Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
– Har du mon brug for at tale med nogen?
Sådan lyder et af de gængse spørgsmål fra bekymrede pårørende, når de ikke føler, at deres hjælp slår til.
Det er på mange måder godt, at de spørger. Også selvom spørgsmålet er et paradoks. De adspurgte forsøger jo netop at tale med nogen, nemlig dem.
Spørgsmålet kan derfor tolkes: “Har du mon brug for at tale med nogen, andre end mig?”
Og det er et helt forståeligt spørgsmål at stille, når man som pårørende føler sig hjælpeløs.
Men hvordan skal folk kunne svare på det, når ingen synes at vide, hvad vi skal tale om? Der har været langt mellem de mennesker, der gav mig indtrykket af at have en forståelse af, hvad det vil sige at gå i psykoterapi.
Det er rørende for en psykolog som mig, at så mange vælger at trodse denne uvidenhed og finde frem til en psykoterapeut alligevel. Det kunne jo betyde, at de har fundet den forståelse, der undviger mig, her fjorten år efter min opstart på psykologstudiet i 2008.
– Hvad er psykoterapi?
Det er et interessant, men særdeles vanskeligt spørgsmål at svare på, og det er samtidig omdrejningspunkt for mange andre, og ganske sårbare, spørgsmål som:
– Er det forkert at have det, som jeg har det?
– Kan jeg få det bedre?”
Og endnu vigtigere:
– Hvem skal hjælpe mig, indtil jeg kan hjælpe mig selv?”.
Desværre tager et andet, og mindre interessant, spørgsmål ofte pladsen:
– Hvilken psykoterapi kan vi bedst lide?
Jeg kalder det et mindre interessant spørgsmål, fordi efterspørgslen på professionelle samtaler forekommer at være eksponentielt stigende i dagens Danmark. Mediebilledet giver mig det indtryk, at samtlige psykoterapeuter fra de institutionaliserede tilgange er ude af stand til at indfri behovet for samtaler, også hvis de støttes af de alternative terapeutiske retninger. Efterspørgslen stiger.
Men er det så overraskende, for hvordan skal man indfri en målsætning, man ikke er enige om? Og hvordan skal man kunne svare på det indledende spørgsmål, når man ikke er enige om, hvad der er fornuftigt at tale om?
Måske skal vi spørge os selv, hvad psykoterapi skal være frem for at tale om psykoterapi som en fastlåst størrelse? Debatten om psykoterapi er i forvejen vidunderligt umulig, så det er tvivlsomt, at flere nuanceringer skulle gøre nogen skade.
Omvendt kan det utvivlsomt være svært at få en ordentlig debat, og måske er det årsagen til at åbne spørgsmål ofte tilsidesættes. Koblingen af mangel på viden om psykoterapi, forstået ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, og en samtidig stigning i efterspørgslen, øger nok nærmere trangen til at definere den som noget overskueligt, og måske er det derfor,, der findes så mange navne.
Det er dog trods alt positivt, at så mange gerne vil tale, om end risikoen kan være, at psykoterapeuter bliver meningsskabere eller orakler frem for egentlige psykoterapeuter.
Jeg hører det ofte. Hvis man gør dette og dette, i denne og denne rækkefølge, så får man det bedre. Det siger evidensen. Det siger empirien. Hvad ordet “bedre” præcis dækker over, er der ikke så mange, der taler om. Hvad er bedre? Og hvad er opskriften på et godt liv? Let at følge, håber jeg, for jeg er typen, der har svært ved at følge en opskrift. Jeg synes til gengæld mit liv er godt, så måske er en opskrift ikke svaret? Men hvad er så? Svar er vigtige. Jeg har lagt mærke til, at mennesker ikke trives godt uden svar, og at det oftest giver en bedre respons at svare et eller andet frem for at tie. Tavshed er sølv. Tale er guld.
Når folk spørger, om man har det godt, så er det høflige svar “ja” som regel det smarteste, også selvom det mere rigtige svar er: “Det ved jeg ikke”. Problemet er nok, at det mere rigtige svar ikke svarer på det indledende spørgsmål:
– Har du mon brug for at tale med nogen?
Og det er vi særdeles forhippede på at spørge hinanden om i dag.
Hvornår har man så brug for at tale med nogen? Jeg ved det faktisk ikke. Det jeg ved er, at man ved det bedst selv. Men man skal spørge sit inderste. Helt inde, inderst i maven. Dér ved man det godt. Hvem man skal tale med er sværere at svare på, men jeg tror ikke, man går helt galt i byen, hvis man starter med at tale med den, der sidder tættest på.
Hvis den person har plads, altså.
