Liselotte Blixt, sundhedsordfører for DF

Interview: journalist Henning Due. Foto: Steen Brogaard

Hvilken rolle skal psykologer spille i fremtidens nære sundhedsvæsen – fx gennem PPR?

– Psykologer har en kæmpestor rolle at spille i det nære sundhedsvæsen- også PPR-psykologer. Derfor er jeg også glad for, at vi har lavet en satspuljeaftale, der gør det muligt at få psykologerne mere i spil, så vi kan få gjort noget tidligere for de børn og unge, som mistrives, så de ikke ryger videre til psykiatrien, og vi dermed hjælper sårbare børn og unge og samtidig bremser tilstrømningen til psykiatrien.

Skal man kunne gå direkte og gratis til psykolog – uden henvisning fra læge – hvis man lider af fx angst, depression eller stress?

– Gratis psykologhjælp skaber gode resultater, men det koster nogle penge at sætte i gang. Men med psykologerne i PPR mener jeg, vi har fat i den rette tilgang. Når vi så taler borgere over 18 år, ser vi, at nogle kan få gratis behandling via konkrete tilbud, men jeg hører fra mange, at de ikke kan få psykologbehandling, hvis de fx har været ude for et alvorligt traume – fx vold osv. Den gruppe mener jeg skal kunne få gratis psykologbehandling.

Gratis psykologhjælp skaber gode resultater, men det koster nogle penge at sætte i gang. Men med psykologerne i PPR mener jeg, vi har fat i den rette tilgang.

Hvad med andre voksne danskere, der har behov for psykologbehandling udenfor psykiatrien?

– Når man stiller et nyt gratis tilbud op, vil mange flere benytte det – også dem der ikke har brug for det, og det skal med i overvejelserne, før man opretter den slags tilbud.

Ifølge WHO bliver angst og depression de største sygdomsbyrder inden for nærmeste fremtid: Hvordan skal vi som samfund og sundhedsvæsen håndtere det?

– Vi skal først og fremmest lære at tage ansvar for os selv og undgå at bringe os i de situationer, hvor vi presses derud, hvor vi får stress og måske angst eller depression, Vi skal lære at kunne slappe af og bruge den tid, der skal til, for at koble hjernen fra. Vi skal lære ikke at presse os selv til at arbejde så meget, så vi bliver alvorligt stressede. Det ansvar ligger både hos arbejdsgivere, hos pårørende og hos os selv, mener jeg.

Tal fra Sundhedsministeriet viser, at udgifterne pr. patient i psykiatrien er faldet hvert år fra 2008 til 2015 – alt i mens udgifterne pr. patient på somatiske sygehuse i samme periode har været stort set uændrede – der er altså sket en politisk prioritering til fordel for somatiske patienter – skal der rettes op på den skævvridning?

– Jeg er træt af debatten, hvor man sammenligner forskellige behandlingsområder. Min holdning er, at psykiatrien ikke har det godt nok og skal opgraderes, men jeg har desværre ikke kunne lykkes med at få en aftale på plads i Folketinget om at lave en ti årsplan for psykiatrien.

Hvad skal der så til?

– Vi må tage det et skridt ad gangen. Hvis vi laver lappeløsninger, kommer vi aldrig i mål. Hvis en patient har brug for ti behandlinger hos en psykolog, nytter det ikke noget kun at tilbyde patienten fem behandlinger, for så er det jo spild af penge. Så der skal afsættes flere penge til psykiatrien og der skal laves en ordentlig langsigtet aftale for psykiatrien. Ellers hjælper det ikke noget.

Hvis en patient har brug for ti behandlinger hos en psykolog, nytter det ikke noget kun at tilbyde patienten fem behandlinger, for så er det jo spild af penge.

Skal sundhedsvæsenet hjælpe med at dæmme op for den stigende mistrivsel, som vi især ser blandt danske unge i disse år?

– Vi skal passe på med at gøre den stigende mistrivsel til et sygdomsproblem. Vi bliver nødt til at kigge på, hvornår børn mistrives, og vi skal i stedet have fat i forældre, kommuner og landets skoler. Jeg tror, at mistrivslen i høj grad hænder sammen med den kultur, vi lever i. Vi har for få pædagoger i daginstitutionerne, og vi ser asociale børn, der spiller computer i timevis hver dag i stedet for at være ude blandt andre børn og lege. Vi ser forældre, der jagter det perfekte liv og skal levere på alle parametre, og som både skal nå at gøre karriere, tage deres børn med på dyre rejser og være nærværende i hverdagen. Så det er en ond cirkel, vi ser i øjeblikket. Den kultur skal vi væk fra, og det kan sundhedsvæsenet ikke ændre noget ved. Jeg mener, vi skal finde årsagen til de tendenser, vi ser, og at vi skal gøre op med perfekthedskulturen, som præger samfundet i dag.

Skal fremtidens danske sundhedsvæsen spille en større rolle i arbejdet med at forebygge mistrivsel og psykiske problemer blandt børn og unge?

Jeg mener ikke, det er sundhedsvæsenet opgave at løse problemer med mistrivsel. De problemer skal løses på det sociale område, det kommunale område og fx i folkeskolen. Hvis vi ser mistrivsel, har vi psykologer i PPR, der kan gå ind og hjælpe børn og unge. Det er netop ideen med satspuljeaftalen, hvor psykologerne fremover får klare retningslinjer til at hjælpe og behandle mere, end de gør i dag, så vi kan tage os af de børn og unge, der mistrives.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge