PPR – at samskabe, reflektere og medinddrage børn og unges perspektiv

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger

Baggrund

Da jeg begyndte i et vikariat i PPR for en del år siden, undrede jeg mig over tilgangen til børn med diagnoser. Jeg skrev derfor afsluttende speciale om betydningen af en refleksiv tilgang til børnegruppen, og jeg konkluderede bl.a., at børn er andet og mere end deres funktionsforstyrrelser. Deres adfærd udløses i et samspil mellem disposition, evner, personlighed og opvækst, og de har samme psykologiske behov som andre børn. Derfor skal børn ikke opfattes og behandles som objekter, men skal mødes i en vi-relation (Kristiansen 1999).

Mange år er gået, terminologien har ændret sig, men perspektiverne har fortsat aktualitet i en tid med stigende mistrivsel hos børn og unge og øget pres på psykiatrien for udredninger og diagnosticering. De må ikke glemmes, selvom situationen inviterer til at udvikle nye stier i PPR, omprioritere og tænke anderledes.

Jeg ønsker med min fagkronik at sætte fokus på PPR som en central vidensorganisation. Dermed følger også et ansvar i forhold til at gøre sig gældende i debatten om børns trivsel. Vi skal turde stå på, hvilke holdninger og indsatser der er hensigtsmæssige og etiske i børne-familieperspektiv såvel som i skole- og daginstitutionsperspektivet.

Regeringen nedsatte i 2020 Reformkommissionen mhp. at udarbejde forslag, der tager hånd om komplekse samfundsudfordringer (Nye Reformveje 2023). Derfor har jeg implicit geninddraget perspektiverne fra specialet sammen med Reformkommissionens anbefalinger for PPR.

Reformkommissionens anbefalinger og igangsatte tiltag

Anbefalingerne for PPR indebærer en prioritering af den tidlige og forebyggende indsats i forhold til 0-6-årige børn. Der anbefales en overbygningsuddannelse for vejledere med en pædagogisk uddannelse, som kan udforme handlingsorienterede PPVer (pædagogisk psykologiske vurderinger) og mini-PPVer, der forebygger specialundervisning. Desuden anbefales, at der etableres et bedre samspil mellem kommunale tilbud og børne-ungepsykiatri.

Det er allerede besluttet at etablere en PPR-specialiseringslinje ved universitetet med optag i foråret 2024 (Henriksen 2023). Tiltaget betyder en ny praksisorienteret faggruppe i PPR – og nye tværfaglige muligheder, konstellationer og vinkler ind i praksis.

Psykiatrien i Nordjylland har igangsat et projekt, som indebærer, at forældre ikke længere skal henvises af almen praksis eller PPR (DAWBA, 2023). Det kan medføre kortere ventetider til en psykiatrisk indsats og frigøre midler til, at PPR kan prioritere den tidlige indsats ganske i overensstemmelse med Reformkommissionens anbefalinger. Hvordan samspillet med PPR vil blive, har jeg endnu ikke et tydeligt billede af.

Her er mit ærinde dog også, om en direkte vej ind i psykiatrien utilsigtet kan medføre, at forældre frekventerer psykiatrien frem for at inddrage PPR i en tidlig indsats (diagnoser kan udløse hjælp), og at der anlægges et mere diagnostisk perspektiv på trivselsproblemer.

Det kan betyde en nedprioritering af det forhold, at alle børn lever og udvikler sig i fællesskaber og relationer. Det kan betyde, at børns adfærd ses og forklares ud fra en overvejende diagnostisk forståelse.

Vi skal turde bekymre os om dette, så vi kan forholde os forebyggende.

En narrativ tilgang – barnets perspektiv

Og det er vigtigt at anskue børns adfærd ud fra en multifaktoriel tilgang (Søndergaard 1990) kombineret med, at unges adfærd kan forstås som invitationer (Nielsen 2023).

Følgende eksempel er fra skønlitteraturen. Det viser, at vi gennem barnets fortælling kan opnå en indsigt, som ikke kan fås gennem tests og screeninger, og som vil være unik for den enkelte.

Her episoden mellem den forældreløse Richard og klassekammeraten Tom, begge venneløse og medlemmer af klassens pariakaste:

– Tom så ud som om jeg havde givet ham en lussing; han kunne vel ikke lide, at jeg efterabede hans stammen. Jeg kunne ikke selv lide det, jeg kunne bare ikke lade være. Sådan har det altid været. Hvis folk ikke allerede tog afstand fra mig, sørgede jeg hurtigt for at de kom til det. Det var lidt den samme refleks, der får børn som Karen og Oscar jr. til at smile og være omgængelige, så alle kan lide dem bare med modsat fortegn. Det var ikke sådan, at jeg absolut ville have folk til at synes dårligt om mig; det var bare, fordi jeg vidste, at de under ingen omstændigheder ville synes om mig alligevel. Så jeg kom dem på en måde i forkøbet. Jeg fik dem til ikke at kunne lide mig på min måde (Nesbø, 2023, Nathuset).

Ser vi bag om børns adfærd, ser vi, hvad vi forventer. Vi skal derfor se bag om vores egen forståelse af børns adfærd.

Bruner fremførte i 1986, at det at forklare, hvad børn gør, ikke er tilstrækkeligt. Vi skal finde ud af, hvad de mener, de gør, og hvilke grunde de har til det (Bruner 1996).

Det er gennem denne reflekterende tilgang til barnets fortælling og adfærd, at vi i fællesskab og samskabelse kan udvikle nye forståelser og skabe mulighed for trivsel.

Omvendt kan fagpersoner tilbyde barnet og den unge tilgængelige forklaringer. Det kan konkretiseres gennem bevidning af forløb og børnebreve (Tordrup, 2023). Det er overset, at børn og forældre kan have brug for en formidling af forløb og indsatser i en form, der bidrager positivt til deres livsfortælling.

Jeg ville aldrig hævde, at diagnoser ikke kan være såvel nyttige som ønskede og lede til positive erkendelser. Det ved jeg, at de kan. Men på trods af gode holdninger om mangfoldighed og neurodiversitet stilles diagnoser alt andet lige af sygehusvæsnet. Hos nogle unge er de ikke velkomne og kan efterlade den unge med en følelse af at blive stemplet.

Mennesker har et grundlæggende behov for at blive værdsat af betydningsfulde andre. Hvis man føler, at dette ikke er tilfældet, kan man udvikle patologisk skam og gemme sig bag en maske, der skjuler det skamfulde selv (Jørgensen 2023). Eller man kan helt melde sig ud af fællesskabet.

Er patologisk skam et væsentligt aspekt i forhold til skolevægring? Og i givet fald: Hvad betyder det i forhold til mulige indsatser? Dette er et underbelyst område, der indbyder til yderligere udforskning (inspireret af Oreskov, 2021)

Forebyggelse, praksisnærhed og PPV

At arbejde forebyggende i forhold til at udrede trivselsomstændigheder (multifaktorielt), der leder til skolevægring, vil fremadrettet være helt centralt for PPR og gælde for hele 0-18-årsområdet. Jeg oplever flere eksempler på, at også børnehavevægring italesættes.

Aktuelt initieres et forskningsprojekt, der undersøger, om ni forskningsinformerede principper for PPR-arbejdet kan øge kvaliteten af rådgivningen og gøre den mere forebyggende og praksisnær (Trygfonden 2023).

Jeg kan se muligheder i, at velstrukturerede praksisforløb i sig selv kan udgøre en mini-PPV, der derved antager en dynamisk og samskabende form – den vil hele tiden være i spil og kan løbende tilpasses.

Betydningen af værdier

Lige nu er der sat turbo på forandrende tiltag i skoleverdenen og i PPR. Men forandringer i en organisation kan ikke gennemføres med succes, uden at der tages højde for kulturen, mindset og værdigrundlag. Når forandring fejler, er det ofte fordi, at man ”glemmer” dette (Schein 1994).

Jeg vil derfor afrunde med, at et fælles og dynamisk afsæt i værdigrundlag, etik og refleksioner er en forudsætning for ejerskab. Det er selve grundlaget, hvis vi skal lykkes med at skabe virksomme stier i PPR, inddrage børn og unges egne fortællinger og medvirke til trivsel og deltagelse i fællesskabet.