Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Psykologi har meget at takke moral for. Uden den havde psykoanalysens pionerer manglet afgørende inspiration, og i det hele taget ville utallige belærende konsultationer aldrig have fundet sted.
Moral får folk til at finde sammen, tage afstand fra hinanden og henviser dem til ensomhed. Det gør den fortsat velegnet til at sørge for tilbagevendende udfordringer i samarbejdet mellem kliniker og klient.
De forskellige tilstande med moral i en hovedrolle har flere anledninger. En alvorlig evergreen er lystudfoldelse og krænkelse. Den tidløse aktualitet bekræftes lige fra antikke filosoffers uenighed om begærets berettigelse og farer frem til de senere års furore om lystne berømtheder, foresatte og kollegaer, der ikke accepterer en afvisning.
Som et udgangspunkt kan man fristes til at skabe et overblik med en simpel kvadrat: Fordelt i de fire hjørner findes krænker, offer, anklager og forsvarer. Hermed skal der ikke introduceres en ny kassetænkning, men kun banes vej til en kort og central status: Takket være de senere års mediefokus lader antallet af krænkere til at være eksploderet, og aldrig før har så mange stået i kø for at gælde som ofre, anklagere og forsvarere – til global forfærdelse, forargelse og fortolkning.
Takket være intensiteten har det ført til et moralsk zenit, der både indbyder til refleksion og kan sætte sine spor i dagens konsultation. En lille udflugt kan give indblik i nogle af sagens sider.
For den empatiske borger fortjener andres intimsfærer og sårbarhed respekt; hensynsløs udnyttelse af en magtposition gælder som en svinestreg, og et nej skal respekteres. Her fås opbakning fra common sense-moralen, der peger på princippet om ikke at volde skade; det har ry for at være universelt, men har desværre ikke absolut gyldighed. På det grundlag kan moral blive til en del af eventkulturen.
Mange klienter med egne historier om krænkelse har i lang tid foretrukket at holde traumet skjult. Derfor kan det også overraske dem, at erfaringer som deres er blevet til stof for stjernebesatte sensationer med stor underholdningsværdi. Mediernes fokus på krænkelse har samtidig udviklet sig til kollektiv katharsis for det internationale publikum: De utallige bidrag til debatten vidnede om, ”hvor lettet” man var blevet over, at det ”endelig” kom frem i lyset med fortjente følger for krænkerne. Vel kun for den lykkeligt uvidende kunne det være en nyhed, at krænkelser gennemgående har været talrige, og at ”sensationerne” derfor er tragiske almindeligheder.
Før eller siden bliver resultatet, at moral mister sin status som event og derfor genoptager det mere afdæmpede liv, som den førte, før projektørerne blev tændt. Det er dog ikke så vigtigt, så længe den har en tiltrængt virkning.
For den empatiske er en opfordring om at tage hensyn til andres grænser overflødig, men et stærkt offentligt fokus på manglende moral kan både skærpe hensynet og tilmed få det til at spire hos den, der virker mindre modtagelig for grænsesætning.
Sensibilisering er en mulig sidegevinst af eventkulturen. Den kan komme krænkede til gode og i det hele taget dæmme op for gentagelser. Når krænkerne sættes i mediernes og juraens gabestokke, sendes der nu engang en advarsel til alle andre, der også har svært ved at holde sig på måtten. Men der hører mere til, fordi nødvendig forandring ikke kun kan finde sted i de scenarier.
For klinikere i arbejdet med både krænkere og krænkede står nuanceret sensibilisering på dagsordenen. Er det tilrådeligt at lade parterne mødes i terapeutisk regi – eller er man bedre tjent med den enes fravær? Det handler om at forebygge krænkelse, men også om at forhindre, at adfærd tolkes som krænkende, når den ikke nødvendigvis bør opfattes som sådan. Her er tale om krævende øvelser i balancegang med bl.a. selvregulering og kognitiv omstrukturering. På strækningen til målene kan den garvede kliniker skrive under på, at det gamle græske ideal om at finde metriopatheia, den gyldne middelvej, fortsat er forbundet med hovedbrud. Dermed er vi nået frem til den tredje station som lidt af et højdepunkt i udflugten.
For den empatiske er det sørgeligt, at skærpet moral også har en nedbrydende egendynamik. Når det viser sig, bærer både eventkultur og sensibilisering deres dele af ansvaret. I kølvandet på dem kan klienter beklage, at de udsætter deres fremtoning, tale og adfærd for en streng selvcensur, der virker mere blokerende end befordrende i deres forhold til andre.
Faren for at krænke – eller for at blive mistænkt og beskyldt for det – virker hæmmende og kan forpeste atmosfæren i fællesskabet. Det fører til en defensiv livsførelse, som inkluderer abnorm tilbageholdenhed og princippet om de åbne døre med frit udsyn og medhør på arbejdspladsen. Forsigtigheden og forholdsreglen er desværre på deres plads, men ikke lig med sikker forebyggelse. Langstrakte processer viser, hvor svært det kan være at få skovlen under simulanter, der prøver at opnå fordele ved at klage over krænkelse; lykkes det alligevel, kan skaderne for de uskyldige være uoprettelige. Som en slags krone på hele miseren kommer så også forsøg på at (gen-)starte en grotesk krig mellem kønnene, der kun kan forhindres effektivt, hvis de holdes totalt adskilt.
Det er banalt, men væsentligt: Uromageren er med i den globale konkurrence om at få opmærksomhed og anerkendelse. I det mindste på kort sigt er der chance for at opleve en sejr, idet selvcensuren til afveksling lader til at være i underskud eller helt afskaffet; også i moralens navn er der flere muligheder for at udstille de værste sider af sig selv.
For andre er selvcensuren som klodsen om benet i forsøget på at få et utvungent forhold til de mange, der ønsker det samme. Når man som kliniker hælder til eksistentiel psykologi i forsøg på at hjælpe, optræder der nogle gengangere. Til de tungeste hører, at sproget som broen mellem mennesker kan virke utilstrækkeligt og for flertydigt. Følgerne er misforståelser, følelser af meningsløshed og ensomhed. Et vellykket samarbejde med klienten kan heldigvis også føre til erkendelse af, at det ikke er formålet med moral.
Den lille udflugt har taget udgangspunkt i en almindelig og ønskværdig sans for empati. Takket være den er moral som et fintfølende indre barometer, der måler og søger et anstændigt forhold til andre. Den er en selvfølge og ingen sensation.
Det ændrer sig, når moral kommer til at spille en hovedrolle i offentligheden. Historisk set er samtiden særlig belærende. Afstanden mellem den vigtige information og den nødvendige reaktion eller mellem den tilsigtede handling og dens utilsigtede konsekvenser er blevet meget kort; på det globale plan behøver den ikke at være længere end afstanden mellem fingerspidserne og tastaturet. Samlet set udgør den virkelige, frygtede og simulerede krænkelse et eksempel på, hvad der i den forbindelse kan høre til et moralsk zenit.
