– Det er lidt kompliceret, siger nyudnævnt professor i personlighedsforstyrrelser og psykoterapi Mickey Kongerslev, da han skal forklare, hvordan hans professorat er finansieret og strikket sammen.
Grundlæggende er der to steder, der nu deles om hans arbejdskraft. Det er henholdsvis Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og Psykiatrien Øst hørende under Region Sjælland. Det er Region Sjælland, der er hovedsponsor på professoratet, men Mickey Kongerslev tror på, at det bliver win-win for alle.
– Min region sender jo noget af min løn til universitetet, så jeg kan forske i noget af den tid, hvor jeg måske ellers skulle se patienter. Men psykiatrien i Region Sjælland skulle også gerne få nogle fordele af det, eksempelvis kan jeg være hovedvejleder på ph.d.-projekter fra Psykiatrien Øst og bidrage til undervisning af personale med udgangspunkt i opdateret og forskningsbaseret viden, og vi har i forvejen et tæt samarbejde med både Syddansk Universitet og Københavns Universitet i Psykiatrien Region Sjælland, siger han.
Indtil sin udnævnelse til professor i april sad Mickey Kongerslev i en stilling som klinisk psykolog og afsnitsleder i Distriktspsykiatrien Roskilde, Psykiatrien Øst og var affilieret seniorforsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland. Han lægger ikke skjul på, at de fleste af hans arbejdstimer i den stilling gik med ledelsesopgaver og arbejde i klinikken. Men det betyder ikke, at forskningen har været sparket til hjørne imens.
– På en måde bliver det måske slet ikke så anderledes med min nye titel som professor. Forstået på den måde, at jeg altid har været amatørforsker. Jeg har altid brugt en god del af min fritid på forskningsprojekter. Så selvom jeg har været meget i klinikken, har forskningen også altid fyldt meget. Nu ser jeg selvfølgelig frem til, at der bliver flere af mine reelle arbejdstimer, der kan gå til forskning, siger han.
Allerede i sin studietid knyttede Mickey Kongerslev de første bånd til forskningens verden, idet han var studenterunderviser. Og kort tid efter at have afsluttet sin uddannelse på Aarhus Universitet blev han ekstern lektor selvsamme sted. Men med speciale inden for psykoterapi og psykopatologi var han aldrig i tvivl om, at han også følte sig kaldet til at virke i klinikken. Det har derfor fra dag ét været et bevidst valg fra hans side at bruge sin faglighed ude på gulvet hos patienterne.
– Selvom jeg altid har haft en universitetstilknytning på enten den ene eller anden måde, så har det været utrolig vigtigt for mig også at være ude i virkeligheden. Jeg kunne måske have lavet meget mere forskning, hvis jeg havde satset udelukkende på at gå den akademiske vej, men sådan har jeg aldrig tænkt. I forhold til undervisning og vejledning af studerende har jeg også oplevet det som en kæmpe fordel, at jeg er så tæt på praksis. Oveni synes jeg også, at der nu er kommet en politisk bevægelse henimod ønsket om mere praksisnær forskning, som kan bruges ude i samfundet her og nu, siger han.
Et af de mange forskningsprojekter, som den nyudnævnte professor allerede er i gang med at opstarte, knytter sig til Psykiatrien Øst i Region Sjælland. I Psykiatrien Region Sjælland har man således taget en beslutning om, at man vil anvende driftsmidler til kontinuerligt at have to ph.d’er ansat i psykiatrien.
Sammen med afdelingsledelsen i Psykiatrien Øst og forskningskollegaer har Mickey Kongerslev besluttet, at en af de nye ph.d.-stillinger, der slås op i nærmeste fremtid, skal indeholde forskning, der beskæftiger sig med selvskade og tvang.
– Der er fra mange sider, også politisk, et stort ønske om at nedbringe brugen af tvang i hospitalspsykiatrien. Nu er jeg selv i distriktspsykiatrien, men blandt vores patienter har vi nogle, der indlægges ofte, og som udsættes for megen tvang. Det drejer sig måske kun om seks til ti patienter, men procentvis fylder de rigtig meget i den samlede tvangsstatistik. Det er patienter, der udfordrer personalet, og hvor vi kan se, at vores standardbehandling simpelthen ikke rækker. De har lange og komplekse behandlingsforløb. Måske skærer de i sig selv og skal derfor i somatikken og syes. Andre drikker måske afløbsrens, der kræver somatisk behandling. Bagefter indlægges de på en psykiatrisk afdeling, og måske bor de også på et bosted, siger Mickey Kongerslev og understreger:
– Alt det kræver et tæt samarbejde på tværs af sektorer. Men det samarbejde har meget trange kår på grund af den silotænkning, som vi har organiseret vores system efter i de seneste årtier, siger han.
Det unikke ved den ph.d.-stilling, der snart slås op, er, at man har valgt ikke at målrette den en bestemt faggruppe. Det kan således være både en psykolog, en sygeplejerske eller en læge, der ender med at få stillingen.
– Det eneste bundne er målgruppen af patienter. Ellers ønsker vi at se, hvem der er derude, som kunne have en interesse i at forske i, hvordan vi bedre kan hjælpe denne gruppe af patienter, siger Mickey Kongerslev.
Et andet forskningsprojekt i Region Sjælland, som Mickey Kongerslev arbejder på at designe, skal undersøge, hvordan psykoterapi kan gavne mennesker med bipolar lidelse. Mickey Kongerslev har selv sin ekspertise inden for netop psykoterapi, og da man i den del af distriktspsykiatrien, hvor han sidder i ledelsen, har ansvaret for bl.a. borgere med bipolar lidelse, øjnede han et oplagt forskningsprojekt.
– Jeg begyndte at undersøge, hvad Sundhedsstyrelsen og andre retningslinjer siger om hjælp til patienter med bipolar lidelse og fandt ud af, at det især var medicin og psykoedukation. Og så var det, jeg tænkte: Hvorfor ikke psykoterapi? Jeg fandt ikke megen litteratur om emnet, og det blev klart for mig, at der var kommet en altdominerende fortælling om, at hvis man finder den rette medicin og giver patienterne psykoedukation, så var det best practice. Men vi ved desværre, at der er patienter, som er i risiko for tilbagefald. Psykofarmaka er standardbehandling, men der er også forskning, der tyder på, at tilbagefald kan udløses af sociale forhold og relationelle hændelser. Det er altså ikke psykoterapi, der skal helbrede, men måske var det værd at se på, om det kunne bruges i forhold til at forebygge tilbagefald, siger Mickey Kongerslev.
I efteråret igangsættes et pilotprojekt, og tegner det godt, er det planen, at der skal søges fonde til et egentligt randomiseret studie.
Siden Mickey Kongerslev skrev og forsvarede sin ph.d.-afhandling Personality Disorder in Incarcerated Adolescent Boys: Screening and Assessment i 2012, har han haft faglig interesse inden for feltet af personlighedsforstyrrelser. Således har han i tre år været faglig leder af Kompetencecenter for Personlighedsforstyrrelse i Region Sjællands Psykiatriske Forskningsenhed, og med et professorat i personlighedsforstyrrelser og psykoterapi er der naturligvis også sat forskningsprojekter i søen, der omhandler dette felt.
I 2020 publicerede Mickey Kongerslev med nogle kollegaer således et studie om borderline personlighedsforstyrrelse, hvor de systematisk søgte på al forskning vedrørende psykoterapeutisk behandling af denne personlighedsforstyrrelse. Studiet viste, at der var evidens for, at psykoterapi kan bruges til denne gruppe patienter, omend den påviste effekt ligger fra lav til moderat, når der blev sammenlignet med forskellige typer standardbehandling.
– De gode nyheder, vi fandt, var, at der rent faktisk er evidens for, at specialiseret psykoterapi virker som behandling til patienter med borderline personlighedsforstyrrelse. Samtidig viser den reelle effekt dog, at der stadig er masser at forske i. Vi kan med andre ord ikke lægge den død endnu, for der er behov for endnu bedre behandling til den her patientgruppe, siger Mickey Kongerslev, der selv har arbejdet mest med mentaliseringsbaseret psykoterapi.
Ovenstående studie, der er et Cochrane-studie, viste, at der især findes fem former for psykoterapi, der har behandlingseffekt på patienter med borderline personlighedsforstyrrelse. Tre ud af disse fem udbydes især i Danmark. Ser man på resultaterne af behandlingen med en af de fem forskellige behandlingsmetoder, er de ifølge studiet lige virksomme. Derfor er det ikke muligt for en behandler, når vedkommende skal afgøre, hvilken form for psykoterapi, der skal benyttes til den enkelte patient, at vælge ud fra evidens.
Men det skal et nyt studie, som Mickey Kongerslev er involveret i sammen med professor Ole Jakob Storebø fra Center for Evidensbaseret Psykiatri og professor Erik Simonsen (begge også fra Region Sjælland) og andre nationale som internationale kollegaer, forhåbentlig ændre på.
– For den gennemsnitlige patient viser det tidligere Cochrane-studie, at de fem former for psykoterapi er lige gode. Men den patient, som kommer til mig i klinikken, er jo unik og afviger derfor mere eller mindre fra den abstrakte gennemsnitlige patient. Derfor har vi taget initiativ til et såkaldt Individual Participant Data systematisk review studium. Her kontakter vi alle forskerne bag de randomiserede studier og beder dem om deres datasæt, hvis de kan og vil dele dem. Er vi heldige at komme igennem med det, vil vi få mulighed for at regne på, hvilke patienter der har effekt af den ene behandling frem for den anden. Der kan for eksempel vise sig at være faktorer som køn og komorbiditet, der spiller ind på, hvilken behandling den enkelte vil profitere bedst af, siger han og pointerer, at der bliver tale om et omfattende, internationalt forskningsarbejde.
Som det er i dag, er man meget orienteret mod recovery, når det handler om behandling af personlighedsforstyrrelser generelt, fortæller Mickey Kongerslev. Og til forskel fra tidligere, er det ikke længere sådan, at det er en patientgruppe, som ingen vil røre ved. Førhen herskede der, hvad professoren kalder en form for terapeutisk nihilisme, over for særligt patienter med borderline personlighedsforstyrrelse, men denne er nu heldigvis afløst af terapeutisk optimisme, pointerer han.
– Borderline personlighedsforstyrrelse er jo ikke kun selvskade, som nogle tror. Der er flere måder at opfylde diagnosekriterierne for borderline personlighedsforstyrrelse på. Nogle personer opfylder måske kun fem af kriterierne, mens det for andre er otte. Inden for diagnostisk klassifikation af personlighedsforstyrrelser sker der i det hele taget lige nu en udvikling, hvor man går mere og mere i retning af at se på sværhedsgraden. Er man let personlighedsforstyrret eller moderat til svær? Det er noget af det, der er blevet lavet om på med ICD-11, og som opfattes som en stor ændring. Faktisk var borderline personlighedsforstyrrelse tæt på at udgå som separat diagnose i ICD-11, men det blev ændret til sidst, hvilket jeg tror var klogt ikke skete på den korte bane, siger Mickey Kongerslev og tilføjer:
– Der knytter sig mange praktiske ting til diagnosen i forhold til bl.a. social lovgivning, og i udlandet også forhold omkring sundhedsforsikringer samt behandlingsmuligheder, som ville blive svært at navigere i uden diagnosen.
Mickey Kongerslev er som en af tre psykologer fra Specialpsykologisk Diagnoseudvalg (SPDU) udpeget til Sundhedsdatastyrelsens ICD-11-kernegruppe, der har til opgave at få oversat ICD-11 i Danmark.
Det skorter ikke på idéer til fremtidige forskningsprojekter hos Mickey Kongerslev. Så helt fri for at bruge af sin fritid i forskningens tjeneste bliver han næppe. Et af de projekter, han har i støbeskeen, handler om at få mere viden om, hvordan man giver patienter med borderline personlighedsforstyrrelser en højere grad af livskvalitet.
En ph.d.-afhandling af psykolog Tine Harpøth i 2019, som Mickey Kongerslev var medvejleder på, tog udgangspunkt i, at der generelt var en tendens til at fokusere på negative følelser – depression, tristhed, angst, i behandlingsøjemed. Men det kan vise sig at være en for snæver tilgang, fortæller han.
– De behandlingsmetoder, vi har brugt hidtil, har lagt mest vægt på det, der gør ondt. Men denne ph.d.-afhandling viste, at de positive følelser hos patienter med borderline personlighedsforstyrrelse har større indflydelse på livskvaliteten end de negative. Patienterne kan godt have negative og positive følelser samtidig, men det er sidstnævnte, der hænger tættest sammen med livskvaliteten. Det tyder på, at vi i vores behandling skal have mere fokus på patienternes positive følelser – og ikke så ensidigt på de negative. Hvis vi skal booste behandlingseffekten, kan det altså være, at vi skal se på, hvordan vi giver denne patientgruppe bedre livskvalitet, siger Mickey Kongerslev.
