Vold i psykiatrien

 I

En kvinde, der er traumatiseret af krigsoplevelser, er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hun skal på toilettet og er helt nøgen. I stedet for at hjælpe hende, begynder personalet på afdelingen at grine ad hende, skubbe til hende og provokere hende. Da hun beder dem om at holde op, sparker de hende.

Episoden finder sted på den intensive psykiatriske afdeling PIVA i region Skånes psykiatri i Malmø i nutidens Sverige. Den er blot et af mange vidnesbyrd om brutal og krænkende adfærd over for psykiatriske patienter i psykiatrien i Malmø, som det svenske dagblad Sydsvenskan har kortlagt i flere afslørende artikler i september.

Avisen har fået indsigt i en lang række rapporter, interne dokumenter og hændelsesanalyser fra psykiatrien og har haft kontakt med mere end 100 nuværende og tidligere ansatte fra forskellige faggrupper i psykiatrien. Billedet, de tegner, gør uudsletteligt indtryk: Psykiatriske patienter er igennem flere år blevet udsat for hån, krænkelser og overgreb fra medarbejdere. Nogle tidligere ansatte fortæller om, hvordan de selv har slået patienter eller – helt umotiveret – har tvangsmedicineret eller bæltefikseret dem. Det er fx sket som ’straffeaktioner’ på kollegaers vegne, hvis en patient med psykose og personlighedsforstyrrelse har været voldsom og er kommet med trusler. De ansatte, der har meldt episoderne til ledelsen, har aldrig fået svar. De, der åbent har opponeret, er blevet frosset ud af fællesskabet.

Sagen har naturligvis vakt stor og berettiget opsigt i Sverige. Hvordan kan et professionelt miljø, der skal værne om sårbare borgere, udvikle sig så brutalt? Spørger man de ansatte, der har talt med avisen, er svaret kultur og psykisk arbejdsmiljø. Nedskæringer i psykiatrien, stress på afdelingen og trusler fra voldsomme patienter mod én selv og kollegaer har været den giftige cocktail, der har skabt et forrået miljø.

De svar bør mane til eftertanke. Ikke som undskyldning for de helt uacceptable handlinger, de ansatte i svensk psykiatri har begået. Men som et væsentligt fingerpeg om, hvad der kan skabe en sådan kultur.

At have til opgave at forvalte et andet menneskes autonomi og kunne beslutte, hvornår han må modtage besøg, spise, drikke kaffe, ringe til pårørende, gå ud, barbere sig, gå i bad og så videre, som man gør som medarbejder på en psykiatrisk afdeling, kan i sig selv være en hårfin balancegang – det at have magten over andre er en speciel og ansvarsfuld position, som kræver gode rammer og ressourcer. Skal man så løse den opgave i en dagligdag, der er præget af ressourcemangel, stress og utryghed, kan der hurtigt opstå en ’dem-mod-os’-kultur, som vi har set det i Sverige. Og det er måske den værste og mindst effektive behandling, der findes for psykiske lidelser, hvor forudsætningen netop er en respekt- og tilllidsfuld relation. Men problemet rækker langt ud over den enkelte afdeling. Kulturer opstår ikke af sig selv. De er del af et større billede. Og det er det billede, vi skal rette blikket mod.

Den offentlige sektor har i årevis været underlagt den neoliberale styringsmetode New Public Management, som har rødder i det private erhvervsliv og går ud på at forstå den offentlige sektor som en virksomhed, der sælger tjenesteydelser til borgerne. Men metoden har mødt hård kritik. Fx kunne man for nyligt læse et interview i Dagbladet Information med psykolog, filosof og professor, Steen Wackerhausen, der i et stort fællesnordisk forskningsprojekt har undersøgt konsekvenserne af New Public Management i sundhedssektoren. Det konkluderer, at mennesket og de etiske håndbremser er forvundet i tal, grafer, effektiviseringer og output. En ”dehumanisering” af sundhedssektoren, kalder han det. Og netop ”dehumanisering” er måske det bedste ord at sætte på situationen i den svenske psykiatri.

Skal vi modvirke den udvikling i Danmark, må vi gøre op med hele tankegangen om at se velfærdsstaten som en virksomhed, hvor personer er CPR-numre mere end mennesker. Hvor borgere med brug for en professionel sundhedsfaglig indsats konverteres til et tal i et skema, som politikere stolt kan vise frem som dokumentation for, hvor effektive vi er blevet. Hvor ansatte bliver maskiner, der skal systematisere, registrere og effektivisere mere, end de skal bruge deres sunde fornuft, faglige kvalifikationer og etiske sans til at tilrettelægge det forløb, som virker bedst for den enkelte. Og hvor New Public Management bliver en bekvem undskyldning for politikerne til ikke at prioritere psykiatrien med den nødvendige økonomi. Sagen i Sverige er et alarmerende varsel om, at sundhedspolitik og styring bør tilrettelægges med langt større forståelse for dagligdagen på afdelingerne, end tilfældet er nu. Den tanke har man også fået i netop Sverige, hvor regeringen i 2014 varslede et opgør med New Public Management. Lad os få diskussionen herhjemme også og bevæge os mod et nyt mål: at genhumanisere sundhedssektoren med respekt for borgerne og ditto sundhedspersonalets faglighed.

Leder (pdf)

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge