Fabler ligger umiddelbart langt fra en traditionel resultatbeskrivelse af eksempelvis en WISC. Men det er ikke det eneste, der adskiller TA-C-metoden fra traditionel testning.
I foråret udkom bogen Therapeutic Assessment with Children, Enhancing Parental Empathy Through Psychological Assessment, hvori metodens ophavsmænd beskriver, hvordan et TA-C-forløb struktureres. Omdrejningspunktet er samarbejdet mellem terapeut og barnet og dets forældre.
I Danmark har børnepsykologerne Mette Kyung og Nina Madsen Sjö taget TA-C til sig. De er begge specialister i børneneuropsykologi og har egen klinik, hvor de ser børn og unge i både terapi- og udredningsforløb. Begge har taget en videreuddannelse i TA-C og bruger bl.a. tilgangen, fordi de oplever, at udbyttet bliver mere konkret og brugbart for forældre og børn, da de inddrages gennem hele processen, og specifikt for barnets vedkommende får psykologens fund præsenteret i en fabel.
Fabeldelen i TA-C har vist sig at kunne noget helt specielt. Det kommer vi tilbage til.
Inden skal vi se på nogle af de andre trin i processen, der gør TA-C anderledes end traditionelle udredningsforløb:
Nina Madsen Sjö:
– Traditionelt laver vi en udredning og kommer med resultater og anbefalinger på sidstedagen. I det forløb kan der vokse en masse bekymringer frem hos barnet såvel som forældrene. I et TA-C-forløb er vi i løbende dialog om resultaterne, hvilket gør det mere forståeligt for forældrene. Det er en anden tilgang, end jeg har oplevet som børneneuropsykolog, hvor man har en mere tydelig rollefordeling, og hvor psykologen er eksperten, som giver forældre eller kommune et svar med to streger under.
Første skridt i et TA-C-forløb er udarbejdelsen af en række assessment-spørgsmål. Assessment-spørgsmålene guider så at sige udredningen og dækker de bekymringer, familien kommer med ved forløbets begyndelse. Processen med at finde frem til assessment-spørgsmålene tager typisk en til tre timer. Allerede ved den indledende samtale bliver forældrene forberedt på, at de skal være med til at formulere spørgsmålene.
Nina Madsen Sjö:
– Et assessment-spørgsmål kan godt være: Har mit barn ADHD? Men det kunne følges af: Hvordan bliver jeg bedre til at forstå, hvad der foregår i mit barn, når vi konstant ender i situationer, hvor vi råber? Ofte vil barnet selv have gjort sig overvejelser om sin situation, fx: Hvorfor skændes vi meget i min familie? Eller: Hvad kan jeg gøre ved min angst? Assessment-spørgsmål er aldrig rettet mod Hvad er der galt med barnet, men drejer sig om at finde opmærksomheder, der medfører, at de voksne forstår og håndterer konflikter eller andre udfordringer mere hensigtsmæssigt.
Når assessment-spørgsmålene er formuleret, guider de valg af spørgeskemaer og tests. I hele forløbet er psykologen kommunikerende omkring arbejdshypotesen, og der er løbende dialog om testresultaterne, også hvis resultaterne betyder, at arbejdshypotesen skal laves om.
I den fulde TA-C-metode er der to undersøgere til stede ved testning. En som tester barnet, og en som sammen med forældrene observerer testsituationen og forklarer forældrene, hvorfor testpsykologen siger og gør, som hun gør, og hjælper med at se barnets perspektiv.
Mette Kyung:
– Barnet er ikke en isoleret ø, men indgår i en familie og i en klasse og andre sammenhænge. Vi vil gerne understøtte en nysgerrighed på eksempelvis forældrenes rolle i familiekonteksten, uden at de føler sig dømt eller kritiseret. På den måde er der meget systemisk tænkning i TA-C.
Når resultaterne skal formidles, foregår det også i en dialog med forældrene og fører ultimativt til, at psykologen skriver de fund og indsigter, som er fremkommet undervejs, ind i en historie, der er opbygget som en fabel. Fabler er en litterær genre, de fleste af os får kendskab til som børn, kommer til eksamen i på et tidspunkt i ungdomsårene og med alderen selv læser op for yngre generationer. Genkendeligheden er således stor, så snart vi hører ordene: Der var engang.
I den terapeutiske fabel er hovedpersonen, barnet, personificeret i et alter ego, som barnet kan identificere sig med. Er barnet vild med hunde, kan det være en hund, der bor med sin hundefamilie. Er barnet optaget af rumvæsner, bor hovedpersonen med sin familie på en fremmed planet. Hovedpersonen minder om barnet ved eksempelvis at have samme yndlingsfarve, -mad eller -sport. Hovedpersonen i fablen har også nogle egenskaber, som barnet kan genkende.
Men som vi ved, er der også modstand i en fabel. Modstanden er det, der er svært for barnet eller familien og beskrives ud fra assessment-spørgsmålene. Testdata, der underbygger både styrker og udfordringer, skrives som noget, hovedpersonen oplever. For at overvinde modstanden har hovedpersonen en hjælper, evt. psykologen, som anerkender, at der er noget svært på færde, og som hjælper barnet og forældrene med at forstå det svære.
Forældrene eller andre signifikante voksne i barnets liv er også skrevet ind i fablen som nogen, der har lært noget og fremadrettet påtager sig et ansvar for at hjælpe barnet på en anden måde end tidligere. Moralen, som normalt afslutter fabler, skrives i den terapeutiske fabel som et bud på, hvordan barnet og forældrene kan arbejde med de nye indsigter.
Mette Kyung:
– Det har en betydning for barnet at forstå sine udfordringer med eksempelvis en diagnose i en kontekst af familie eller skole. Jeg prøver også altid at skrive det ind, som forældrene har overskud til at forpligte sig til, uden at jeg dermed laver en happy ending. Min oplevelse er også, at det næsten er lige så terapeutisk for forældrene at læse fablen som for barnet, fordi forældrene oplever, at både de og deres barn bliver forstået, og at deres intentioner om at ville barnet det bedste også er blevet forstået.
Fablen bliver således kronen på værket, når forståelser, der er kommet frem i TA-C-forløbet, skal formidles til barnet og familien.
Forskning underbygger Mette Kyung og Nina Madsen Sjös oplevelse af, at feedback i fabelform bliver positivt modtaget.
Tharinger og Pilgrim offentliggjorde i 2011 et studie baseret på en gruppe børn, som var blevet udredt med et bredt neuro- og kognitionspsykologisk testbatteri. I den ene gruppe skulle børn og forældre evaluere udredningsprocessen, efter de havde fået fundene beskrevet i en fabel. Den anden gruppe fik først fablen, efter de havde evalueret forløbet.
Børnene som fik læst fablen højt inden de udfyldte spørgeskemaerne syntes de lærte mere, følte sig mere knyttede til psykologen, følte sig mere inkluderede i udredningen og mente, at deres forældre lærte mere om dem end kontrolgruppen. Også forældrene i fabelgruppen var signifikant mere tilfredse med udredningen og mente, deres børn var blevet forstået, og at samarbejdet var bedre, end hvad forældrene i kontrolgruppen rapporterede.
Nina Madsen Sjö:
– I fablen rammer vi en anden tone end i en traditionel tilbagemelding. Fablen kan læses igen og igen af barnet og forældrene. Nogle børn vælger at andre må læse deres fabel. Fx vil nogen børn gerne læse den højt i klassen eller for bedsteforældre. En fabel kan få nogle andre lag frem, end hvis en lærer eller en forælder forklarer barnets situation.
Når man skal skrive en fabel, kræver det en anden måde at udtrykke sig på, end den man normalt anvender i psykologien. Men det er en proces, der kan læres:
Nina Madsen Sjö:
– En af de psykologer, der bruger TA-C-metoden, har skrevet flere end 70 fabler. Han har fortalt, at han har en skabelon til børn i forskellige aldre med forskellige vanskeligheder. Han kan nu skrive en fabel på omkring en halv time, mens det i begyndelsen tog ham fire timer.
Men selv hvis man lærer at producere fabler relativt hurtigt, kan man spørge, om ikke de mange timer brugt på forældresamarbejde gør TA-C-forløb mere omkostningstunge end traditionelle udredningsforløb.
Mette Kyung:
– Som VISO-specialist har jeg mødt børn, som ikke har været i skole i flere år på trods af, at de har været udredt mange gange. I de forløb mangler ofte barnets perspektiv og en systemisk forståelse. Med TA-C faciliterer vi, at barnet og familien er med til at finde forståelse for situationen og at give dem eller andre i systemet bedre handlemuligheder. Mon ikke vi til syvende og sidst blot bruger ressourcerne anderledes i TA-C, snarere end at vi bruger flere.
Nina Madsen Sjö:
– Desuden tyder en del forskning på, at forældre ofte ikke forstår de rapporter, vi som psykologer skriver, dels fordi rapporterne er for lange, og dels fordi de er skrevet med for høje lixtal. At sørge for at modtagerne og dem, der skal udføre det, faktisk har forstået, hvad vi forsøger at kommunikere, det er selvsagt væsentligt.
