Først pilot – så blev hun psykolog og iværksætter

Publiceret 11.04.2024 Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist Læsetid: 9 minutter

Når psykolog Kathrine Marie Elmer til sommer sender en opfindelse på markedet, er det ikke født ud af drømmen om et forretningseventyr. Hun vil bare gerne afhjælpe et samfundsproblem, hun har mødt i sit psykologvirke. Hun håber ikke, at rollen som iværksætter kommer i vejen for virket som psykolog. For det er i relationen med sine klienter, hun føler sig robust og værdsat.
Først pilot – nu jonglerer hun med både psykologpraksis og iværksættervirksomhed
Privatfoto.

Er man trofast seer af DR’s iværksætterprogram ”Løvens Hule”, vil man måske vide, hvem Kathrine Marie Elmer er. Tidligere på året deltog den 47-årige psykolog nemlig i programmet med en opfindelse, som hun selv står bag – et mobiltelefon-cover, der ved hjælp af moderne teknologi bl.a. kan spore narkotiske stoffer i drinks og har til formål at forhindre drugging i nattelivet.

Besøget i ”Løvens Hule” blev en succes for Kathrine Marie Elmer, der fik en økonomisk indsprøjtning på en halv million kroner til sit forretningseventyr mod at afgive 10 procent af sin virksomhed til en investor.

Går alt efter planen, sender hendes virksomhed ProSenTec Aps det intelligente cover på markedet til sommer.

Hvordan fik den nordjyske, privatpraktiserende psykolog en idé, som ingen anden før hende tilsyneladende har fået? Og hvorfor forfølge idéen til dørs, når man egentlig har et job som psykolog, som man er glad for?

Det korte svar kunne lyde: en blanding af tilfældigheder, en innovativ hjerne og lysten til at hjælpe andre.

Helt så enkelt er det naturligvis ikke, og faktisk er det næsten 10 år siden, at idéen om mobilcoveret begyndte at tage form. Det skete, da Kathrine Marie Elmer under en flyvetur faldt i snak med en blind mand, der viste hende, hvordan hans smartphone hjalp ham i forhold til hans handicap.

– Han viste mig, hvordan hans mobiltelefon havde forskellige funktioner, der kunne hjælpe ham i hans hverdag som ikke-seende, og jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det ville være virkelig smart, hvis telefonen på en eller anden måde også kunne afsløre fx røg og gasudslip, fortæller hun.

Først syv år senere, da Kathrine Marie Elmer var blevet chefpsykolog i et forsikringsselskab, vendte idéen tilbage til hende, omend i en lidt anden form. Hendes daværende chef mente, hun manglede businesserfaring og fik hende overtalt til at tage en EMBA på CBS. Det var her, under en forelæsning, at idéen atter poppede op.

– Jeg sad under en forelæsning og rensede mit telefoncover, da jeg kom til at tænke på, at man måtte kunne fremstille et intelligent cover, der kan opspore forskellige ting – bl.a. narkotiske stoffer i drinks. Jeg har som psykolog mødt flere, der har været udsat for drugging, som er en meget ubehagelig oplevelse. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at være med til at mindske risikoen for, at den slags sker. Samtidig vidste jeg, at et firma netop var på vej med en AI-sensorteknologi, der kunne realisere min idé, og som på den måde faldt lige ned i min turban, fortæller Kathrine Marie Elmer, der derefter gik i gang med at udvikle på idéen.

Ikke et overmenneske

Efter at have færdiggjort sin EMBA sagde Kathrine Marie Elmer sit job op. Hun brændte ikke for alvor for at bruge sin psykologfaglighed i forsikringsbranchen.

Derudover var hun blevet gravid og gik en fremtid i møde som alenemor. Derfor valgte hun at vende tilbage til Nordjylland, hvor hun er vokset op, og hvor hendes forældre stadig bor. Her fik hun ydernummer og åbnede en psykologklinik i den lille by Brovst, hvor hun nu i godt to år har jongleret en tilværelse bestående af at være bygherre på et husprojekt, en hverdag som alenemor til en lille dreng, et fuldtidsjob som privatpraktiserende psykolog og en nystartet tech-virksomhed.

Selvom det næsten kan tage pusten fra enhver, når Kathrine Marie Elmer beretter om sin hverdag, fastholder hun beskedent, men bestemt, at hun på ingen måde opfatter sig selv som et overmenneske.

– Jeg tænker ikke, at jeg har meget mere energi end andre, og jeg sammenligner mig generelt slet ikke med andre. Når jeg sidder med mine klienter, kan jeg virkelig godt forstå, at de har det svært. Det, jeg ofte hjælper dem med, er struktur, og det er nok netop min strukturerede hverdag, der gør, at jeg selv kan overkomme det, jeg kan. Og så er jeg meget bevidst om at være til stede i de settings, jeg er i. Når jeg er sammen med min søn, er jeg ikke alle mulige andre steder oppe i hovedet, siger hun.

Kathrine Marie Elmer fortæller, at hun taler med mange af sine klienter om, hvordan det netop kan stresse, når man ryger ud af for mange tanketangenter i stedet for at forsøge at være til stede i nuet. Men hun indrømmer, at hun nok ikke ligefrem er dovent anlagt og altid har haft det bedst med at have mange jern i ilden.

Det er bl.a. derfor, at hun sideløbende med gymnasiet, trænede konkurrencegymnastik og gik til svæveflyvning, og at hun stort set aldrig kun har haft et job ad gangen.

Krig gjorde hende til psykolog

Ligesom det er lidt af en tilfældighed, at Kathrine Marie Elmer nu er blevet iværksætter, var det også tilfældigheder, der førte til, at hun blev psykolog. Det var aldrig en drøm at gå den vej, da hun var yngre.

Tværtimod var hun allerede som 12-årig fast besluttet på, at hun skulle være pilot. En beslutning hun tog en dag, da hendes forældre havde taget hende med på Vikingemuseet Lindholm Høje, hvorfra der er udsigt til Aalborg Lufthavn. Da hun stod der og så et af Forsvarets jagerfly lande i horisonten, var hun solgt.

Målrettet gik Kathrine Marie Elmer derfra efter at gøre alt, der kunne øge chancen for, at hendes pilotdrømme ville gå i opfyldelse. Hun begyndte bl.a. på svæveflyvning i en alder af 14 år, og i gymnasiet valgte hun matematik og engelsk på højt niveau – ikke fordi fagene interesserede hende, men fordi de var forudsætninger for, at hun en dag kunne stå med et pilotcertifikat i hånden.

Og pilot blev Kathrine Marie Elmer. Og skæbnen ville, at det blev et af hendes første jobs i den funktion, der førte til, at hun i dag har skiftet et job i luften ud med et på landjorden.

– I 1999 kom jeg som FN-udsendt til det krigshærgede Afghanistan og Pakistan. På en eller anden måde blev jeg hurtigt en, som andre udsendte kom til for at fortælle om deres oplevelser med krigen. Mange havde set frygtelige ting såsom kvinder, der var blevet stenet til døde. Mens jeg var udsendt, mærkede jeg selv, at jeg befandt mig godt i rollen som den lyttende, siger hun.

Da Kathrine Marie Elmer returnerede til Danmark, fortsatte hun med at være pilot, men meldte sig som frivillig hos Røde Kors’ Offerrådgivning for fortsat at få lov at bruge sig selv i rollen som et lyttende medmenneske. På et tidspunkt meldte lysten sig dog til også at få teoretisk viden om, hvordan den menneskelige psyke fungerer. Derfor søgte hun ind på psykologistudiet på Københavns Universitet – og blev optaget.

Kathrine Marie Elmer gik effektivt og målrettet til værks for at blive psykolog og skemasatte sit liv, så hun både kunne studere og tjene penge. I hverdagen fyldte hun alle timer ud med studiet, mens hun i weekenderne passede et sjældent udbudt studiejob som pilot hos et schweizisk flyselskab. Det resulterede i, at hun fire år senere – på et år mindre end normeret – stod som færdiguddannet psykolog.

Elsker nærværet med klienterne

Uddannelsen som psykolog har Kathrine Marie Elmer bl.a. brugt til at arbejde som rekrutteringspsykolog i Forsvaret, som krisepsykolog hos SOS International og som leder og chefpsykolog i et forsikringsselskab. Nu sidder hun i sin egen klinik i en lille by i Nordjylland og taler med gennemsnitligt 30 klienter om ugen.

– Jeg elsker min tid med mine klienter. Det er nærværende at sidde med dem, og jeg får respons med det samme. Den energi, der ligger imellem mine klienter og mig som psykolog, oplever jeg som meget oprigtig og ærlig. Jeg kan virkelig godt lide dem og synes, det er utroligt spændende at skulle gå ind og tage deres perspektiv for at kunne hjælpe dem, siger hun.

På spørgsmålet om, hvad Kathrine Marie Elmer rent psykologteoretisk er rundet af, lyder hendes umiddelbare svar, at hun har en eklektisk tilgang til klienterne i sin psykologpraksis. Men efter en kort tænkepause har hun behov for at uddybe lidt.

– Hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, så er jeg faktisk nok en meget kognitiv psykolog. Det, der ligger ovre i det handlingsorienterede, giver så utrolig meget mening for mig. Du kan vitterligt gøre noget – ved dine tanker, din adfærd – du kan tage kontrol. Vi har så mange angstproblematikker og så meget stress i samfundet, hvor det er meget ligetil at hjælpe ved at give nogle redskaber og skabe struktur. Når det giver så meget mening for mig med processer, fremdrift, tankebearbejdning og omstrukturering af tanker og leveregler, bunder det nok i, hvem jeg selv er som menneske, siger hun.

Overordnet er Kathrine Marie Elmer dog optaget af, at hver enkelt af hendes klienter får indflydelse på, hvilken form for terapi der bedst giver mening for dem. Derfor vælger hun ofte at indlede et terapiforløb med psykoedukation. Her præsenterer hun en knagerække af metoder og teorier, som klienten får mulighed for at hænge sin personlige historie op på.

– Ofte oplever jeg så, at klienterne pludselig siger: Det der, det er mit liv. På den måde er det næsten, som når de sidder og googler symptomer derhjemme. De får lov at reflektere over deres eget liv, uden de bliver trukket over i noget, de ikke har lyst til. Jeg mener faktisk, at noget af det vigtigste, vi psykologer skal kunne, er at justere ind og behandle individuelt, siger hun og uddyber:

– Det handler om både alder, intellekt og forudsætninger. Sidder jeg med et ældre menneske på 89 år, er det måske ikke så oplagt at hive den kognitive diamant frem som det første – her handler det måske mere om det narrative og historiefortælling, siger hun.

Psykolog eller businesskvinde?

Om kort tid er hun klar til at sende det intelligente mobilcover Cover-me på markedet. I første omgang er det kodet til at kunne spore narkotiske stoffer i en drink, dårlig ånde og alkoholpromille. At en idé født for ti år siden ikke bare endte som en strøtanke, og at Kathrine Marie Elmer ikke valgte udelukkende at koncentrere sig om psykologfaget, skyldes en iboende lyst til at ændre ting til det bedre.

– Jeg har det svært med bare at se på. Som krisepsykolog laver jeg symptombehandling, men jeg løser jo ikke det udløsende problem. Når jeg gentagne gange ser samme problem i samfundet, så har jeg svært ved bare at acceptere det, og det motiverer mig til at gå hele vejen i forhold til Cover-me, siger hun og peger på, at hendes baggrund som psykolog har været en god ballast i processen med at udvikle coveret.

– Min indsigt som psykolog gør nok, at jeg har et større fokus på slutbrugeren end måske en opfinder med en tech-baggrund. Jeg har meget fokus på, at vi med produktet hverken skal skabe unødig frygt i befolkningen, ej heller falsk tryghed. Vi skal skabe bevidsthed og personlig tryghed og kontrol, siger hun.

Potentialet for det intelligente mobilcover Cover-me synes stort – på sigt vil det med stor sandsynlighed kunne kodes til at måle indeklima og fungere som en brandalarm – og derfor har Kathrine Marie Elmer også allerede tænkt tanken, at hun en dag kan blive tvunget til at vælge mellem sin psykologpraksis og PorSenTec.

– Nogle gange kan jeg godt tænke: Gad vide, hvad jeg skal vælge, hvis jeg en dag skal det? Jeg kan virkelig godt lide mine klienter, og i forholdet mellem mig og dem, er der ikke noget, som er udspekuleret. Det er også i rollen som psykolog, jeg føler mig robust og værdsat. Med PorSenTech derimod er det hardcore business. I sidste ende handler det altid om penge, og man ved aldrig, om folk er søde mod en, fordi de faktisk godt kan lide dig, eller om det blot skyldes, at de gerne vil opnå noget, siger hun.

Kathrine Marie Elmer påpeger dog, at arbejdet som psykolog også indimellem kan være tungt, når hun sidder med svære problemstillinger. Og her kan det være rart at have en virksomhed som PorSenTec at rette opmærksomheden imod.

– Havde jeg ikke PorSenTec, tror jeg, at jeg var kommet til at arbejde mere som psykolog, og at mine klienter ville fylde endnu mere. Det er ikke sikkert, det ville være sundt. Men allerhelst ville jeg nok gerne have et ben i hver lejr, selvom jeg godt ved, at det kan blive svært, siger hun og afviser, at en potentielt stor økonomisk gevinst fra hendes nye virksomhed er hendes motivation:

– Det tænker jeg overhovedet ikke på. Lige nu har jeg hovedet begravet i budgetter og tænker udelukkende på at komme i mål og håber på, at produktet vil kunne hjælpe så mange mennesker som muligt.

Om Kathrine Marie Elmer

Uddannet pilot på Danish Aviation College.

Uddannet psykolog på Københavns Universitet.

EMBA fra Copenhagen Business School.

Har arbejdet som pilot hos bl.a. Aviation Assistance i Afghanistan og Pakistan, Sterling Air og Cimber Air.

Arbejdet som psykolog hos SOS International.

Været chef for sundhedsrådgivning og chefpsykolog hos Euro Accident.

Arbejdet som vejrvært hos TV2.

Arbejdet som rekrutteringspsykolog hos Forsvaret.

Ejer af Psykologklinikken Brovst.

Ejer af og direktør i PorCenTec Aps.

Find mere om