Vi kæmper for det gode samfund

 I

Hver gang et barn fødes i Danmark, har dygtige jordemødre stået klar til at vejlede og støtte de vordende forældre lige fra graviditeten til selve fødslen – og lige så dygtige sygeplejersker og læger har sørget for, at både mor og barn får den behandling og omsorg, der kræves, hvis fødslen ikke går som forventet. Hjemme hos den nyfødte kommer sundhedsplejersken på besøg for at sikre, at barnet har det godt – og inden barnet selv er blevet en ung voksen, der flytter hjemmefra, har pædagoger i vuggestue, børnehave og fritidstilbud og lærere i skolen og på ungdomsuddannelser i årevis været de kompetente, betydningsfulde voksne, som har skabt rammerne for, at dette barn kan vokse op med de bedste forudsætninger for at få et godt liv, en uddannelse og en plads på arbejdsmarkedet.

Sådan kunne det første af fortællingen om den danske velfærdsstat, som vi har kendt den i over et halvt århundrede, begynde. Og den ville derefter fortsætte nogenlunde sådan her: Når vi bliver alvorligt syge, har vi en hær af dygtige medarbejdere klar til at udrede, behandle, pleje og støtte os. Og når vi bliver gamle, eller vores forældre bliver det, og har brug for hjælp til hverdagen, til at få mad eller til at komme i bad, er der også dygtige folk at trække på.

Vi har et velfærdssamfund i Danmark, som mange andre lande i verden misunder os, fordi vi i så mange år har investeret i at kunne tilbyde alle, uanset økonomisk formåen, et godt og trygt liv fra vugge til grav. Det kan vi tilbyde, fordi vi har en offentlig sektor, hvor medarbejdere med høj faglighed og ekspertise er omdrejningspunktet – og hvor alle arbejder for det samme mål: At skabe det gode samfund med sunde mennesker.

Men i den seneste tid har fundamentet rystet under det solide velfærdssamfund.

Vi har fx været vidne til flere og flere beretninger og opråb fra medarbejderne i den offentlige sektor, ikke mindst i sundhedssektoren, der oplever stigende arbejdspres og føler sig udfordret på deres faglighed, fordi styringen af den offentlige sektor i årevis har hvilet på succeskriterier, der alene fokuserer på tempo og produktivitetsgevinster – og ikke på kvalitet og hvad, der virker. Det mærker borgerne også – for også fra dem er der kommet en lind strøm af bekymrende vidnesbyrd om pressede offentligt ansatte, ringe arbejdsforhold og, i værste fald, beretninger om fejlslagen eller mangelfuld behandling i sundhedssystemet.

I de forgangne uger er der så blevet føjet flere bekymrende rystelser til fundamentet. Det er sket i takt med, at forhandlingerne om en ny overenskomst til kommunale, regionale og statsansatte medarbejdere i den offentlige sektor er brudt sammen stykke for stykke, fordi de offentlige arbejdsgivere ikke har ønsket de offentlige ansatte skulle få del i det opsving, der endelig er kommet i gang. Ord som ”grådige” er blevet brugt af arbejdsgiverne om de ansatte, og retorikken har i det hele taget ladet meget tilbage at ønske. Og zde offentlige arbejdsgivere synes helt at have glemt, at vi i fagbevægelsen accepterede meget beskedne overenskomster i både 2011, 2013 og 2015, fordi vi tog medansvar for den vanskelige økonomiske situation, Danmark var kommet i på grund af finanskrisen. Vi fulgte med alle andre nedad, nu vil vi også følge med alle andre opad igen.

Derfor besluttede samtlige offentlige ansatte at varsle kollektiv strejke over for offentlige arbejdsgivere i landets kommuner, regioner og staten. Det er historisk. For det er aldrig sket før i Danmarkshistorien. Men det var nødvendigt. Nok er nok. Tiden er kommet til at vende billedet. Psykologer, socialrådgivere, lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte er velfærdssamfundets vigtigste ressource – uden os og vores stærke faglige kompetencer er der ikke et velfærdssamfund. Og uden et velfærdssamfund er der ikke en bæredygtig og stabil privat sektor, hvis medarbejdere også er blevet født, har gået i skole, har fået læge- og psykologhjælp, når det ind imellem har været nødvendigt, og hvis forældre kommer på plejehjem og får omsorg, så man kan gå på arbejde med god samvittighed. Hvis medarbejdere kører på de veje, som vi anlægger i fællesskab, nyder godt af renholdte gader, der ikke flyder med skrald, har stabil og ren drikkevandsforsyning – og meget mere.

Vi mener ikke, det kan være rigtigt, at offentlige ansatte ikke skal have del i et økonomisk opsving i samfundet, der som en selvfølge bør komme alle til gode. Og vi mener, at det er i alle borgeres interesse at sikre gode arbejds- og lønvilkår for offentligt ansatte. Ellers kan vi ikke opretholde og videreudvikle det velfærdssamfund, som siden begyndelsen af det 20. århundrede har stået som selve fundamentet under en velstandsfremgang i Danmark, som aldrig før har set sin lige i historiebøgerne.

Hvad uenighederne om vilkårene for de offentligt ansatte vil føre til, vides ikke i skrivende stund. Men uanset resultatet står én ting fast: Kampen for at skabe det gode samfund fortsætter. Og det er en kamp, vi alle må stå sammen om.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge