Skolefobi/Skolevægring og PDA (Pathological Demand Avoidance)

Underviser
https://www.dp.dk/wp-content/uploads/christian-1-scaled.jpg 

Christian A. Stewart-Ferrer – aut. psykolog, cand.mag., Dip.Ed.; specialist og supervisor i psykoterapi; specialist og supervisor i klinisk børnepsykologi; gæsteforsker ved Forskningsenheden for Almen [Lægelig] Praksis, Syddansk Universitet.

Formål
Skolefobi / skolevægring / angstbetinget skolefravær (i det flg. blot omtalt som skolefobi) – når et barn/en ung ikke magter at komme i skole, og ikke sjældent viser sig at have været fraværende i flere måneder – synes at være i hurtig vækst i disse år.
Der er forskellige forklaringer på fænomenet, men generelt gælder også her, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp, og omvendt ved vi, at ca. en tredjedel af børnene med langvarig skolefobi oplever massive følger i mange år fremefter.
For børn som helhed peger forskningen mod en forekomst på mellem ca. 1 og 5%, mens der ses en prævalens på omkring 50% hos børn og unge med autisme.

Der ses i klinikken stadig flere tilfælde af tilstanden PDA (Pathological Demand Avoidance), og tydeligere tegn på, at skolefobi har markante, dybereliggende lighedspunkter med PDA; hos sidstnævnte gruppe er prævalensen af skolefobi da også oppe på 70%. Hvis der foreligger komorbid PDA, får det stor betydning for tilrettelæggelsen af en intervention, hvorfor det er væsentligt, at kursusdeltagerne også erhverver et grundkendskab til PDA.

Nogle af de synlige tegn på skolefobi er: 

  • Intens/desperat uvilje/modstand mod at gå i skole.
  • Følelsesmæssigt oprevet ved udsigten til skolegang (ses fx via angst, ”hysteri”, fortvivlelse, ondt i XX).
  • Opr. indsats fra forældrene for at få barnet i skole, som efterhånden går over i resignation.
  • Oftest hjemme om dagen – og forældrene ved det godt.
  • Ingen alvorligere adfærdsvanskeligheder eller dyssociale træk (dvs. gerne raseri, ikke tyveri)

Nogle af de synlige tegn på PDA er:

  • Intens/desperat uvilje/modstand mod oplevede krav eller forventninger. Der synes ikke at være nogen bagatelgrænse herfor.
  • Tilsyneladende ’manipulerende adfærd’ – barnet/den unge synes at ville gøre hvad som helst for at undvige krav/forventninger. 
  • Voldsomme meltdowns – enten af panisk eller rasende art – hvis barnet/den unge ikke føler sig i stand til at undvige krav/forventninger. 

Kurset har til formål at give deltagerne en dybere forståelse af, hvad skolefobi er i sine forskellige fremtrædelsesformer; hvordan man finder ud af, hvad man står over for (herunder, om situationen indbefatter PDA); og hvad man gør ved det.

Læringsmål
Kurset tilsigter at give deltagerne aktuel teoretisk og klinisk viden om, hvad skolefobi er og hvilke hovedformer, der findes. Deltagerne introduceres til et screeningsredskab for skolefobi, som kan anvendes i hverdagspraksis; til hvilke interventionsmuligheder, der er; til hvilke særlige perspektiver, der gør sig gældende, når der er tale om autismespektrumtilstande (AST); samt til en hverdagsrelateret fremtrædelsesbeskrivelse af ’højtfungerende’ (og derfor ofte uopdagede) AST, som kan bruges til at pejle sig ind på, om AST kunne være en medvirkende faktor. 

Desuden tilsigter kurset at give deltagerne aktuel teoretisk og klinisk viden om hvad PDA er, og om hvordan man vurderer, om der foreligger PDA – herunder en introduktion til et screeningsredskab for denne profil. Deltagerne forventes at erhverve indsigt i, hvilken betydning samtidig forekomst af PDA får for arbejdet med skolefobi, og i, hvilke interventionsmuligheder der er overfor PDA (alene eller komorbidt med skolefobi). 

Kurset tilsigter således at give deltagerne færdigheder i:

  • at vurdere, hvornår der er tegn på skolefobi;
  • at vurdere, hvilke(n) form(er) for skolefobi, der i givet fald er på spil;
  • at vurdere, om der (også) er tegn på PDA;
  • at planlægge en relevant intervention for at imødegå skolefobi;
  • at planlægge en relevant intervention for at imødegå PDA; og
  • at foretage en indledende pejling i retning af, om tilstanden kunne være forbundet med en underliggende AST.

Temaer i kurset

  • Skolefobi – historisk og aktuel forståelse
  • PDA – historisk og aktuel forståelse
  • Kognitive perspektiver på relevant intervention
  • Traumatologiske perspektiver på relevant intervention
  • Farmakologiske perspektiver på relevant intervention

Målgruppe
Psykologer, der arbejder i kommunale sammenhænge – primært PPR – samt i andre sammenhænge, herunder privat praksis, hvor de kommer i kontakt med børn og unge med skolefobi og/eller PDA; samt psykologer, der fremadrettet ønsker at beskæftige sig med målgruppen.

Undervisningsform
Kurset består af teoretisk og klinisk baserede oplæg, med inddragelse af deltagernes egne praksiserfaringer, udfordringer og refleksioner i f.t. skolefobi og PDA.

Forberedelse
Det vil være en stor fordel, hvis kursisterne inden kurset orienterer sig i 1-2 cases fra egen praksis, hvori skolefobi og/eller PDA er under overvejelse.

Efter kurset
Det anbefales, at kursusdeltagerne efter kurset danner erfaringsudvekslingsnetværk, således at de indgår i et relevant refleksionsforum i forhold til de problemstillinger, der behandles på kurset.

Litteratur
Havik, T. (2019). Skolefravær – at forstå og håndtere skolefravær og skolevægring. Frederikshavn: Dafolo.
Yderligere anbefalet litteratur vil blive omtalt på kurset.

Godkendt til
Kurset er godkendt for alle specialistuddannelserne på det tværgående modul 3.99., 6 timer.

FAKTA

Navn

Specialiseringsmodulerne - Skolefobi/Skolevægring og PDA (Pathological Demand Avoidance)

Ref.nr.

21039911

Tid og varighed

Fredag 12. november 2021.
kl. 10.00-17.00. 
Varighed: 6 timer.

Der er nu 6 uger til kursusstart og der er stadig enkelte ledige pladser.
Du skal tilmelde dig kurset via "Mitdp" indtil 3 uger før kursusstart.
Ved mindre end 3 uger til kursusstart kan du tilmelde dig til kursuscenter@dp.dk

Til- og afmeldingsfrist

1. oktober 2021

NYE REGLER!

Opkrævning af kursusgebyr og indførelse af afbudsgebyr fra den 1. oktober 2021

  • Du vil modtage opkrævning af kursusgebyr umiddelbart efter tilmelding.
  • Du skal melde afbud mere end 6 uger før kursusstart for 100% refundering af kursusprisen.

Læs mere om de nye regler her

Sted

Dansk Psykolog Forening
Stockholmsgade 27
2100 København Ø

Pris excl. moms

Kandidatmedlem kr. 1936,00

Max deltagere

24

Tilmeldingsperioden er slut

SØG EFTER KURSUS

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge