Der, hvor lærerne har deres opmærksomhed, er typisk på børn med adfærdsproblemer eller ADHD, som er de børn, der ofte er nemme at spotte, og som kan være svære at have i klassen.
De skal på alle måder også have hjælp, men udfordringen er indimellem, at børn og unge med mere indadvendte problemer som angst eller tristhed bliver usynlige. For de siger ikke så meget. Gør ikke væsen af sig og er sjældent så besværlige at have i klassen. Men de lider. Og der er mange af dem.
På CEBU (Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge) ser vi alle typer af angst hos de unge, fra separationsangst til OCD og socialfobi, og vi ser alle sværhedsgrader. Dog har vi en overvægt af dem med svær angst.
En tydelig indikator for mistrivsel er, når børn stopper med eller har svært ved at gå i skole. Min oplevelse er, at der de seneste år er kommet en stigende opmærksomhed på børns skolefravær, men at vi stadig hverken er gode nok til at registrere skolefraværet eller til at handle systematisk på et begyndende eller mere kronisk skolefravær.
Skolefravær er jo en vigtig risikofaktor for både dårlig trivsel og dårlige karakterer, samt for at unge ikke starter på en ungdomsuddannelse eller dropper ud. Hvilket vi i øvrigt ved er vanvittigt dyrt for samfundet.
Helt generelt mangler vi en systematik, når vi taler skolefravær. Der er endnu ikke udarbejdet vejledninger og manualer i alle kommuner, der sikrer en ensartethed i måden at angribe problematikken på, og registreringen af børns skolefravær er ofte for upræcis.
Vi har arbejdet på at udvikle en systematisk metode til hjælp til børn, forældre og skoler for børn med skolefravær, Back2School, der aktuelt er ved at blive afprøvet i 11 kommuner, ligesom den er implementeret som fast tilbud i Aarhus Kommune. Men der mangler fortsat meget arbejde med at udvikle metoder til forebyggelse af skolefravær.
Professor i klinisk børnepsykologi og børnesundhedspsykologi og tidligere leder af CEBU, Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge.
Arbejder i sin forskning, undervisning og behandling med, hvordan man bedst forstår og hjælper børn og unge med forskellige slags udfordringer som fx angst, skolefravær og kroniske sygdomme.
I psykiatrien kan et barn med vanskeligheder blive udredt og eventuelt få en diagnose og medicin. Det helt store problem er imidlertid, hvordan systemerne omkring barnet lærer at håndtere barnets skolefravær, angst og andre emotionelle symptomer, samt børn med fx ADHD og autisme: Hvad gør forældrene, hvad gør lærerne, pædagogerne?
Der mangler viden i skolerne og på efterskolerne, og der er mangel på offentlige kommunale tilbud, der kan give forældrene, barnet og skolerne den nødvendige forståelse og de gode redskaber.
Vi ser et boom af børn i mistrivsel, og det er virkelig svært at byde ind på, hvad der ville virke forebyggende, da det er en yderst mangefacetteret problematik. Jeg synes, der burde være børnecentre i kommunerne, hvor der var fagpersoner, som havde et katalog af evidensbaserede forskellige indsatser og udredningsmuligheder, man kunne tilbyde, hvis forældre, eller børn selv, kom og var bekymrede.
Og så skal vi selvfølgelig sætte tidligt ind. I CEBU har vi bl.a. netop søgt penge til et projekt, vi kalder Cool Little Kids, som er et forældretræningsprogram til forældre med børn i børnehavealderen med et såkaldt hæmmet temperament, som vi ved er en risikofaktor for angst. Børn med et hæmmet temperament er de her børn, der er lidt svære at aflevere i børnehaven, der ikke klatrer i træer og er en anelse ængstelige.
Erfaringer fra udlandet viser fine resultater med at give forældre konkrete redskaber, men lige nu har vi kun gennemført et pilotprojekt, så vi kan endnu ikke sige noget konkret om de danske resultater. Der er adskillige evidensbaserede metoder på ”markedet”, som for eksempel Mind My Mind, Cool Kids og Back2School.
Men det vil kræve, at fagfolk omkring barnet har viden om og uddannelse i at tilbyde hjælpen. Her mangler vi både flere ansatte, men også at PPR-psykologer ikke kun har mulighed for at tilbyde fx klasseobservationer og udredninger, men også egentlig psykologisk behandling.
Det er jo reelt set typisk ikke en psykiatrisk problematik at have angst. Psykiatrien kan diagnosticere, vejlede og give medicin, samt behandle de allersværeste problematikker.
Men det er i kommunerne, at børn og unge, deres forældre og skolerne skal kunne tilbydes behandling til håndtering af angst, depression og adfærdsproblemer, samt hjælpe barnet, forældrene og skolerne til bedst muligt at håndtere fx ADHD og autisme. Dette er oftest en psykologisk og pædagogisk opgave.
En overordnet pointe fra min side er derfor, at vi ikke kan overlade de her problematikker til psykiatrien. Hvis det for alvor skal rykke og gøre en forskel for de her børn og unge, skal det kommunale system også gøre sit.
Hvis du spørger mig, så tror jeg, at der helt generelt er behov for at opgradere den psykologiske tilgang og nedjustere den medicinske diskurs, hvis vi skal afhjælpe psykiske lidelser.
Men igen, det kræver fælles, systematiske tilbud, som er landsdækkende. Nationale retningslinjer, der tydeliggør, hvad forældre har ret til. Fx krav om grundig udredning og evidensbaserede tilbud, der ikke kun er tre samtaler med en psykolog. Det ved vi hjælper lidt, men er håbløst utilstrækkeligt.
En fantastisk nyskabelse ville desuden være et statsligt, gerne universitetsdrevet center, der kunne udvikle enkle systemer og instrumenter og stille dem til rådighed for kommunerne, der på den måde kunne få opgjort deres resultater og lære af deres gode arbejde.
