 år. 2.084 personer blev tvangsfikseret med bælte, mens 1.365 blev tvangsfikseret med fod- eller håndremme.

Dansk Psykolog Forenings formand Eva Secher Mathiasen mener, at man skal have mere fokus på forebyggelse.

– Vi taler først om tvangen, når den er opstået. Vi taler ikke så meget om, hvordan den opstod, og hvorfor det kom så vidt. Men virkeligheden er, at vi altid ser det komme, siger Eva Secher Mathiasen til Jyllandsposten.

Hun mener, at psykologernes kompetencer kan bruges til at uddanne plejepersonale til at deeskalere højspændte situationer og på den måde forhindre mange tvangsfikseringer. Hun mener videre,, at  psykiatrien bør indføre systematiske forhåndstilkendegivelser fra patienterne om, hvordan de gerne vil behandles, hvis der opstår højrisiko-situationer.

– Nogle patienter har brug for, at man lader dem være alene, andre, at man holder fysisk afstand, andre igen, at der spilles musik. Det handler ofte om at vise respekt og forståelse, siger Eva Secher Mathiasen.

SF’s sundhedsordfører, Özlem Cekic, er yderst tilfreds med dommen og mener, at det er blåstempling af, at psykisk syge mennesker også har rettigheder ligesom alle andre. Hun mener, at loven bør strammes, så det bliver sværere at tvangsfiksere patienter. Det skal bl.a. ske ved flere tilsyn.

Læs hele artiklen her.

Jyllandsposten den 8. december 2014

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge