ADHD er en meget heterogen lidelse, og der findes ingen behandlinger, som kurerer lidelsen. Nogle har god effekt af medicinsk behandling, men der er sandsynligvis store individuelle forskelle på behandlingsrespons og behandlingsdoser, og nogle har også ubehagelige bivirkninger. Der er usikker evidens for ikke-medicinsk behandling, som ellers er foretrukket af en del patienter.
I denne artikel har Buitelaar et al. fokus på individuel behandling, hvor behandlingen er baseret på særlige personlige karakteristika hos patienterne såsom kliniske, familiære, kognitive, genetiske eller biologiske forhold. I dette systematiske review var formålet at skabe et overblik over biomarkører, som kan understøtte og præcisere diagnostikken, opdele mennesker med ADHD i mere homogene subgrupper samt forudsige behandlingsrespons og langtidskonsekvenserne af behandlingen.
Reviewet søgte efter randomiserede, kliniske forsøg og ikke-randomiserede studier, med fokus på biomarkører. Man fandt 78 studier, der undersøgte potentielle diagnostiske markører ved brug af EEG, kognitive undersøgelser og MRI. Der var få studier, som undersøgte markører, der kunne forudsige en behandlingsrespons. Der er derfor et stort behov for randomiserede – og/eller observationelle studier, der kan identificere biomarkører, som kan bruges til at klassificere individuel variation og respons på behandlingen.
Selv om der findes mange bud på forskellige biomarkører, der kan bruges i diagnostikken, så foreligger der fortsat et større arbejde med at validere disse. Forfatterne er inde på, at valideringen af disse biomarkører bl.a. kan gøres via retrospektiv analyse af større randomiserede kliniske forsøg eller via randomiserede kliniske forsøg, der gør brug af såkaldt enrichment design.
Buitelaar J, Bölte S, Brandeis D, Caye A, Christmann N, Cortese S, Coghill D, Faraone SV, Franke B, Gleitz M, Greven CU, Kooij S, Leffa DT, Rommelse N, Newcorn JH, Polanczyk GV, Rohde LA, Simonoff E, Stein M, Vitiello B, Yazgan Y, Roesler M, Doepfner M and Banaschewski T (2022) Toward Precision Medicine in ADHD. Front. Behav. Neurosci. 16:900981. doi: 10.3389/fnbeh.2022.900981
Dette spændende Cochrane review har fokus på social interaktion og social kommunikation gennem musik. Formålet var at undersøge effekten af musikterapi alene eller musikterapi kombineret med standard terapi sammenlignet med enten standard terapi, ”placebo” eller ingen behandling til mennesker med autismespektrumforstyrrelse.
Dette review er en opdatering af et tidligere review publiceret i 2006. I denne opdatering inkluderede forfatterne 16 nye studier, bestående af både randomiserede, kvasi-randomiserede eller kontrollerede, kliniske forsøg. Der blev i alt anvendt 25 studier i analyserne. De fleste af disse studier inkluderede børn fra to til 12 år (21 studier). Analyserne undersøgte effekten af forskellige former for individuel og gruppebaseret musikterapi. Terapien varede mellem tre dage og otte måneder.
Resultatet var, at musikterapi medførte en generel forbedring sammenlignet med ”placebo” eller standard behandling (risk ratio (RR) 1.22, 95% CI 1,06 til 1,40, 8 studier, 583 deltagere; evidens af moderat kvalitet). Desuden viste resultaterne, at musikterapi muligvis medfører en reduktion i den totale sværhedsgrad af autismesymptomerne (standardized mean difference (SMD) -0.83, 95% CI -1.41 til -0.24, 9 studier, 575 deltagere; evidens af moderat kvalitet).
Musikterapi havde umiddelbart ikke nogen effekt på social interaktion, non-verbal – og verbal kommunikation. Forfatterne konkluderede, at der nu er evidens af moderat kvalitet, som viser, at musikterapi kan hjælpe mennesker med autisme (primært børn) til en generel forbedring og reducering i sværhedsgraden af deres symptomer. Sammenlignet med den tidligere version af reviewet har de nye studier styrket kvaliteten af evidensen. Dette review har resultater, som er interessante og kan være af værdi for både patienter, pårørende, behandlere og politikere.
Geretsegger M, Fusar-Poli L, Elefant C, Mössler KA, Vitale G, Gold C. Music therapy for autistic people. Cochrane Database of Systematic Reviews 2022, Issue 5. Art. No.: CD004381. DOI: 10.1002/14651858.CD004381.pub4.
Denne meta-analyse undersøger forekomsten af nye bivirkninger hos patienter, efter at de var stoppet med at tage antipsykotisk medicin. Projektet tog udgangspunkt i en stor åben database fra Yale Universitet, hvorfra man inkluderede randomiserede kliniske forsøg, der undersøgte brugen af antipsykotisk medicin sammenlignet med placebo.
Forfatterne inkluderede studier, der specifikt rapporterede på individuel patient data (dvs. rådata) fra voksne patienter over 18 år med enten skizofreni, socio-affektiv forstyrrelse eller bipolar lidelse. Forfatterne gjorde brug af data fra de deltagere, som i de oprindelige studier havde været inkluderet i placebogruppen. Disse deltager blev af forfatterne inddelt i to grupper: 1) en gruppe bestående af patienter, som var stoppet med antipsykotiske medicin ved opstart af forsøget eller i løbet af en udvaskningsperiode (seponeringsgruppen) og 2) en gruppe bestående af deltagere som ikke havde taget antipsykotisk medicin i mindst fire uger, enten før opstart af forsøget eller før en udvaskningsperiode (kontrolgruppen).
Der var en række andre krav til brug eller stop af anden medicin, og forfatterne havde meget fokus på at undgå faktorer, som kunne have en indflydelse på resultaterne. Det primære effektmål var forekomsten af mindst én ny somatisk (kropslig) bivirkning inden for fire uger efter opstart af forsøget eller udvaskningsperioden. Forfatterne inkluderede 18 studier, hvorfra 692 deltagere blev inkluderet i seponeringsgruppen og 935 deltagere i kontrolgruppen.
Der blev påvist nye somatiske bivirkninger hos 295 deltagere (43%) i seponeringsgruppen og hos 293 deltagere (31%) i kontrolgruppen (OR på 1,74, 95% CI 1,27 til 2,39, evidens af moderat kvalitet). Der var desuden en øget forekomst af nye psykiatriske bivirkninger i seponeringsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen (OR 2,01, 95% CI 1,38 til 2,94).
Forfatterne understreger, at det er vigtigt med en gradvis udtrapning af antipsykotisk medicin for at begrænse forekomsten af nye bivirkninger som følge af ophør med antipsykotisk medicin. Disse fund kan have betydning for sikkerheden ved behandlingsophør med antipsykotisk medicin og kan bruges til at optimere planen for behandling med antipsykotisk medicin hos den enkelte patient.
Brandt L, Schneider-Thoma J, Siafis S, Efthimiou O, Bermpohl F, Loncar L, Neumann K, Hasan A, Heinz A, Leucht S, Gutwinski S. Adverse events after antipsychotic discontinuation: an individual participant data meta-analysis. Lancet Psychiatry. 2022 Mar;9(3):232-242. doi: 10.1016/S2215-0366(22)00014-1. PMID: 35183280.
Traumatiserede flygtninge kan have gavn af psykoterapi i varierende grad. Antallet af flygtninge på verdensplan stiger, og mange af dem har oplevet traumatiske hændelser og/eller har psykiatriske problemstillinger. Få studier har undersøgt, hvilke faktorer der på længere sigt har en betydning for den mentale sundhed og livskvalitet hos flygtninge som har modtaget psykoterapi.
I dette studie blev 54 voksne flygtninge med komplekse traumer som følge af krig, forfølgelse, tortur og problemer i barndommen interviewet (face to face) over en tiårig periode. Deltagerne bestod af 35 mænd og 19 kvinder med en gennemsnitsalder på 39,3 år. Næsten halvdelen af dem havde børn. De blev interviewet første gang ved opstart af terapien og derefter på forskellige tidspunkter, både under og efter psykoterapien. Forskellige spørgeskemaer med fokus på krig, barndomstraumer, mental sundhed og livskvalitet blev anvendt.
Formålet var at undersøge, hvilke demografiske faktorer og oplevet traumer der især havde betydning for den mentale sundhed og livskvalitet inden for en periode på ti år hos de flygtninge, som havde modtaget psykoterapi. Man fandt, at især køn var koblet til en øget symptombyrde af PTSD, angst og depression samt negativ påvirkning af livskvaliteten på længere sigt. Barndomstraumer og oplevelser med tortur havde en betydning for graden af depression, mens traumatiske oplevelser som følge af krig og det at have oplevet tortur havde betydning for graden af angst på længere sigt.
Forfatterne konkluderede, at kronisk sygdom ses i højere grad hos mænd samt hos flygtninge udsat for tortur og hos dem med flere typer af dramatiske krigsrelaterede oplevelser. Studiet understreger behovet for mere kønsspecifik forskning og behandling.
Opaas M, Wentzel-Larsen T, Varvin S. Predictors of the 10 year course of mental health and quality of life for trauma-affected refugees after psychological treatment. Eur J Psychotraumatol. 2022 May 25;13(1):2068910. doi: 10.1080/20008198.2022.2068910. PMID: 35957631; PMCID: PMC9359185.
