Udbrændte forældre – et problem i Danmark?

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

For de fleste forældre begynder forældreskabet som en drøm, der blev til virkelighed. For mange er der en glæde forbundet med det at få et barn og træde ind i forældreskabet. Men der er en tendens i tiden, hvor forældreskabet for nogle kan opleves som grænseløst. Og det starter tidligt.

Allerede inden undfangelsen begynder de første velmenende stemmer at oplyse den vordende mor om den rette kost, den rigtige og vigtige motion og cremer uden forkert kemi. De ”gode råd” tager ofte til i styrke, når først barnet er på vej. Her kan hænder med gode intentioner, men uden invitationer, uopfordret ae maven, mens der mindes om vigtigheden af at få bevæget sig, og spørgsmål om, hvorvidt man har tænkt sig at føde naturligt, er ikke ualmindelige.

Den glæde, som mange oplever ved at være blevet en del af en helt særlig klub, nemlig forældreskabet, kan for nogle have en slagside, hvor al opmærksomheden kan føre til et pres for hele tiden at gøre sit bedste og helst bedre, end man gør det nu.

Men hvordan ved man overhovedet, om man har gjort det godt nok?

Det korte svar er nok, at det ved man aldrig. Og at det faktisk er helt nok og ganske rigeligt at være en ”good enough” forælder, som dr. Donald Winnicott, børnelæge og psykoanalytiker, konkluderede det, og som nyere forskning ligeledes støtter op om. Men har man ikke det udgangspunkt, kan det i dag være svært at finde derhen.

Kommentarer og råd som nedenstående er oftest velmenende med intentionen om at ville hjælpe. Men for nogle gør de alt andet end det:

• Husker du nu øjenkontakt når du ammer? Det er jo vigtigt for tilknytningen, blev en mor til tvillinger spurgt. En forvirring og et pres opstod, for hvordan kunne hun nu det, når hun forsøgte at amme dem begge på samme tid?
• Har du tjekket, hvilke skoler I tilhører? Det er bare så vigtigt, når man køber hus, at man er i det rigtige distrikt, lød det fra veninde til en vordende mor, som netop glædeligt havde delt, at deres huskøb endelig var faldet på plads.
• Husker du ikke at give dem for meget sukker i hverdagen? Der er jo nærmest sukker i alt efterhånden, det er bare så vigtigt, de ikke får for meget af det indenbords, man ved jo, hvor dårligt det er for dem.
• Du er vel ikke allerede stoppet med at amme, vel? Hos os skælder vi ikke ud, vi hæver faktisk heller ikke stemmen, det er bare så usundt for børn at være en del af.

For nogle forældre bidrager de til en følelse af utilstrækkelighed. Både førstegangsforældre, og forældre med det andet, tredje eller fjerde barn på vej, har i vores arbejde delt oplevelsen af de mange og store følelser, som opstår i forbindelse med at få (endnu) et barn. Ikke blot af kærlighed, men i lige så høj grad af et ansvar, som kan føles meget stort og overvældende. De får følelsen af, at det her lille menneskes udvikling, trivsel og fremtid er helt og aldeles afhængig af, hvad de som forældre gør.

Hvorvidt man ammer, hvor længe man gør det, hvem tager barslen og hvor længe, hvordan sørger man for, at storebror ikke føler sig glemt og tilsidesat, og er det sundt at komme i institution, for er der overhovedet nok pædagoger? Hos de forældre kan råd og kommentarer som ovenstående forstærke et allerede igangværende pres, da det bliver endnu et parameter, de skal efterleve eller leve op til.

Forældredeterminismen – idéen om at forældre afgør børns udvikling og fremtid – kan dermed sætte ind. Forældre kan få oplevelsen af, at ikke alene er alt, hvad de gør vigtigt; det er altafgørende. Både når det kommer til deres barns ve og vel nu og her, men i den grad også ude i fremtiden og i forhold til deres muligheder senere i livet. Hvis alt, man gør som forælder, har betydning, er intet ligegyldigt. Nutidens forældreskab kan derfor af mange opleves grænseløst.

Forældredeterminismen næres af et uoverskueligt og uendeligt marked, der profiterer af at ”hjælpe” forældre med at opnå netop det: at skabe et lykkeligt barn med en tryg og sikker fremtid. Her sælges alt lige fra den perfekte sut, som ikke skader tandsættets udvikling, drikkekopper uden onde kemikalier, en barnevogn med hjul, der giver uforstyrret og optimal søvn (for husk hvor vigtig søvn er for dit barns udvikling!) og meget, meget mere.

Alt dette stiller forældre over for et valg: Du kan prioritere dit barns udvikling og trivsel og bruge lidt flere penge på at optimere dit barns vilkår. Eller du kan lade være. Med andre ord kan du være den gode eller den knap så gode forælder.

Det samme gør sig gældende, når barnet begynder i institution. Hvornår er det ”rigtige” tidspunkt at begynde, og hvor lange dage skal barnet have i institutionen? Forældre beskriver, hvordan følelser som skyld og skam kan forstærkes, når de forsøger at passe et arbejde og samtidig føle sig som en god forælder.

Især mødre beskriver en følelse af ikke at være en god mor, hvis man faktisk glæder sig til at komme retur til sit arbejde og gerne vil forsøge at prioritere begge dele.

For nylig fortalte en mor følgende: I forbindelse med tidlig start på arbejdsdagen, havde hun ikke mulighed for at aflevere sit barn inden for institutionens åbningstider, da hun var nødsaget til at tage af sted på arbejde, inden institutionen åbnede. Hun havde som løsning på sit problem besluttet at lade en god ven passe sit barn. Dagen efter i institutionen blev hun spurgt ind til, hvad de så havde lavet på deres fridag. Moren svarede, at hun havde haft en lang arbejdsdag, og at barnet derfor var blevet passet andetsteds, hvortil pædagogen svarede nåh, ja vi troede jo ellers, I havde taget en fridag sammen, så I rigtig kunne hygge og få lidt kvalitetstid. Det efterlod moren med følelser af skyld og skam og et behov for at forsvare sig selv og sit valg.

Ved skolestart skrues der om muligt endnu mere op for grænseløsheden. Her sætter forældredeterminismen rammen, når der opfordres til forældrefester, hytteture for hele klassen plus forældre og diverse fødselsdage og trivselsarrangementer, hvor der helst skal (hjemme)bages, ordnes og arrangeres. Man skal have styr på Aula, der skal svares og kommunikeres, for signalværdien er usagt, men tydelig for alle: Din grad af involvering som forælder korrelerer med dit barns trivsel i klassen – og med den læring, som er fremtidsfundamentet.

Forældre beskriver, at det er som om, der er den ”rigtige” og den ”forkerte” måde at være forældre på. Har man en anden tilgang eller holdning til forældreskabet, end det man umiddelbart ser omkring sig, på sociale medier eller i mødregruppen, kan man nemt føle, at ens ”forkerthed” vil have en negativ påvirkning på ens barns trivsel, udvikling og i sidste ende fremtid.

Samtidig oplever mange, at der forældreudskammes. Både af dem, som gør det anderledes, dem som enten siger fra eller de, som går ”all-in”. Fremfor at acceptere, at der findes lige så mange forskellige former for forældreskab, som der er børn, så er der en tendens til at fordømme andres måder at være forældre på. Måder, der afviger fra idealet.

Men hvorfor ønsker vi at afdække graden af forældreudbrændthed i Danmark? Er det ikke meget bedre bare at støtte forældre i at gøre, hvad de gør, og at de gør det godt nok? Jo, det er faktisk målet. Men fænomenet er i vækst internationalt, og vi ser tegn på, at danske forældre også bliver mere og mere pressede. Derfor er vi først og fremmest nysgerrige på, om der overhovedet er et problem. Dernæst vil vi også gerne blive klogere på, hvad der kendetegner de forældre, som er udbrændte. Hvilke faktorer har de til fælles, og hvilke af disse faktorer vejer tungest?

Med den viden ønsker vi at igangsætte en indsats, som med udgangspunkt i viden og evidens understøtter, hvad der egentlig skal til for at være en god nok forælder. For mange forældres vedkommende er det faktisk meget mindre, end de tror – og hvad der fortælles.

Vi håber på den måde at kunne hjælpe forældre til at sænke skuldrene lidt og minde dem om, at der er mange gode måder at være forældre på. Og har man behov for at sige fra, ikke altid at involvere sig, skælde lidt ud, og tage på alene-weekend, så er det faktisk også helt ok.

The kids are (and will be) allright.