Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.
Lad mig starte med at punktere en falsk fortælling. Vi fødes ikke alene, og vi dør ikke alene. Vi fødes af et menneske ind i en verden af mennesker, og når vi dør, er det ikke vores Tesla, vi dør fra.
Mennesker er som bekendt sociale væsner.
Socialiteten indebærer, at vi til alle tider er og har været afhængige af hinanden for at kunne overleve. Det indebærer også, at forbundetheden og flokdyrsmentaliteten er en del af vores DNA, ligesom statushierarkier, sammenligningstendenser, sociale normer, gruppedannelser og en fælles oplevet virkelighed er det.
I vid udstrækning er vi som dråberne i en flod. Vi flyder med strømmen. Hvis gruppen går én vej, vil vi blive draget mod at gå samme vej og særligt, hvis disse andre er en del af vores lille bæk eller gruppe.
Evolutionen har udviklet vores socialitet gennem årtusinder, men vi står nu i den situation, at en række tendenser har skabt en situation, som krop, sind og klode ikke kan følge med til.
Som mennesker er vi enormt påvirkelige over for hinanden. Først og fremmest i de tidlige år, men også gennem senere interaktioner og menneskelige formidlingskanaler. Et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund har drevet rovdrift på menneskers sammenligningstendens, statusorientering og et medfødt behov for at være en del af flokken. Fx er sociale medier og AI-algoritmer ikke bygget med henblik på at styrke den mentale sundhed.
Det har bidraget til nogle usunde sociale normer og værdier, og til at falske fortællinger og forestillinger har fået en magt iblandt os.
Et eksempel på, hvordan det udspiller sig og har konsekvenser i praksis, kan vi se i en falsk fortælling, som efterhånden er ganske udbredt, nemlig at ”alt lader sig gøre, for den der bærer viljen, ikke blot i hjertet, men i et regneark”.
Underforstået, at hvis noget kan lade sig gøre på papir, så kan det også lade sig gøre i virkeligheden, såsom at have lige så mange samtaler om dagen, som der tidsmæssigt kan klemmes ind i kalenderen – eller måske endda lidt flere hvis man lige skærer et kvarter af hver samtale.
Den fortælling er forkert, bl.a. fordi nærvær er en begrænset ressource, og fordi der er forskel på tid og mentalt rum. Jeg kan fx ikke lægge ind i en tidsregistrering, at jeg arbejder mindre effektivt, fordi mit barn mistrives, eller fordi min partner har været utro. Men hvis alle opfører sig som om, at det er sandt, så bliver fortællingen styrende for vores adfærd og oplevelse.
Det oplevede er definerende for den ”virkelighed”, vi navigerer efter, hvormed falske fortællinger får en vis sandhedsværdi og en reel indvirkning.
Resultatet er en oplevet normalitet, som er forrykket fra en bæredygtig normalitet, hvori det ligger naturligt, at mennesker har begrænsede ressourcer og i øvrigt brug for ting som genopladning, søvn og nærvær.
Når den oplevede normalfordeling forrykkes, og normalt ikke længere er godt nok, vil det skabe en oplevelse hos mange af at skulle kunne mere, end man bæredygtigt kan. Det nedslider og udmatter, fordi vi som biologiske væsner ikke er de Duracell-drevne kaniner, som mange samtidsfænomener kan få os til at tro, at vi skal være.
Spejler man sig i unuancerede fremstillinger på sociale medier af de ”perfekte”, tilsyneladende normale mennesker, som med smilende lethed, ro og overskud når mere end det hele, kan man let komme til at føle sig utilstrækkelig.
Konsekvensen af konstant at opleve, at man skal kunne mere, end man kan, er udvikling af stress og på sigt en oplevelse af meningsløshed.
Det udmatter og skaber oplevelsen af ikke at slå til, og når man hele tiden oplever ikke at kunne gøre noget godt nok, holder man til sidst op med at prøve. Hvis ikke kroppen allerede forinden har tvunget en til at stoppe op og stå af, så enten resignerer man eller træffer aktivt valget om at stå af vognen.
Der er tale om et eksistentielt double-bind, som ligger dybt forankret i vores dna.
Mennesker kan ligeså lidt vælge ikke at ville lade sig påvirke af andre mennesker, som de kan vælge ikke at ville være mennesker. Og mennesker kan heller ikke holde op med at være dyr med (andre) biologiske behov, der skal opfyldes. Det er heri det eksistentielle double-bind ligger.
Men stress er langtfra den eneste konsekvens. For når der opstår en forrykket normal, opstår ikke kun oplevelsen af, at normalt ikke er godt nok. Der opstår det paradoks, at normal ikke vil opleves som god nok.
Det første handler om min gøren i verden, mens det andet handler om min væren i verden, hvormed problemstillingen bliver dybere.
Ikke at føle sig god nok er nært knyttet til oplevelsen af skam, og skammen over at være normal er efter min mening en af præsentationssamfundets helt store motorer.
Grunden til dette er, at skammens funktion bl.a. er at sikre, at vi hurtigt og instinktivt retter ind i forhold til hinanden, når vi har forbrudt os mod et socialt kodeks.
Skammen er nålen i vores moralske kompas. Moralen og de sociale normer er afhængige af gruppe, kontekst og samtid, og skammen svinger i takt hermed.
Menneskets tilpasningsdygtighed er i høj grad en social tilpasningsdygtighed, og denne har naturen sikret ved, at vi livet igennem lader vores selvbillede påvirke af de spejle, vi kigger ind i.
Skam indbefatter en frygt for eksklusion, og hvis man oplever skam over at være sit normale jeg, vil man gemme det væk netop af frygt for at blive ekskluderet.
Man kan ikke lade sig se og kan dermed heller ikke blive holdt af, præcis som man er. Og så kommer ensomheden.
I min gang på vidt forskellige uddannelsesinstitutioner kan jeg se og høre, at der er sket noget med fællesskaberne og med tilgangen til studiegrupper og det sociale liv på studiet, bl.a. som en konsekvens af øget eksklusionsfrygt.
Eksklusionsfrygten kan tilgås på flere måder, men kalder særligt på flere fællesskabsorienterede tilgange og interventioner, der indvirker på de sociale normer.
Dette kan gøres gennem en kollektiv påvirkning af selvforståelsen i en gruppe af individer, hvorved adfærd og tilhørsforhold præges i en mere bæredygtig retning – såfremt omgivelserne understøtter det.
Det gør vi i Studenterrådgivningens socialpsykologiske enhed, hvor vi intervenerer over for større grupper bl.a. gennem social belonging-interventioner udviklet ved Stanford University.
Her introducerer vi ældre studerendes historier om modgang for relativt nye studerende, for dernæst at bede dem skrive et vidnesbyrd til kommende studerende om deres modgang.
Et mål er at favne fejlbarligheden for så at hvile og vokse med den og hinanden. Og effekten er høj.
Måske netop fordi den oplevede og forrykte (forrykt= ude af balance) normalitet føres tilbage i en mere bæredygtig og inkluderende retning.
Skammen over at være normal er et paradoks, der handler om, at det, der sædvanligvis vil være en indgangsbillet til fællesskabet, ikke længere er det med samme selvfølgelighed.
Hermed har præstationssamfundet spillet fallit, fordi eksklusionsfrygten sænker evnen til at præstere. Og hvad vigtigere er, så underminerer det fundamentet under vores samfund og mentale sundhed.
Der er intet jeg uden et du. Vi stammer fra det samme stjernestøv, og vi er tæt forbundne. Når vi ud af relationsfrygt drives til at være noget andet, end det vi er, mister vi forbindelsen ikke bare til andre, men også til os selv.
Det er ikke bedst at være bedst. Det er bedst at være sammen.
