Jeg kan ikke finde Jill Dunbars kontor. Der er ingen skilte, der peger i retning af kontoret eller bare vidner om, at det eksisterer. Gemt i et enormt bygningskompleks i det vestlige Seoul er det først, da jeg træder ud af elevatoren på 25. etage, at jeg kan vide mig sikker på, at jeg er gået det rette sted hen.
For enden af en smal gang er der to døre. Foran den ene lyser et stort neonskilt med ordene adaptable human solutions op. Det lyder måske som et konsulentfirma, og det er måske meningen. Men adaptable human solutions er en psykologklinik. En af de få klinikker, der findes i Sydkorea.
Mens vi i Danmark både på arbejdspladser, i regeringen og i den brede befolkning er blevet bedre og bedre til at tage mental sundhed alvorligt, er der stadig en lav anerkendelse af vigtigheden af et godt mentalt helbred i Sydkorea.
Sydkorea har langt den højeste selvmordsrate blandt OECD-landene, der er 25 procent højere end Litauen, som er nummer to, og 62 procent højere end Slovenien, nummer tre, viser tal fra OECD. Omkring 38 koreanere tager hver dag livet af sig selv ifølge World Population Review. Heraf er 1-2 børn og unge i alderen 9-24 år. Godt 95 procent af alle koreanere har oplyst, at de er stressede, og en tredjedel af dem er kronisk stressede, skriver Harvard International Review.
Ovenstående til trods er det de færreste, der søger professionel hjælp. De, der gør, holder det ofte skjult for familie og venner.
Jeg tror, at der er en form for stigmatisering over at søge mental hjælp over hele verden, men det er ekstra udbredt her, siger Jill Dunbar, der har arbejdet som psykolog i Seoul i 2,5 år.
Jeg har opsøgt Jill Dunbars klinik i Seoul for at finde ud af, hvorfor psykologi er så stigmatiseret i Sydkorea – et land med flere shamaner end psykologer.
En af de personer, der er ekspert i sydkoreanernes forhold til mental sundhed, er Fernando Reggianini. Efter at have arbejdet i mere end et årti som psykolog i New York flyttede han under corona til Sydkorea og er i dag klinisk direktør hos Korea Psykologisk Gruppe i Seoul. Fernando Reggianini modtager koreanske og amerikanske patienter både online og fysisk.
Omkring 65 procent af Reggianinis patienter er sydkoreanere, mens resten er amerikanere.
– For mig at se er den største forskel på at arbejde i USA og Sydkorea forskellen mellem en skam- og en skyldkultur. I USA er der en skyldkultur, mens vi har en skamkultur her. Det betyder, at mine patienter i USA er mere åbne over for at modtage behandling, gå til en psykolog og tale højt om deres problemer, mens mine koreanske patienter er meget mere tøvende og reflekterer over, hvorfor de søger hjælp, fortæller han fra en Zoom-forbindelse.
Fernando Reggianini er specialiseret i neuropsykologi, ADHD, indlæringsforstyrrelser, dysgrafi og ordblindhed og tager imod både børn og voksne. I sit arbejde oplever Reggianini ofte, at hans koreanske patienter forsøger at finde årsagerne til deres diagnose fremfor at fokusere på behandlingsmuligheder.
Det er ikke unormalt at høre koreanske forældre til børn med diagnoser give hinanden skylden for barnets diagnose. Jeg havde et barn med autisme, hvor moren pegede på faren og sagde, du har også en fætter, som er underlig, det her er dine gener. Der er så meget skam involveret, siger han og uddyber, at han forsøger at tage en problemløsningsbaseret tilgang til forældrene og i stedet forklare dem, hvad de kan gøre for at hjælpe barnet til at leve med diagnosen.
– Jeg føler, at det er lettere for amerikanske patienter. Selvom diagnoser ofte kommer som et chok, så forsøger mine amerikanske patienter at få hjælp og behandling. Hos mine koreanske patienter er fokus, hvordan man kan fikse eller fjerne diagnosen, men nogle diagnoser kan jo ikke kureres.
Fernando Reggianini forklarer, at kulturen med at pege fingre kan være forbundet med, hvor stigmatiserende det overhovedet er at opsøge en psykolog. Det skyldes, at det at søge mental hjælp i Sydkorea fortsat forbindes med at have en svag karakter, mener han.
Mange af mine patienter kommer først til mig, efter deres pårørende såsom partner eller venner i lang tid har presset eller tigget dem om at søge hjælp. I begyndelsen er de tøvende, men når de ser, at jeg hverken beskylder eller udskammer dem, begynder de at slappe mere af og åbne op, siger Fernando Reggianini.
Desværre er det stadig de færreste af sydkoreanere med psykiske lidelser, der
overhovedet træder ind på Reggianinis kontor.
– Jeg vil mene, at langt de fleste i stedet taler med venner eller tyr til alkohol eller andre afstressende midler. Men det løser jo ikke roden af problemet, det skaber bare en ond cirkel af negative tanker og adfærd, siger han.
Der er 1,59 psykologer per 100.000 indbyggere i Sydkorea. I Danmark er der 138 psykologer per 100.000 indbyggere, viser tal fra Gallups “World Happiness Report” fra 2020. Til sammenligning er der i Sydkorea 625 shamaner per 100.000 indbyggere, hvis hovedopgave er at rådgive deres kunder om vigtige livsvalg og dilemmaer med udgangspunkt i bøn, fremtidsforudsigelser og exorcisme.
En af de koreanere, der har taget skridtet og søgt hjælp, er 27-årige Park Suil. Park Suil lider af depression, angst og skizofreni, og for fire år siden besluttede han at opsøge en psykiater efter gentagne angstanfald. I dag tager han fortsat medicin mod angst og skizofreni.
– Jeg har fået det meget bedre. Jeg er blevet meget mere stabil, og jeg kan håndtere hverdags-stress nu, hvilket jeg ikke kunne før, siger han.
Park Suil er vokset op i en landsby i det sydlige Sydkorea. Hans far døde i 2014, og han har meget lidt kontakt til sin mor. Efter farens død var der ingen i familien, der foreslog Park Suil at få professionel hjælp, og faktisk vidste han ikke engang, at man kunne få hjælp til at klare mentale udfordringer.
– Ingen i min hjemby talte om mentalt helbred, så jeg vidste ikke, at det var noget, man kunne få hjælp med. Jeg tænkte bare at… ja, at tiden heler alle sår, siger han.
I lang tid kunne Park Suil på grund af sin depression og skizofreni ikke arbejde, og han rejste rundt i hele Europa og Australien for at få det bedre. Uden held. Først da Park Suil flyttede til Seoul og fik udenlandske venner, gik det op for ham, at der var professionel hjælp at hente.
Park Suil holder det fortsat skjult for det meste af sin familie, at han tager medicin. Da han for et par år siden fortalte det til sin mor, blev hun rasende.
– Hun sagde: Tager du psykisk sygdoms-piller? Jeg sagde ja, og hun kunne slet ikke forstå hvorfor. Hun spurgte, om jeg var patient på et psykiatrisk hospital, og om jeg blev låst inde om natten. Det er sådan, den ældre generation udenfor Seoul ser på mentale sygdomme, siger han.
Park Suils søster er også under behandling for en psykisk lidelse. Noget, hun holder skjult for alle på nær sin ægtefælle og sin bror.
Forbedringen til trods er Park Suil stadig skeptisk over for psykologi. Han er kun interesseret i at få medicin mod sine diagnoser; han vil ikke tale om dem.
– Terapi er dyrt og tidskrævende, hvor det at tage piller er mere effektivt, og det sparer tid og energi. Alt, jeg behøver, er at huske at tage dem, siger han.
Selvom Sydkorea stadig har lang vej igen, når det kommer til fokus på mental sundhed, er der sket fremgang de seneste år, mener Fernando Reggianini. Det skyldes særligt et sydkoreansk tv-hit, hvor kendis-psykiater Dr. Oh Eun-young i bedste Dr. Phil-stil rådgiver børnefamilier i reality-programmet “My Golden Kids”.
– Synet på psykiske sygdomme ændrer sig, og det går ikke langsomt. Det skyldes helt bestemt Dr. Oh på godt og ondt. Det er godt, fordi det motiverer flere til at søge hjælp, men dårligt fordi der er kommet en ide om, det er kun er hende, man kan gå til for at få hjælp, eller at alle psykiatere skal være som hende, siger Fernando Reggianini.
Et andet problem er pengene. For selvom terapi og psykiatrihjælp er dækket af Sydkoreas nationale sygeforsikring, er der næsten ingen koreanere, der gør brug af tilbuddet.
– En sygejournal er ikke privat i Sydkorea. Hvis en koreaner ser en psykiater, og han benytter sig af sin sygeforsikring, kommer det til at stå i journalen, og det betyder, at fremtidige arbejdsgivere kan se det. Hvis en 10- eller 15-årig får medicin mod depression, og han ti år senere søger job i et stort firma, risikerer han, at firmaet vil betragte ham som havende en svag karakter, siger Fernando Reggianini.
Af den grund betaler hans patienter altid det fulde beløb i kontanter, forklarer han.
På klinikken adaptable human solutions, hvor Jill Dunbar er tilknyttet, er det tydeligt, at fokus er på udenlandske patienter. Alt i klinikken står på engelsk, og der er pamfletter med overskrifterne Coping with Living Away From Family During Covid-19, Are you a foreigner in Korea? og Itaewon Global Village. Langt de fleste af Jill Dunbars patienter er desuden udlændinge, fortæller hun.
Alligevel kan hun se særligt én forskel på hendes patienter i Sydkorea og i Skotland, hvor hun kommer fra:
– Mange af mine klienter i Korea udtrykker et negativt forhold til deres krop og udseende, og det gælder både koreanske klienter og udlændinge i Korea. Der er et stærkt fokus på ens udseende i Korea med en homogenitet af det “ideelle” look, og det har uden tvivl en indvirkning på selvværd og selvbillede, hvilket kan forværre angst og depression og føre til spiseforstyrrelser, siger hun.
Bedre bliver det ikke af, at det ikke blot er udseendet, men også ideen om at “passe ind i gruppen” og opføre sig på en bestemt måde, der er en indgroet del af den gruppeorienterede koreanske kultur. Hvis man ikke er, som folk er flest, kan det være svært at skabe et socialt netværk.
Hverken Jill Dunbar eller Fernando Reggianini er i tvivl om, at Sydkoreas manglende fokus på mentalt helbred har en betydning for landets høje selvmordsrate.
– Selv det at træde ind på en psykologisk klinik er problematisk. Mange er bange for, at de på vejen støder ind i nogen, de kender. De vil ikke have, at der kommer sladder frem om dem. Igen er det frygten for at blive udskammet, at folk skal tale om, at der er noget galt med deres karakter eller gener, eller at de har fået en dårlig opvækst eller uddannelse, siger Fernando Reggianini.
Af samme årsag holder mange psykologiske klinikker i Sydkorea deres adresse hemmelig for alle andre end patienterne. På hjemmesiden for Fernando Reggianinis klinik står der eksempelvis, at den er placeret “tæt på Gwanghwamun station”, men at klinikken “af hensyn til privatlivets fred” ikke oplyser den nøjagtige adresse til andre end patienter.
Hvorvidt human adaptable human solutions‘ navn og manglende udendørs reklamering skyldes samme årsag, ved Jill Dunbar ikke.
Men det er ikke utænkeligt.
