Den vejledende urafstemning om den nye aftale om praksisoverenskomsten for psykologer med ydernummer og medlemskab af Dansk Psykolog Forening sluttede onsdag d. 18. februar 2026 med stemmefordelingen:
Det er revisionsfirmaet Deloitte, der har talt stemmerne op. Dansk Psykolog Forenings bestyrelse har torsdag godkendt resultatet. Aftalen er ikke en ny overenskomst i sig selv. Den er et resultat af forhandlinger mellem Dansk Psykolog Forening og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), og den indebærer ændringer til den nuværende overenskomst.
Stemmeprocenten er på 62 procent. Forperson for Dansk Psykolog Forening Dea Seidenfaden glæder sig over, at et stort flertal har stemt aftalen igennem:
”Aftalen giver et solidt fundament for, at psykologordningen kan udvikle sig som en endnu stærkere del af det nære mentale sundhedsvæsen. Det er så godt, og jeg ser meget frem til det fælles visionsarbejde for ordningen, som Danske Regioner nu har forpligtet sig på sammen med os. Det er vigtige drøftelser, for ydernummerpsykologerne spiller en helt afgørende rolle for mennesker i krise og med og psykisk lidelse, og de er med til at forebygge, at flere får behov for behandling i psykiatrien. Med en smal forhandling med få temaer og en kortere proces end normalt er jeg tilfreds med den aftale, vi er lykkedes med at lande,” siger hun og tilføjer:
”Aftalen må samtidig forventes at bidrage til bedre indtjeningsmuligheder for psykologerne og bedre forløb for klienterne. Med en række nye ydelser sikrer vi bl.a. psykologerne nye og mere individuelt tilpassede muligheder for at hjælpe borgerne og i et endnu tættere samarbejde med de praktiserende læger. Det vil komme både psykologer og klienter til gode.”
Da unge med ret til vederlagsfri behandling af angst og depression snart bliver flyttet ud af psykologordningen som følge af Psykiatriaftalen, bød forhandlingerne også på en bunden opgave at lande en overgangsordning, påpeger Dea Seidenfaden.
”Det var vigtigt for os, at en overgangsordning blev fornuftig for både de unge og for psykologerne. Det synes jeg, vi kom langt med – bl.a. ved at sikre, at klienterne kan blive behandlet hos ydernummerpsykologerne frem til 1. oktober 2027,” siger hun.
Den nye aftale træder i kraft pr. 1. oktober 2026.