Mirjam Capelle var 11 år og sad i kælderen i familiens hjem i Lyngby med sin mor og kiggede på en fjernsynsskærm. Hun var glad for at se dyrefilm og gymnastik og var spændt på, hvad hendes mor ville vise hende.
Først forstod hun ikke, hvad hun kiggede på. Mennesker stod i kø foran godsvogne. Der var høje skorstene, lig stablet i bunker og udmarvede børn og voksne i køjesenge. Mirjams mor ville knytte ord til scenerne fra koncentrationslejren, men kunne kun hulke, da hendes datter kiggede på hende. Moderen var opløst af gråd, mens Mirjam var i chok. Familien er jødisk, hendes oldeforældre sad i koncentrationslejr, og moderen flygtede som otteårig med bedsteforældrene fra Danmark til Sverige under besættelsen.
Den dag i kælderen var første gang, Mirjam Capelle fik et ufiltreret indblik i holocaust, men langtfra den eneste gang hun som barn blev ført ind i beskrivelser af jødeudryddelsens omfang af sin mor.
– Oplevelsen i kælderen katapulterede mig ind i en forståelse af verdens grusomhed. Med min baggrund kunne jeg have været en af de uskyldige, som blev slået ihjel, og jeg så min mor fuldstændig nedbrudt. I min barndom blev jeg overdoseret med fortællinger om de forfærdeligheder, min familie har været udsat for, og hvilken betydning disse nedarvede traumer og transition af traumer har haft for mig, har jeg tygget på lige siden, fortæller hun.
Mirjam Capelle er i dag 55 år, psykolog, og vi sidder i sofahjørnet i hendes praksis i Gentofte. Kælderscenen er den første i hendes bog Min sjæls vandmærke – En jødisk slægtsfortælling.
Bogen er dels en selvbiografisk udfoldelse og en fortælling om de traumer, der har præget hende selv og hendes familie, men er samtidig båret af en række nedslag i hendes slægts historie, hvor forfatteren krydrer research med fiktive elementer og bevæger sig tilbage til 1904, da hendes oldeforældre flygtede fra russiske pogromer i Polen og slog sig ned i København. Flugt er et gennemgående tema i bogen, og da Mirjam Capelle begyndte at samle brikkerne under skrivningen, gik det op for hende, at hun har været optaget af flugt fra en tidlig alder.
– Jeg fandt en stil, jeg havde skrevet i fjerde klasse, som handlede om flugt, og jeg har haft drømme, hvor jeg er forfulgt så langt tilbage, som jeg kan huske. Min mors mange vredesudbrud i min opvækst tolker jeg som udtryk for hendes traumatisering af flugt, og i store dele af mit liv har jeg haft en fornemmelse i mig selv af at skulle være klar til at flygte, siger hun.
Mirjam Capelles mor var uforudsigelig, eksplosiv eller udmattet af følelser, fortæller hun. Moderen var lærer, og faderen var psykiater og boede i sit eget hus, som var forbundet af en mellemgang til det hus, som resten af familien boede i. Han spiste mad for sig selv, og så kunne børnene besøge ham i ny og næ.
Faderen, der ikke havde jødisk baggrund, var reserveret og privat og havde et distanceret forhold til Mirjam Capelle og hendes tre søskende. Eller i hvert fald til Mirjam og hendes storebror. Da Mirjam var 15 år, fik hun et muligt svar på hvorfor. Hendes mor fortalte hende, at den mand, hun troede var hendes far, i virkeligheden kun var far til hendes to mindste søskende.
– Det var et chok at få at vide, men samtidig en lettelse, fordi jeg følte, at jeg forstod hvor en del af hans afvisning kom fra, siger hun.
Mirjam Capelle fandt dog en form for fællesskab med stedfaren, da hun som barn begyndte at interessere sig for psykologi. Hun havde samtaler med stedfaren, og han tegnede Sigmund Freuds personlighedsmodel for hende.
– Jeg blev ansporet til at få interessen for psykologi. Hvis jeg ville have kontakt til min stedfar, var det ikke ved at spille fodbold eller klatre i træer. Jeg fik lov at kigge i hans journaler fuld af sindslidelser, og jeg opdagede, hvor spændende menneskesindet kan være, fortæller hun.
Når Mirjam gik med til, at hendes storebror måtte røre hende intime steder på kroppen, blev hun overvældet af skyldfølelse. De måtte ikke gentage sig, berøringer dernede, lovede hun sig selv, selvom kroppen havde lyst, for det føltes forkert.
Beskrivelser af hendes og storebrorens seksuelle kontakt med hinanden, når de tumlede, byggede hule eller var sammen på deres værelser, er et tilbagevendende element i bogen. Mirjam Capelle havde et tæt forhold til sin storebror, da hun voksede op, og hun betragter deres måde at omgås hinanden som børn som et resultat af de omstændigheder, de voksede op under.’
– Vi var et produkt af at vokse op i en dysfunktionel familie, og den grænseoverskridende adfærd var måske vores måde at rykke tættere sammen på, siger hun.
Et sted i voksenlivet mistede de kontakten til hinanden, og en sommermorgen i 2011 ringede Mirjam Capelles lillebror og fortalte, at storebroren var død pludseligt. Hans død gav hende en form for skyldfølelse over at være den af de to, der havde “overlevet” deres opvækst.
– Jeg læste bøger og gik i terapi som 19-årig efter at have gået rundt i en form for dissocieret tilstand i et stykke tid og følt mig ved siden af mig selv. Min bror tyede til misbrug og røg ud i en social deroute i flere år. Han var min tryghedsperson i vores opvækst, men jeg tror ikke, han havde en tryghedsperson i sit liv.
Brorens død faldt sammen med en perlerække af begivenheder, Mirjam Capelle tilsammen beskriver som en livsovergang. Hun fødte sit fjerde barn som 46-årig, som hun fik sammen med sin mand, der var 20 år ældre – og så ramte overgangsalderen.
– Det er forskelligt, hvordan overgangsalder mærkes på kvinder, men jeg følte det som en form for fysisk destabilisering. Min brors død fyldte i mit hoved, og jeg var primær forsøger for familien på fem, fordi min mand skulle på pension. Jeg indså, at hvis jeg både skulle være ordentligt til stede som mor og som psykolog for mine klienter, måtte jeg passe på mig selv.
Vejen til ro skete gennem kontemplation. Mirjam Capelle tog en efteruddannelse i meditation, og det meditative element er blevet et fast punkt i hendes private liv såvel som i hendes praksis som psykolog.
– Det er blevet klart for mig, at jeg skal være i balance, når jeg har klienter for at kunne gøre mit arbejde bedst muligt. Meditation sikrer, at jeg ikke bliver drænet. Det er et redskab til at holde mig i vatter og samtidig kan det være enormt hjælpsomt for mine klienter, siger hun.
Mirjam Capelle er blevet flasket op med fortællinger om jødisk historie, og når børnene var på besøg hos deres mormor, fik de serveret gefilte fisk og andre jødiske retter. Men familien var også assimileret i det danske samfund, og religion havde ingen fremtrædende plads. Hun har dog altid haft en fornemmelse af, at der var mere i verden end blot os og de fysiske objekter, vi omgiver os med, og i meditationen spiller det religiøse element en central rolle, siger hun – dog i en kristen form.
– Under meditationerne får jeg en enhedsoplevelse og en følelse af forbundethed med noget, der større end mig selv. Konkret viser dette sig i kraft af en jesusfigur, som repræsenterer en form for kærlighedsenergi.
Som voksen er kristendom gradvist blevet en del af Mirjam Capelles liv. Hvis hendes klienter har en gudstro, bliver det også et opmærksomhedspunkt under deres samtaler. Mirjam Capelle går jævnligt til gudstjenester, men føler ikke, at hun har gennemgået en egentlig konvertering, siger hun.
– Hvis en klient har mistet sin mand eller kone, kan det have en terapeutisk betydning, hvis man tror på, at den afdødes ånd lever videre. Jeg oplever ikke mit eget forhold til religion som et regulært skifte, men som en bevægelse hen imod den gængse religion i vores kulturkreds. Jeg har også bøvlet med tanker om, hvorvidt jeg kan være jøde og kristen på samme tid, men jeg har fået strikket min egen religiøse model sammen og vil altid holde fast i min jødiske selvforståelse.
– Danny Kaye, han var jøde. Woody Allen, han var jøde.
Mirjam Capelles mor var aldrig bleg for at gøre opmærksom på, hvilke notabiliteter der havde jødisk baggrund. Som en identitetsmarkør, der forbandt dem.
Da Mirjam Capelle for et års tid siden fik klippet håret kort, var det også vigtigt for hende selv, at frisuren var med til at fremhæve hendes mørke og markante, jødiske ansigtstræk, som hun skriver i bogen.
Er det min mor, der sidder i mig? spørger hun til sidst i bogen, efter hun har beskrevet sin irritation over en avisartikel om kunstmaleren Marc Chagall, hvor hans jødiske rødder ikke var nævnt. Den jødiske identitet er stadig et vilkår i hendes liv, men arbejdet med hendes slægtsfortælling og hendes erindringer har betydet, at den ikke længere er så fremtrædende for hende selv, siger hun.
– Det er et paradoks, men i det jeg får stillet så skarpt på jødisk identitet og historie, afvikler jeg samtidig en del af den identitetsforståelse, som jeg tidligere har båret på. Der sker en afklaring, hvor jeg slipper det, hvilket meditationen også har været med til. Min identitet – hverken som jøde, kristen eller som psykolog – er ikke så meget i forgrunden hos mig længere.
Traumer kan ikke færdigbehandles, så de forsvinder helt, mener Mirjam Capelle. Som et hul i tænderne i tandlægestolen. Men traumer kan bearbejdes, så de får en mere tålelig og afstemt plads i tilværelsen, siger hun. Det er i hvert fald realiteten for hende selv.
– Vi har alle en historie med os, som bliver en del af vores personlighedsstruktur, og jeg tror ikke, at de smertefulde historier kan parkeres ubetinget i fortiden. Vi kan dog blive mere vågne og bedre i stand at aflæse de signaler i os selv, der måske knytter sig til traumerne. Jeg har eksempelvis altid haft en tendens til at føle mig forladt, men hvis jeg i dag havner i en konflikt med min mand, hvor den følelse opstår, er jeg blevet hurtigere til at indse, at det hverken behøver at være hans skyld eller intention.
Mirjam Capelle er også blevet mere overbærende, siger hun. Først og fremmest med sig selv og sine egne reaktioner. Medfølelsen er dog også en vigtig komponent som psykolog, siger hun.
– Nogle gange kan jeg stadig blive overrasket. Okay, der flippede jeg måske ud på min datter. Det var uheldigt, men det skete, og hun tilgiver mig hurtigere, end jeg selv tidligere ville have gjort. Vi er jo selv vores hårdeste dommer, og jeg har fundet ud af, at det er en rar oplevelse at have medfølelse med sig selv.
