Gitte Kampman Rønde foto

Gitte Kampman Rønde

– udstationeret psykolog i Etiopien, nu hjemvendt

“Man kommer til at stå i pressede situationer og kigge sig over skulderen for at finde nogen, der kan hjælpe én og opdage, at man kun har sig selv.”

VERDEN RUNDT – MED P

157 af Dansk Psykolog Forenings medlemmer arbejder i udlandet.

Magasinet P giver fem af dem ordet i en ny interviewserie og kaster lys på livet som psykolog i andre dele af verden.

Portrætterne er skrevet af journalist Henning Due. Dette er seriens andet portræt.

Af journalist Henning Due

Hvordan landede du i Etiopien?
Efter mit første job som psykolog tog jeg ud og rejse og arbejdede bl.a. på et børnehjem i Nepal. Der gik det op for mig, at jeg gerne ville arbejde i udlandet som psykolog, og efter lidt research fandt jeg ud af, at jeg kunne søge om optagelse hos Læger uden Grænser.

Hvordan bliver man psykolog hos Læger uden Grænser?
Efter at have arbejdet med traumatiserede flygtninge i psykiatrien i Odense gik jeg i gang med optagelsesprocessen til Læger uden Grænser. Hvis man bliver optaget, indgår man i en pool af Expats, og når der så er et match med et projekt ude i verden, hvor de mangler en psykolog, ringer de og spørger, om man er klar til at tage afsted. Det blev så Etiopien for mig.

Hvordan var det at starte som psykolog for Læger uden Grænser i Etiopien?
Det var meget udfordrende. Da jeg landede i hovedstaden Addis Ababa midt om natten, tænkte jeg: ”hvad er det egentlig, jeg har rodet mig ud i?” Jeg blev hentet i lufthavnen af Læger Uden Grænser, som har et kontor i byen. Næste dag blev jeg briefet bl.a. om landets sikkerhedsforhold, om kulturen og om mine arbejdsopgaver, og den efterfølgende morgen blev jeg sendt til mit projekt i den nordlige del af Etiopien på grænsen til Eritrea.

Hvad er det for et sted?
I den flygtningelejr, jeg blev udsendt til, var der cirka 10.000 flygtninge og mange uledsagede flygtningebørn. Forholdene er helt anderledes end herhjemme, og jeg skulle bl.a. vænne mig til varmen og til de mange insekter og krybdyr. Flygtningene bor i små betonhuse og modtager madrationer en gang om måneden. Mange af dem føler sig håbløse.

Hvad gik dit arbejde ud på?
Jeg havde ansvaret for Mental Health-afdelingen i flygtningelejren. I afdelingen var der fire councellors (svarende til bachelor i psykologi) fra Etiopien og 20 socialarbejdere, som alle selv var flygtninge fra Eritrea. Jeg var ansvarlig for ledelsen af afdelingen, herunder klinisk supervision, koordinering af arbejdsopgaver, kvaliteten af behandlingen og for vores psykosociale indsats – især til de mange uledsagede børn.

En stor del af arbejdet handlede også om oplysning omkring symptomer på fx angst, depression, PTSD og psykoser, og mit team lavede en del opsøgende arbejde for at finde folk i lejren med behandlingsbehov.

Hvad arbejdede I ellers med?
Vi så patienter i konsultation, vi lavede ugentlige psykosociale aktiviteter med børnene, og derudover afholdt vi bl.a. kvindediskussionsgrupper i lejren, hvor vi talte med kvinderne om deres udfordringer ved at bo i lejren, reaktioner på traumatiske oplevelser, og hvordan man bedst støtter hinanden.

Vi snakkede også med dem om forskellige myter om, hvordan man behandler psykiske lidelser, og hvordan samtaleterapi og medicin kan virke som behandling. Vi hjalp også en stor del af lokalbefolkningen, fordi vi var deres nærmeste mulighed for at få behandling.

Hvordan var det at arbejde med så mange uledsagede flygtningebørn?
Jeg var faktisk mest glad, mens jeg arbejdede med børnene, for jeg gjorde en forskel gennem teamets aktiviteter og indsatser. Vi oplevede jo også, at børnene grinede, og at de var glade, når vi fx arrangerede fodboldturnering. I de situationer var de jo bare små engagerede fodboldspillere, der drømte om at være Ronaldo.

Gjorde det også ondt?
Jeg kunne ikke undgå at blive ramt af et stik i hjertet, da jeg fx så en fireårig pige bære rundt på sin etårige lillebror helt alene. Børnene var beskidte, og på grund af den begrænsede adgang til vand kom de sjældent i bad. Jeg måtte sommetider trække på skuldrene over fysiske skavanker, som vi ville behandle i Danmark, fordi der ikke var samme muligheder for at behandle dem her.

Men det var faktisk allersværest, da jeg skulle rejse hjem, fordi jeg skulle efterlade alt det, jeg havde arbejdet med, og alle de mennesker jeg havde lært at kende, uden at vide, hvad der så ville ske.

Hvad var det mest spændende ved jobbet?
Dels den personlige udvikling, hvor jeg fik en masse ledererfaring. Men også arbejdet med at være ude i felten, hvor tingene virkelig sker. At være derude, hvor jeg får jord under neglene, og hvor det måske også er lidt farligt, i stedet for at sidde og gemme mig inde på mit kontor.

Hvad var det sværeste ved jobbet?
Personligt følte jeg mig meget alene. Jeg savnede min kæreste, og jeg kunne ikke rigtig betro mig til nogen. Fagligt var det en udfordring ikke at have de ressourcer, jeg er vant til herhjemme.

Samarbejdet med mit team var også svært. Som en ung blond kvinde fra Danmark var det sommetider en udfordring at skulle være leder for lokale kolleger, der ikke var vant til, at en skandinavisk kvinde skulle lede dem.

Hvad er de største forskelle – faglige som kulturelle – på at arbejde som psykolog i Etiopien sammenlignet med i Danmark?
En af de store forskelle er synet på psykiske lidelser, psykisk sundhed og behandling. Det er meget stigmatiseret i Etiopien. Fx tror mange, at epilepsi smitter, og derfor holder de sig langt fra de mennesker, som er kendt med epilepsi. Meget af det bunder i manglende viden.

Holder folk sig også væk fra dem med psykiske problemer?
Ja. Jeg kan huske en dag, da tre mand kom gående hen til os med en mand i en lænke. De fortalte os, at manden havde været lænket i et år. Det viste sig, at han var psykotisk, så vi gav ham antipsykotisk medicin og indlagde ham.

Først kunne jeg næsten ikke holde ud at kigge på de mennesker, der havde lænket manden, men da jeg så fik talt med dem, fandt jeg ud af, at de havde lænket ham i ren afmagt, fordi manden blev ved med at løbe væk og opføre sig underligt. De vidste simpelthen ikke, hvad de ellers skulle gøre, og de var meget taknemmelige over endelig at få hjælp.

Hvad kæmpede I ellers med?
Vi havde udfordringer med traditionelle behandlingsformer, fx åndsuddrivelse, ’evil eye’ og helligt vand. Noget af det er harmløst, mens andet kan gøre skade eller forhindre behandlingen. Helligt vand, som man bader i, er ret uskadeligt, men det kan være et problem, hvis de pårørende beslutter sig for at udskrive en patient for at rejse til et sted med helligt vand uden at tage hensyn til den påbegyndte behandling.

Jeg talte på et tidspunkt også med en pige, som havde truet med at begå selvmord, fordi en gruppe forsøgte at tvinge hende til at få lavet en åndsuddrivelse.

Hvilke kulturforskelle bed du ellers mærke i?
Arbejdsmoralen. Her i Europa skal alting være skemasat, og vi arbejder konstant, når vi er på jobbet. Det tog tid for mig at vænne mig til, at mit team godt kunne holde en lang pause, hvis der ikke stod folk i kø til behandling.

Eller når de holdt en af de berømte etiopiske kaffeceremonier, som tager mindst en time, hvor man først rister og maler kaffen, derefter tænder røgelse og drikker tre kopper kaffe og spiser popcorn til. Til gengæld spiste de slet ikke frokost, når der var travlt.

Hvad skal man være forberedt på, hvis man tager springet og søger arbejde for Læger uden Grænser?
Man skal være forberedt på at blive udfordret og give slip på perfektionismen. Man er tvunget til at gå pragmatisk til værks og arbejde med det, man har at gøre med.

Man skal heller ikke være bange for fx slanger og edderkopper, og man skal kunne klare at bo primitivt, bade i koldt vand og spise ged hver dag. Man kommer til at stå i pressede situationer og kigge sig over skulderen for at finde nogen, der kan hjælpe én og opdage, at man kun har sig selv.

Og så skal man have en lille leder i maven. Ellers så får man det i hvert fald, når man har været udsendt.

Blå bog: Gitte Kampman Rønde

32 år
Samboende med kæreste i København.
Født og opvokset i Nordenskov i Vestjylland
Uddannet psykolog fra Aalborg Universitet
Psykolog hos Psykologerne På Torvet, Fredensborg
Psykolog hos Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (Reg. Syd)
Psykolog hos Dialog mod Vold, København
Psykolog hos Læger uden Grænser (MSF)
Psykolog hos DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge